Se vores "rigtige hjemmeside" www.captaincook.dk

Se også vores "rigtige hjemmeside" www.captaincook.dk
www.captaincook.dk og sejlplanen her: http://captaincook.dk/sejlruten

tirsdag den 16. august 2011

Little Pioneer Bay

Vi har ligget for anker siden i går eftermiddags i Little Pioneer Bay. Et fantastisk smukt sted. Efter morgenmad i dag tog vi i gummibåden ind til stranden. Vi var helt alene på den mest utrolige strand. Charlie, Per og Knud gik ad en smal sti op på toppen af bjerget. Herfra kunne de se over på den anden side af øen, og de så bla. en flok hvaler springe.
Barbara, Svend, Heine og jeg snorklede. Det var min første snorkle tur, og jeg var egentlig lidt bange for om jeg kunne, og om jeg turde at trække vejret gennem det lille plastikrør. Det gik over forventning. Men jeg var også stærkt presset af Barbara, som bare var sprunget i vandet på 18 meters dybde fra båden i morges, fordi vi fik øje på en søko. Hun er frygtløs. Og så nytter det jo ikke, at psykologen ikke tør at snorkle fra stranden :-)
Kort efter at vi var færdige med at snorkle og var kommet op på stranden igen, så vi en lille haj komme elegant glidende gennem vandet, ganske få meter fra bredden. Og lidt efter fik Svend øje på en blæksprutte. Vi skyndte os hen for at se på den. Når vi kom tæt på den i vandet, skiftede den farve fra grå til sort. Vores medbragte marinebiolog Per, mener ikke, at den haj vi så, som var en sortfinnet haj, er særlig farlig.
Vi fik resten af formiddagen til at gå med at spille frisbee og vandbold på stranden. Skipper sætter pris på at vi er i god form :-).
I eftermiddag sejlede Charlie, Knud og Heine over til en Marinestation, der ligger i en lille bugt syd for os. De havde haft en masse oplevelser, og talt med nogle af de ansatte på stationen. De havde fortalt at de arbejdede seks dage om ugen i tre uger, hvorefter de havde fri i seks uger. Det må være et skønt job, at gå her på stranden på denne fantastiske lille ø, og holde øje med livet, og så have fri i seks uger bagefter.
Lige nu er Barbara ved at lave fiskefrikadeller, af den sidste halvdel af makrellen som vi fangede i går. Det dufter skønt, og vi er ved at være sultne efter alle dagens oplevelser. I øvrigt har vi nu smidt det sidste makrelaffald overbord, så nu er der badning forbudt. Det tiltrækker helt sikkert hajer.
Vh Kirsten G



2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Tante K og Heine.

Det lyder intet mindre end fantastisk alle de oplevelser I allerede har erfaret Jer, og endda på så kort tid.
Jeg vidste du nok skulle klare den snorkling i stiv arm, og nej det går da heller ikke at psykologen ikke kan deltage i de faaarlige aktiviteter der skal bearbejdes senere hen ;-))
Ellers håber jeg I har det godt og nyder det. Herhjemme er det bare gråt og trist, og så regner det tilmed også. Hvis man skal se det på den lyse side, er det godt eksamensvejr ;-)

Jeg har ikke glemt din fine taske!!

Knus og tanker fra Mai.

Emil Heilmann Sørensen sagde ...

Hej Kirsten og Heine :)
Denne side og jeres rejsebeskrivelseer lyder næsten for godt til at være sandt - det er lige før det kan måle sig med Annecy ...
I weekenden skal vi til Riverboat i Silkeborg. Lugter det ikke lidt af Captain Cook?
Vi glæder os til en regnvejrsaften i oktober at høre om og se rejsebeskrivelser.
Kærlig hilsen
Carsten og Tine