Kort nyt fra Skipper

Orbits position 31. oktober :   11.11.735 S   13203275 E

 

Alt vel ombord – vi er pludselig løbet ind i et sted hvor der er netværk efter en lang sejlads uden forbindelse, derfor lige en lille melding inden vi tager afsted herfra om en times tid.. Vi er ca.200 sømil fra Darwin og alt går godt. The Hole In The Wall blev passeret for en uge siden – passagen imellem 2 øer med en bredde på kun 50 meter og en strøm der løber op til 12 knob var lidt af en navigations prøvelse. I anvisningerne for passagen står der flg. : ”The passage can be made at any stage of the ebb but if you choose to pass through at full ebbon a spring tide you certainly not have time to relax and enjoy the scenery and you would proabaly reqire a change of underpants when you were spat out of the western exit ”…Heldigvis havde vi beregnet tiden for passagen fornuftigt og kom igennem lige da strømmen vente … Men selv der var det en skræmmende men også fantastisk oplevelse. Der blev revet lidt i roret, men Orbit klarede sig fint igennem og efter de ca. 2 mil kunne vi ånde lettet op og finde en ankerplads i en fredfyldt og helt stille bugt. Herefter er det gået derud af – en lang natsejlads til North Goulbourn Island, videre igennem Bowen Strait som også var lidt af en udfordring med folk på dækket og i masten for at spotte rev og andet vi helst ikke skulle løbe ind i. Men også her kom vi godt igennem og nu er vi så her ved Port Essington hvor vi tager den lidt med ro et par dage og sejler rundt og kigger på tidligere settlement som englænderne anlagde for at stadfæste at Australien var britisk… Vi har fået en tilladelse af de indfødte og kan nu frit bevæge os i Arnhem Land. Udover det lille ressort her i bugten er der en Ranger station med 3 ranger 7 sømil længere inde i bugten, som jeg håber at kunne få en god vejerudsigt og nogle gode råd fra inden vi runder Cape Don og forhåbentlig med den rigtige tidvand går ind i Van Diems Gulf og sætter kursen mod Darwin.

 

Charlie

 

Seven Spirit Resort

Hej alle sammen

Lige en lille hilsen fra de tre nye Erik, Hans og Poul også kaldet bamserne ombord.

I dette øjeblik sidder vi det nærmeste vi kan komme paradis. Vi er kommet til et feriested som ligger 400 kilometer fra nærmeste almindelig beboelse. Normal transport hertil er privatfly eller som os med sejlbåd. Et ugeophold her koster i nærheden  af kr 25000. plus det løse til safarier og fisketure, men måske p.g.a.  lavsæson kan vi bruge alle faciliteter for et meget beskedent beløb.

Forud for dette har vi hat 2 fantastiske uger. Vi startede fredag fra vejle Banegård til Kastrup lufthavn og allerede efter togturen var kemien hos os tre helt i top. Efter en laaang flyvetur landede vi i Sydney søndag morgen uden begreb om hvor vi skulle bo de næste 2 dage. Hans’s bagage var for øvrigt også blevet væk, men det kunne ikke spolerer vores  humør. Vi fandt hurtigt et ældre, men hyggeligt hotel, helt nede ved havnen  med udsigt til operaen. Vi oplevede og så mange ting i den tid vi var i Sydney, det er en fantastisk flot by. Aftenen inden vi skulle til Cairns dukkede den manglende bagage heldigvis op, så tirsdag morgen var alt ok da vi fløj til Cairns.

Vi landede i en gigantisk regnbyge, men med god hjælp fra lokale fandt vi hurtigt en god indkvartering på havnefronten, lige der hvor det hele sker. I Cairns havde vi igen nogle enestående dage . Onsdag tog vi på tur ud til revet hvor vi tilbragte en hel dag med at snorkle. Det var turens foreløbige højdepunkt, det kan ikke beskrives hvor flot det er.

Endelig blev det torsdag, nu nærmede tiden sig hvor vi skulle afsted til Gove. I Cairns lufthavn mødte vi Tine som havde været Cairns nogle dage og sammen fløj vi til Gove, som skulle være starten på det rigtige eventyr for os 3. Da vi kom til Gove Stod Charlie og ventede på os .Han havde på forunderligvis mødt en dansk kaptajn der nu var lods i området, Theis , som beredvillig havde lånt sin store 4 hjuls trækker ud så vi fire kunne blive afhentet standsmæssigt. Da vi kom ud til bugten hvor vi skulle påmønstre Orbit, følte vi os en lille smule på udebane. Vi skulle pludselig forholde os til krokodiller, slanger og en meget fugtig varme . I øvrigt var det meget mørkt da vi ankom til strandbredden, og skubbede den lille gummibåd i vandet og sejlede ud til Orbit. Her blev vi modtaget af Uffe og Hans Refsgård. Hurtigt blev vi indkvarteret og fik en velkomst øl og følte os straks meget velkomne. Næste dag fik vi en rigtig god tur i Gove og omegn, hvor Charlie viste os rundt. Vi var meget imponerede over hvor mange mennesker Charlie og besætningen havde lært at kende i den tid de havde ligget i Gove ”havn” og det resulterede i en fantastisk afskedsfest i sejlklubben fredag aften.Det var en af de fester hvor man ingen kender når festen starter og næsten er i familie når den slutter. Igen betages man over hvor venlige og imødekommende Australier er.

Endelig, lørdag morgen stævnede vi ud på første tur med Orbit. Vi fik en god sejllads med god vind og lidt bølger, men en behagelig sejllads. Vi sejlede ca40 sømil og ved aften tid ankrede vi op i en lille bugt. Nu var vi virkelig kommet af sted. Fra nu af og til vi kommer til Darwin,  sejler vi hvor der stort set ingen civilisation er. Sømærker findes ikke, så vi må stole på skippers navigation, hvilket ikke er svært da alle sejladser er grundigt forberedte. Der hersker altid ro på skibet når vi sejler. Selv da vi passerede ” The Hole In The Wall”  der er et sædeles berygtet sted med masser af tidevand, bølger og en smal passage imellem to øer gik det perfekt. Vi sveder så det driver og solen er ubarmhjertig hvilket efterhånden har jaget os alle ude for at sove på dækket om natten. Det er også blevet til to store fisk der har været kærkommen frisk kost ombord.  Efter lang tid på havet, natsejladser og opankring i øde men smukke bugter er dukkede ” Seven Spirit Resort ” pludselig op i Coral Bay og her er vi så med netforbindelse og andet  godt , bla et brusebad J  Vi har frem til vores nuværende destination haft fantastiske oplevelser og vil senere vende tilbage med nyt

Hilsen Erik, Hans og Poul.

 

 

Vi har det jo godt..

Ombord på Orbit altså, for nu at citere den ene af vores nyligt afmønstrede dæksdrenge, Tom (nu forfremmet til fuldbefaren matros). Faktisk så godt at vi på trods af al vores danskhed ikke rigtig kan finde på noget at brokke os over på denne tur. For mit eget vedkommende skyldes det blandt andet, at selvom jeg meldte mig under splitflaget i sidste øjeblik, uden rigtig at være kendt af hverken Charlie eller nogen af de andre der skulle med på turen, så er jeg blevet taget utroligt godt imod. Der er plads til alle på Orbit, uanset sejlererfaring, bare man har mod på eventyret og ikke er bange for 30 cm høje toiletter, der nægter at stå stille. Med de få krav har Charlie fået samlet en herlig gruppe mennesker, som formår at få det bedste ud af situationen og de evner vi hver især nu har.

 

Denne evne til at få det bedste ud af situationen og nyde livet gjorde vi i særdeleshed brug af den weekend vi tilbragte på Bremer Island. Efter at være nået over Gulf of Carpentaria, sidste del af turen for de to dæksdrenge, Tom og Allan, samt vores midlertidige styrmand og rådgiver for kaptajnen, australske David, sad vi som en anden flok lettere fordrukne sejler-bumser og hang ud i cafeteriaet ved supermarkedet i minebyen Nhulunbuy, mens vi funderede over hvordan vi fik lavet en ordentlig afskedsfest for ovenævnte. Når jeg nu skriver fordrukne, så skal det tages med et gran havsalt, da alkohol lovene i Northern Territory er så strikse, at det tog onkel Hans (vores booze-master) flere dage at få lov til at købe en dunk papvin, og han måtte nærmest sælge sin sjæl og afgive adskillige fingeraftryk før tilladelsen endeligt gik igennem. Derfor var der cola og istè på bordet i cafeteriaet, da vi lidt tilfældigt stødte ind i Helen, der sammen med sin mand drev et lille ”wilderness retreat” på Bremer island, der ligger ca et par timers sejlads fra Nhulunbuy. Vi havde fra anden side hørt at det var et ikke specielt luksuriøst, men vældigt hyggeligt sted, med supergod mad og uden krokodiller, dvs. med mulighed for at bade. Det fik meget hurtigt alle til at stemme for, og afsted det gik med fiskestangen ude mod Banu Banu Wilderness retreat. Efter en times tid, var der bid og Allan og Tom fik ret hurtigt med lidt rådgivning fra David lavet den spanske makrel om til filet'er. For ikke at få en dæksdreng på krogen mens de arbejdede med fisken, røg krogen naturligvis ud igen, og på trods af deres hurtighed med kniven, var de dårligt færdige med den første fisk før der var bud (bid?) efter dem igen, og Allan fik hevet den største makrel vi endnu har fanget ombord. Jeg lyver ikke (for jeg er jo hverken mand eller lystfisker), når jeg siger at den (næsten) var længere end Allan er høj. Så i gang med kniven igen, og bagefter med saksen, da fisken skulle laves om til fars, som Tom tryllede nogle fantastiske fiskefrikadeller ud af til frokost.

 

Da vi nåede frem, var noget af det første vi gjorde at hoppe i det usandsynligt lækre og klare vand. Noget vi trods alt har savnet lidt, men kun en tåbe frygter ikke krokodiller på trods af 37 grader i skyggen. David havde faktisk ikke engang tid til at vente på at blive sejlet ind til stranden, så han valgte at svømme i land. Eftermiddagen gik med generel hygge og udforskning af øen. Højeste punkt var blevet udstyret med to blå plastikstole, til at nyde udsigten fra. Noget vi vist alle var oppe og benytte os af, da den var ganske fremragende.

 

Eneste tidspunkt på hele weekenden der var optræk til mytteri, var da vi hørte at vi også skulle have makrel til aftensmad, men det varede kun indtil vi fik første bid i munden. Superlækker citronstegt makrel på en bund af kartoffelmos og let sauterede grøntsager, mums :-) Og så har jeg slet ikke nævnt desserten...

 

Charlie og Tom havde naturligvis taget guitar og mandolinen med i land, og selvom vi var eneste gæster på den lille resort, så havde de alligevel masser af villige tilhørere, da Helens søster, søsterens mand og barnebarn også var ovre på weekendtur. Som en del af showet måtte vi naturligvis spille og synge vores yndlings sang om at sejle på sydøstenvinden igennem Torres strædet. Sangen er skrevet af en gammel perlefisker fra Torsdagsøen kaldet Seaman Dan, og så fik vi lige bevis for at selvom Autralien er et meget stort land, så er verden altså lille nogen gange, da det viste sig at søsterens mand var Seaman Dans nevø, og han lovede at overbringe vores hilsner næste gang han skulle hjem på besøg.

 

Da vores værter begyndte at gabe henlagde vi resten af festen til Orbit, og det var bestemt en af de bedste jeg har været med til i lang tid. Der blev sågar danset på agterdækket uden at nogen faldt overbord, for det har skipper forbudt os. Så dæksdrengene og David blev sendt hjem med manér, og vi andre forsætter med nye dæksdrenge mod nye eventyr.

 

Vh.Tine

 

 

 

 

 

 

Fra Gove og nu bliver der stille ...

Charlie har bedt mig om at finde lidt billeder frem, så der er lidt nyt på bloggen det næste stykke tid, hvor vi jo er uden for elektronisk rækkevidde. 

Mange hilsner herfra

Vh. Tine

SKIBSKLAR

Nhulunbuy – Gove  - Outback  og en dansk kaptajn.

 

" Skibsklar – sidste ben til Darwin"

 

Vi ligger stadig i bugten i Gove / Nhulunbuy og venter på besætning fra Danmark som ankommer med fly hertil aften. Vi har ligget her i næsten 2 uger .            

De første dage hvor Tom, Allan, Tine og David var her sejlede vi til Bremer Island og blev der et par dage – rent Bounty land, men de skulle jo alle hjem og Tine tog til Cairns . Så i den sidste tid har vi kun været tre ombord ( Uffe, Hans Refsgaard og jeg)                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               Men tiden er alligevel fløjet afsted. Selvom vi ligger " in the middel of nowhere" er det forbløffende hvor hurtigt man klimatiserer sig, finder en rytme og ret hurtigt får kontakt med lokale og gode mennesker der vil gøre rigtig meget for os.

I går var Hans, Uffe og jeg således inviteret ud i en lille landsby af Terry og Helen som er henholdsvis skolelærer og sygeplejeske for de lokale indfødte – interessant og meget hyggeligt.

Nhulunbuy som byen hedder, er virkelig out in the out back. Den eksisterer kun pga aluminiumsminen og de indfødte aboriginere har som sådan ikke noget med minen at gøre. Da vi er i Arnhem Land som er "givet tilbage" til de indfødte skal alle hvide have tilladelse for at være her og mineselskabet betaler store summer for at måtte udvinde den røde jord og det bauxit der er i den. Det er ok, før i tiden og helt tilbage fra Captain Cooks tid spurgte man ikke de indfødte…

Det er utrolig hvor hurtigt man klimatiserer sig og det er utrolig hvad man ind imellem løber ind i selvom vi er langt væk fra Danmark.

Forleden da jeg kom ind til den lille yacht klub som har sporadisk åbent og som er en social klub for folkene i minen og naturligvis de sejlbåde der er på vej vest over mod Indonesien, eller østover mod Torres Strædet, kom Tim der er bestyreren og sagde at vi var blevet kaldt over kanal 16 på VHF en af den lokale lods station der sørger for, at de store tankere og skibe der skal lastes fra minen kommer sikkert igennem. Da vi jo ligger stille spare vi jo lidt på strømmen, så derfor har jeg ikke radioen tændt  … men der var altså bud efter os. Det viste sig at være en af lodserne en dansk kaptajn som havde set dannebrog veje fra ORBIT og som ville i kontakt med os. Det blev herefter hurtigt etableret og Theis der har sejlet som kaptajn hos bla. Lauridsen og rundt på de store skibe i verden samt været skipper på nogle rigtige store millionærer yacht i Middelhavet og Caribien var nu landet her med sin New Zealandske kone Lisa som han i øvrigt havde mødet på en af skibene .

Det var rigtig dejligt at møde Theis og Lisa som vi i de sidste dage har kørt rundt sammen med i deres 4 hjulstrækker rundt i bushen, badet i en ferskvands Creek hvor krokodillerne vist nok ikke kan nå op til på denne årstid pga. tørken, besøgt en aboriginal landsby osv…. Det har været rigtig hyggeligt og givtig for os mens vi har ventet. Herudover har jeg jo også fået en masse gode råd og anvisninger fra Theis og hans lods kollegaer vedr. den sidste del af turen til Darwin. Der er et par navigations udfordringer som f.eks " The Hole In The Wall" en lille passage imellem to øer på 60 m i bredden og en længde på ca 2 sømil. Indsejlingen her skal beregnes præcis mht. til tidevand og strøm idet strømmen her kan sætte op til 12 knob, og den vil være træls at få imod 

Da vi skal vest over er det vigtigt at vi rammer den ved slagwater eller i starten af ebbe hvilket vi sige 1 time efter højvande i Gove og 5 1/2 time efter High water i Darwin …. ( Fik i den  )….

Hertil kommer at tidevands forskellen kan sætte helt op til 8 -10 meter i området omkring Darwin, så derfor er det vigtigt at beregne afgang og ankomst tidspunkter så præcist som mulig og under hensyntagen til strøm og vind – Hvis vind og strøm begge er imod og kraftige, så bliver det svært i det søen vil rejse sig og blive rough.

Når vi har passeret The Hole In The Wall anker vi op i Refuge Bay på Elcho Island og begynder at forberede en længere natsejlads  stik vest forbi Crocodile Island over til North Goulburn Island for at komme afsted mens vinden er østlig. Herfra sejles op til Cap Don hvor jeg regner med vi sejler rundt og finder nogle gode ankerpladser og smukke steder inden det sidste ben tages ned til Darwin hvor jeg forventer vi ankommer imellem den 10 og 14 november.

Der er lavet en aftale i Tipperary Waters Marina hvor Orbit skal ligge i hurrican sæsonen – her skal vi igennem en inspektion af bunden for " fremmede muslinger" ,inden vi får lov at passerer igennem slusen ind i havnen .

Jeg har aftalt med Theis at jeg ringer over sat telefonen nogle gange for at få en vejrudsigt og for at give ham vores position. Vi er vist en af de sidste både der søger vestover mod Darwin inden cyklon sæsonen – de fleste, og det er få, søger mod øst.

Der er ingen tvivl om, at vejret er på vej til at ændre sig – oktober og november er der hvor vejret bygger op og vi er da også allerede løbet ind i de første Thunderstorms som opstår pga. varmen og den høje luftfugtighed. Heldigvis er de hurtigt overstået, og pga. af et par større højtryk langs den australske østkyst er vinden hovedsagelig østlig og ser ud til at være det lidt endnu, så det er fint for os.  Den egentlige vejrændring hvor vinden for alvor går i nordvest ventes først i slutningen af november .

Vi glæder os til turen som helt sikkert vil byde på nye spændende eventyr, smukke solnedgange og steder der vil brænde sig fast på nethinden.

Vi vil formentlig være udenfor internet og telefon dækning indtil vi kommer tæt på Darwin, så der kan gå et stykke tid inden vi giver lyd fra os igen.

 

Vi er skibsklar og der er afgang i morgen tidlig …

 

De bedste sejler hilsner

 

Charlie

 

 

 

 

 

Mange billeder fra september og oktober

Mandolinens historie rundes af på smukkeste vis

Fra Mange billeder fra besætningen september oktober Charlie og Tom (med mandolin) i Torresstrædet, og dermed er mandolinens historie jo så rundet af på smukkeste vis.  Se historien på http://captaincook.dk/mandolinens-historie