Tak til jer for en fantastisk aften!
torsdag den 28. juli 2011
Strandtur på Shaw Island
Der var lavvande og mudderbund, derfor ingen snorkeling, men mange andre fantastiske natur oplevelser, når man bare går på opdagelse.
onsdag den 27. juli 2011
Mackay til Whitsunday Islands
24 - 28 juli
Lørdag aften blev nydt på havnen i Mackay, aftensmaden bestod af pizza og lokal øl som langsomt gled ned gennem halsen og lagde sig roligt tilrette på bunden af maven ... Vi syntes alle at det var meget velfortjent efter de seneste dage og nætters sejlads i stillehavet, gad vide hvem der har opkaldt det for netop stillehavet !
Det blev meget sent inden vi kom i seng, tænk sig at være oppe til midnat, det var helt nyt for os!
Ombord på Orbit er vi 6 personer, forskellige af natur men alle med den samme lyst og trang til at se, udforske og nyde denne fantastiske tur.
Der er selvfølgelig Captain Charlie med det kølige overblik og eventyrblodet i årene, ham der har det sidste ord, men aldrig uden at lytte til mandskabet ombord.
Styrmand Svend, er ham der er go til at hjælpe med navigeringen og sørge for at ankeret altid kommer til at ligge perfekt på bunden når vi ligger for svaj i en af de mange skønne bugter her ved The Coral Coast.
Barbara er hende der altid sørger for frisk bagt morgenbrød, og aldrig siger nej til at hjælpe med at holde køkkenet ren og pæn, samt sørger for at vi altid får salat til maden.
De 3 sidste, Nich, Thomas og undertegnede vil jeg omtale under et, nemlig dæksdrenge med potentiale til at blive rigtige matroser.
Søndag tog Thomas, Nich, Barbara og Captain Charlie ind til byen, Svend og undertegnede blev på Orbit for at få lavet nogle småreparationer og justeringer. Der blev lavet en plan for det næste togt ud i stillehavet og de mange smukke øer.
Mandag morgen blev vi alle vækket tidligt og nænsomt af Captain som gjorde opmærksom på at nu var det tid at stå op, få redt senge og gjort klar til afgang.
Kl 08.00 stod Orbit med dens besætning igen til søs og kursen sat mod Brampton Island. En strækning på ca 25 sm.
Thomas, som er blevet bedt om at sørge for friskfanget fisk satte igen snøren i havet og lovede at i aften skulle det være. - det skal her lige nævnes at han i skrivende stund endnu ikke har fået bid. Thomas har ellers gjort alt, også lyttet til besætningens gode råd, men det er som om at fiskene måske har hørt om et skib fyldt med danskere og dem skulle de for alt i verden undgå.
Ved 13 tiden kastede vi anker i den smukkeste laguna vi endnu havde set på hele turen!
Som sædvanlig blev de r til frokost serveret en dejlig anretning med div skærepølser, kogt æg og tun i olie.
Nich, Thomas, Charlie og undertegne sejlede ind til kysten og gik en lang tur. Vi svømmede, snorklede og nød at vandet endelig var nået op på 20 grader! Vi mødte en Kænguru som kiggede på os som om det var første gang den så et menneske, og da den var blevet fotograferet fra alle vinkler hoppede den hurtigt op af bjergsiden og forsvandt mellem de vildt voksende træer.
Til aften blev der pudsig nok serveret vel tilberedt kænguru kød, med salat og ris til, og som sædvanlig blev der snakket, grint og fortalt anekdoter!
Kl 21.00 lagde vi os alle trætte og mætte til ro, vi vidste jo at der om ikke mange timer ventede en ny dag med spændende oplevelser.
Tirsdag morgen stod vi igen op med solen, og gjorde os hurtig klar til at trække ankeret op og sætte kursen mod nye mål. Alle sejl blev sat og Orbit skar igen smukt og elegant gennem vandet og holdt kursen med hjælp fra Nich's kyndige hænder. Thomas kastede igen snøren ud, og vi krydsede alle fingre for at det snart må lykkes at fange en Tun.
Vi er nu ved Whitsunday Islands, og må sige at dem der på forhånd havde fortalt at det skulle vi glæde os til, havde ret. her er smukt, øerne der rejser sig fra havet, store og små, nogle meget høje andre bare små og unikke. Vi har svømmet, snorklet set fisk og koraller, vi har hygget, sejlet, grint og været alvorlige.
En fantastisk tur er for nogen kun lige begyndt, for andre slutter den nu, men minderne vil være der for evigt.
Henning
Lørdag aften blev nydt på havnen i Mackay, aftensmaden bestod af pizza og lokal øl som langsomt gled ned gennem halsen og lagde sig roligt tilrette på bunden af maven ... Vi syntes alle at det var meget velfortjent efter de seneste dage og nætters sejlads i stillehavet, gad vide hvem der har opkaldt det for netop stillehavet !
Det blev meget sent inden vi kom i seng, tænk sig at være oppe til midnat, det var helt nyt for os!
Ombord på Orbit er vi 6 personer, forskellige af natur men alle med den samme lyst og trang til at se, udforske og nyde denne fantastiske tur.
Der er selvfølgelig Captain Charlie med det kølige overblik og eventyrblodet i årene, ham der har det sidste ord, men aldrig uden at lytte til mandskabet ombord.
Styrmand Svend, er ham der er go til at hjælpe med navigeringen og sørge for at ankeret altid kommer til at ligge perfekt på bunden når vi ligger for svaj i en af de mange skønne bugter her ved The Coral Coast.
Barbara er hende der altid sørger for frisk bagt morgenbrød, og aldrig siger nej til at hjælpe med at holde køkkenet ren og pæn, samt sørger for at vi altid får salat til maden.
De 3 sidste, Nich, Thomas og undertegnede vil jeg omtale under et, nemlig dæksdrenge med potentiale til at blive rigtige matroser.
Søndag tog Thomas, Nich, Barbara og Captain Charlie ind til byen, Svend og undertegnede blev på Orbit for at få lavet nogle småreparationer og justeringer. Der blev lavet en plan for det næste togt ud i stillehavet og de mange smukke øer.
Mandag morgen blev vi alle vækket tidligt og nænsomt af Captain som gjorde opmærksom på at nu var det tid at stå op, få redt senge og gjort klar til afgang.
Kl 08.00 stod Orbit med dens besætning igen til søs og kursen sat mod Brampton Island. En strækning på ca 25 sm.
Thomas, som er blevet bedt om at sørge for friskfanget fisk satte igen snøren i havet og lovede at i aften skulle det være. - det skal her lige nævnes at han i skrivende stund endnu ikke har fået bid. Thomas har ellers gjort alt, også lyttet til besætningens gode råd, men det er som om at fiskene måske har hørt om et skib fyldt med danskere og dem skulle de for alt i verden undgå.
Ved 13 tiden kastede vi anker i den smukkeste laguna vi endnu havde set på hele turen!
Som sædvanlig blev de r til frokost serveret en dejlig anretning med div skærepølser, kogt æg og tun i olie.
Nich, Thomas, Charlie og undertegne sejlede ind til kysten og gik en lang tur. Vi svømmede, snorklede og nød at vandet endelig var nået op på 20 grader! Vi mødte en Kænguru som kiggede på os som om det var første gang den så et menneske, og da den var blevet fotograferet fra alle vinkler hoppede den hurtigt op af bjergsiden og forsvandt mellem de vildt voksende træer.
Til aften blev der pudsig nok serveret vel tilberedt kænguru kød, med salat og ris til, og som sædvanlig blev der snakket, grint og fortalt anekdoter!
Kl 21.00 lagde vi os alle trætte og mætte til ro, vi vidste jo at der om ikke mange timer ventede en ny dag med spændende oplevelser.
Tirsdag morgen stod vi igen op med solen, og gjorde os hurtig klar til at trække ankeret op og sætte kursen mod nye mål. Alle sejl blev sat og Orbit skar igen smukt og elegant gennem vandet og holdt kursen med hjælp fra Nich's kyndige hænder. Thomas kastede igen snøren ud, og vi krydsede alle fingre for at det snart må lykkes at fange en Tun.
Vi er nu ved Whitsunday Islands, og må sige at dem der på forhånd havde fortalt at det skulle vi glæde os til, havde ret. her er smukt, øerne der rejser sig fra havet, store og små, nogle meget høje andre bare små og unikke. Vi har svømmet, snorklet set fisk og koraller, vi har hygget, sejlet, grint og været alvorlige.
En fantastisk tur er for nogen kun lige begyndt, for andre slutter den nu, men minderne vil være der for evigt.
Henning
søndag den 24. juli 2011
Heavy Sejlads
Det blev en lang nat fra Rosslyn Bay og til Hexam Island – pga. en storstilet militærøvelse langs kysten netop på vores vej, måtte vi gå til havs og uden om de punkter som kystvagten havde udstukket. Som de sagde i radioen – ” stay out of these waypoints if you don`t want to be shot” …. Og det havde vi jo ikke lyst til, så jeg fandt en lille ø på kortet langt derude der ville blive målet – Vi nåede Hexham næste formiddag … De sidste mil i lidt høj sø , men da vi rundede bugten sejlede vi ind i en rigtig paradisagtig bugt . Her gik vi tæt ind under land og kastede anker under hensyn til tidevandet og på en sandbund der kunne holde ankeret . For god ordens skyld satte vi godt med kæde ud.
Lige som vi kom ind under lavt vand så vi en tun jage en stor stime små fisk som i desperation sprang ud af vandet . Hertil et par svævende ørne der også tog for sig af retterne.
Det blev en hyggelig dag med en tur i baljen, masser af spændende dyreliv og endnu en smuk solnedgang.
Ved 2 tiden om natten vågnede jeg ved at vinden var taget til hvilket den blev ved med resten af natten indtil den nåede op på 30 knob – svarende til 15 sekundmeter og det vi kalder en stiv kuling der hjemme…. Så kunne jeg ikke sove mere den nat … kunne ankeret holde ? i Og hvad når tidevandet kom ind og dybden steg med et par meter ? Disse spørgsmål kværnede rundt i mit hoved. Jeg prøvede naturligvis at få lidt søvn, men det blev ikke til meget – jeg tjekkede ofte positionen og lå og lyttede til vinden og alle lydene. Selvfølgelig holdt ankeret – det er godt grej og Orbit er et godt skib , og vi lå jo i læ – så der var egentlig ingen grund til bekymring.
I løbet af morgenen stilnede det af og vi fik kaldte Coast Guard for en vejrudsigt som fortalte at der ville være 15 – 20 knob SW vind aftagende til 10 – 15 knob som ville dreje til Syd.
Vi besluttede derfor at begynde at gå nordover igen og ind mod kysten nu hvor vi var udenfor øvelses området . Da vi ville tage ankeret op fik vi de første indikationer på at det godt kunne blive en lidt besværlig dag . Kæden gik i ” hårdknude” og vi måtte bakse lidt med den inden ankerspillet kunne trække den ind.
Med en god vejrudsigt i ryggen satte vi kurs mod Percy Island - kun ca. 20 sømil fra Hexam idet vi ville slappe lidt af her efter den lange tur fra Rosslyn Bay.
Da vi kom ud af den beskyttende bugt kunne vi godt mærke at dønningerne og bølgerne var høje hvilket jo var meget naturligt i forhold til blæsevejret om natten . Men vejrudsigten lovede aftagende vind, og selv om SW lig vind ikke umiddelbart var den bedste for den ankerplads vi havde udset på Middel Percy Island, så kunne det nok gå når vinden aftog. Ellers måtte vi finde en bugt på den anden side af øen eller på en af de andre øer i gruppen omkring Percy.
Problemet var bare at vinden ikke tog af og søen ikke lagde sig lige med det samme og da vi rundede øen og ville søge ind i mod West Bay som er et fantastisk sted som alle der har været i området anbefaler , kunne vi både se og mærke at søen og den SW vind ville gøre det til en meget urolig nat. Jeg var ikke meget for at ligge her og vi gik derefter i gang med plan B. Jeg begyndte dog at få bange anelser i forhold til at finde en ordentlig plads – Ingen forslåede ankerpladser omkring øerne, var vilde med SW vind og store bølger . Den eneste foreslåede var West Bay hvor jeg absolut ikke havde lyst til at ligge natten over.
Vi søgte og søgte øen rundt og da vi havde prøvet til et par steder – den sidste plads vi gik indtil, gav godt nok læ, men hvor dybden var stor og med et rev og klipper i nærheden der ville havde slået os til pindebrænde hvis vinden vendte og tog til og ankeret sprang.
Derfor tog jeg beslutningen om at vende og opgive en ankerplads for natten. Plan C var at sejle videre i natten og næste formiddag gå ind i havnen i MacKay små 70 sømil nord vest på og inde ved kysten.
Det var ved at blive mørkt – der var ca. 1 time til solnedgang , så der var ingen tid at spilde. Besætningen var positive og bakkede alle beslutningen op – selvom vi alle var trætte og dagen som skulle havde været en ren afslapnings dag på Middel Percy Island hvide strande under palmerne , var i stedet blevet til mange ekstra sømil rundt om ø gruppen i en søgen efter en ankerplads .
Vi havde ikke fået ret meget at spise, men Henning lavede fluks nogle spegepølsemadder der stillede den værste sult. Vi besluttede at kaste anker i West Bay og her holde ankervagt mens vi fik lavet mad og jeg fik lavet en sejlrute der kunne bringe os sikkert udenom øer og rev til Mackay der ligger på fastlandet.
Ankerpladsen var som antaget meget urolig og der kunne absolut ikke blive tale om at ligge her natten over Vi holdt godt øje med positionen , men ankeret var igen trofast idet vi igen havde udstukket rigeligt med kæde. Barbara og Svend lavede mad mens jeg udstak en rute og en plan. Vi måtte ikke komme for tideligt til Mackay og skulle helst have solen op kl 06.30 og tidevandet med os inden vi anduvede havnen.
Vi besluttede at gå kl. 20.00 – det betød at vi havde et par timer og folk kunne hvile sig lidt. Men med den rykken og banken i kæden og båden blev det ikke til megen hvil.
Jeg havde lavet en vagt plan med 3 timers vagter med to på vagt ad gangen. Svend og mig som de første så vi kunne få trimmet sejlet og få os fri af øerne så vi kunne sætte auto piloten til.
Herefter Nich & Barbare, Henning og Thomas og så igen Svend og jeg kl. 05.00 når vi ville nærme os Mackay hvor vi kunne forvente os meget trafik med mange store skibe for ind og ud ad gående og for anker hvor de ventede på at komme ind for at laste og losse.
Inden vi tog afsted kontaktede vi den australske coast guard på radioen idet vi ikke kunne downloade nogen vejrudsigt idet vi var ude ” in the middel of no where” …… De ønskede os god tur gennem natten og gav os en vejrudsigt der sagde 10 -20 knob fra Sw og S … altså en jævn til frisk vind fra den rigtige retning .
Der var gjort skibs klar kl. 20.00 – kaffe på kanden, kiks, frugt og slik i skålen til nattevagten , og jeg var lettet da vi fik ankret op og startede ud på kursen . Vinden var fin og vi sejlede af sted for genuaen alene på en march hastighed på omkring 6 knob. Månen var endnu ikke stået op, så der var klar stjerne himmel og mørkt. Vi strøg af sted, og da Nich & Barbara skulle overtage vagten rebede vi sejlet en smule og bad dem vække mig hvis der var noget – Jeg gik til køjs mens månen stod op og fik da også et par timers søvn . Da Henning og Thomas havde vagten var jeg oppe et par gange idet vinden var taget lidt til og vi rebbede lidt mere for ikke at komme for tidligt. Kl. 04.30 var vinden taget endnu mere til og jeg valgte at stå op og tage den sidste del af deres vagt sammen med dem. Det var nu blæst kraftigt op og bølgerne havde rejst sig . Hertil kom at vi nu kunne se lys forude og der var mange af dem. Da Svend stod op rebede vi endnu engang og gik stort set kun på en ” storm fok”. Vindmåleren viste nu 13 -14 sekundmeter og snart stod den på 15.
På alle natsejladser har folk i cockpittet redningsvest og livliner på, også selvom det ikke blæser så kraftigt. Men skal man på dækket og falder man over et eller andet er det godt at have på.
Men nu var det en nødvendighed – vi nærmede os alle lysene i god fart og selvom vi var rebet helt ned gik det der ud af med 6 -7 knob. Orbit skød igennem vandet og klarede sig fantastisk selvom vi ind imellem blev ramt af en brådsø der sendte vand indover båden og os. Kl. var stadig ikke solopgangstid – der var jf. almanakken næsten en time til solopgang og lys. En kort overgang overvejede jeg at gå tilbage af indtil solen kom frem og vi bedre kunne orienterer os. Der lå mindst 25 store skibe forude og enkelte af dem havde ikke fået slukket deres navigationslys hvilket forvirrede os lidt indtil vi kunne se at de ikke var i fart , men lå for ankeret. For ikke at komme for tæt på skibene i den høje sø måtte vi bide op i vinden for at få plads til at vi kunne falde af ind i et hul mellem de mange både vi havde spottet. Det gav nogle voldsomme bevægelser i båden og da vi blev ramt af en kæmpe sø væltede den ”sovende” besætning ud af køjerne og landede i en stor klump på dørken – Værst gik det ud over Barbara der røg ned fra den øverste køje. Det så vældig komisk ud, og selv om det var koncentreret sejlads og da vi fandt ud af at Barbare ”kun ” havde fået et blåt mærke , fik vi et grineflip. Det så helt vildt ud.
Orbit reagerede rigtig godt og vi kunne gå tæt til vinden og dermed skabe os muligheder for at navigere os igennem den første række af ankerliggere i ordentlig afstand – På et tidspunkt så vi både en rød og grøn lanterne og i et kort sekund troede jeg at det var et skib i fart og bad Svend lyse med projektøren op på sejlet for at gøre opmærksom på os – men igen var det en ankerlægger der ikke havde fået slukket navigations lyset. Pu ha … det gav lidt sved på panden og vi spejdede mod øst og kunne så småt begynde at se et orange skær ude i horisonten…. 15 minutter endnu og så var solen oppe, hertil kom at vi på kortet kunne se at vi nærmede os bugten hvor bølgerne ville aftage lidt pga. at vi ville komme lidt i læ. Det var en befrielse da solen stod op og vi nu kunne orienterer os bedre imellem de mange STORE skibe.
Vi kunne nu falde lidt af for vinden og efterhånden aftog både sø og vind en smule og vi kunne begynde at skimte havnen i det fjerne . Vi skulle blot holde linjen nu for at undgå et par skær som vi havde helt styr på og så var vi pludselig i indsejlingen – En delfin sprang ud af vandet som om den ville vise os den sidste del af vejen . Vi tog sejlet ned fik ringet til havnemyndighederne og fik anvist en plads.
Kl.09.30 på position 23`06.712 S 149`13.643 Ø fortøjrede vi i Mackay havn – porten til Whitsunday Island (Pinseøerne) .
Efter en kort oprydning efter nattens strabadser der ikke helt blev som vejrudsigten havde lovet, blev der ” givet ” landlov og vi tog op på en nærliggende restaurant og fik en kæmpe Breakfast med det hele.
Herefter gik jeg på hovedet i køjen og sov det meste af eftermiddagen for at være klar til en tur på pubben om aftenen for at fejre at vi nu var på fast grund igen efter et par lange og lidt spændende sejladser.
Vi er nu kun 60 sømil fra Airlie Beach hvor Henning og Thomas siger farvel og Knud og Per påmønstre. I morgen går turen til Brampton Island efter to nætter i havnen i MacKay hvor vi har købt ind og fået forplejning om bord. 4 dage til 60 sømil er luksus, så nu står den på dykning , snorkling, hvide badestande , læsning og afslapning i solen.
Hilsen
Charlie
Charlie
Turen fra Hexham Island til Mackay ombord på det gode skib Orbit
Efter en noget vild søgen efter ankerplads, hvor den ene efter den anden ankerplads blev kasseret som brugbar, hvor Charlie kunne se sig selv som sovende trygt om natten, blev vi enige om at vi ikke ville søge mere efter ankerplads denne dag. (Det blev også snart mørkt og at finde ankerplads på en ukendt ø, mente vi simpelthen ville ende i en fiasko).
Vi blev enige om at springe den næste overnatningsplads over og springe direkte ud i en tur direkte til Mackay i ét stræk. 60 sømil i natten ude i Stillehavet i totalt mørke. Det viste sig at blive en noget oplevelsesrig tur. Vagterne blev sat og vi fik parvis en tretimers vagt.
Udstyret med redningsvest og livline gik vi i gang. Charlie og Svend begyndte for lige at få startet kursen og ruten op. Vores navigationsudstyr er faktisk ret avanceret og ruten blev lagt af skipper Charlie og styrmand Svend. Nu skulle vi kunne finde vejen over et ukendt Stillehav til Mackay.
Den næste vagt var Barbara og jeg selv, og det gik fint. Vejret var fint med en frisk vin, så vi gik af sted for sejl, hvilket vil sige en rebet genua. Det gav en fart på 5,5 knob, og vi syntes det gik fint. Autopiloten gav os tilpas afslapning i natten. Det er mærkeligt som 3 timer om natten går hurtigt.
Den næste vagt var Thomas og Henning og de fik vind så det prustede. De rebede og rebede så der til sidst kun var en g-streng tilbage, som de sagde. Men båden sejlede alligevel fortræffeligt. Den hylede derud af.
Den næste vagt var Svend og skipper og nu skete der noget. Alle afgåede vagter var tørnet ind og forsøgte at få sig noget søvn. Men det var ikke let. For de to udmærkede sømænd, der nu var på vagt, fik kam til deres hår. Båden hoppede og sprang i søerne og vi, der forsøgte at få en ’bette morfar’ efter nattevagten, måtte konstatere at det var et umuligt forehavende. Vi nærmede os Mackay, og pludselig skete det. Først hørte vi et skrig fra Barbara (NEJ! HVAD SKETE DER!!!) samtidig med at vi hørte hun landede på dørken med et dunk. Vi troede at der var tale om et ”terror anslag”, og Svend stemte i ude fra cockpittet: Baaarb, slog du dig skat?
Det var mere end vi andre kunne holde til for samtidig slap madrasserne deres tag i køjebundende og Henning og jeg tog den i katapult op i luften og ned på dørken. Lige for fødderne af ’Carl Anker’, som Thomas efterhånden ofte hedder pga. hans job ved ankerbrønden.
Vi så op på ham og eksploderede i latter.
Skipper og Styrmanden havde herefter en kamp i mørket med et større antal tankere eller containerskibe, der lå for anker i mørket. De ville ikke flytte sig - selvom vi kom for sejl.
Ja, sådan kan det gå en nat på Stillehavet, men nu er vi gud-ske-lov i Mackay. Det er i troperne med lidt mere varme. Og nu glæder vi os til landlov.
Nich
torsdag den 21. juli 2011
Vandretur på Keppel Island
Vi var fire som tog på en vandretur på Keppel Island - et utrolig slot sted her på jordkloden. Vi mødte den søde Mrs. Svendsen, som havde malet fine skilte over stierne på øen. På trods af disse kom vi til at gå længere end vi forventede. Det var lidt svært at finde vejen hjem, måtte vi sande - så vi gik den samme vej hjem. En flot tur i en fantastisk natur.
21 juli 2011 Rosslyn Bay til Hexham Island
Der var dømt natsejlads på strækningen eftersom militæret meget uhøfligt havde valgt at lukke et område med en mulig ankerplads. Vi måtte derfor sejle 80 sømil startende kl 2015 i bulder mørke!
Vi havde satset på at spise ude men man havde dog til trods for dette valgt at LUKKE restauranten!!!! Barbara sprang dog hurtigt til og lavede mexicansk mad, der garanteret var bedre end det som vi kunne have fået, såfremt der var åben.
Turen gik fint bortset fra at vinden igen var plat læns hvilket gav en noget urolig sejlads. Efter ca. 17 timers sejlads nåede vi til Hexham Island.
Det var en fantastisk bugt med kolonier af fiskeørne der vågnede til dåd da en flok småfisk blev drevet ind, sandsynligvis af en flok tunfisk. De små stakler sprang for livet imens tunene angreb fra vandet og ørnene angreb fra luften........et fantastisk syn.
Vi havde satset på at spise ude men man havde dog til trods for dette valgt at LUKKE restauranten!!!! Barbara sprang dog hurtigt til og lavede mexicansk mad, der garanteret var bedre end det som vi kunne have fået, såfremt der var åben.
Turen gik fint bortset fra at vinden igen var plat læns hvilket gav en noget urolig sejlads. Efter ca. 17 timers sejlads nåede vi til Hexham Island.
Det var en fantastisk bugt med kolonier af fiskeørne der vågnede til dåd da en flok småfisk blev drevet ind, sandsynligvis af en flok tunfisk. De små stakler sprang for livet imens tunene angreb fra vandet og ørnene angreb fra luften........et fantastisk syn.
onsdag den 20. juli 2011
fredag den 15. juli 2011
Kultur og historisk dag i Gladstone og omegn
Lørdag den 15. juli var gået med at komme på plads, få vasket tøj og gjort klar.
Undertegnede (Thomas) og Henning havde taget en beslutning om at udvide vores kulturelle og historiske horisont. Så vi startede ud med en vandring til det lokale marinemuseum, men efter en vanding på ca. en time var vi ikke kommet bare i nærheden og da vi passerede det lokale court house
måtte vi spørge os for. Det blev i hvert fald en times vandring mere så det blev opgivet, men det lokale Art museum havde åben så vi gennemså museets udstillinger,- der var en som beskrev kolonialiseringen af Gladstone der startede for kun 200 år siden –ja et ungt land . En udstilling om Aboriginal kunst med deres karakteristiske jordfarver og dyremotiver, - et af verdens ældste folkeslag ,-der levede i fred på et materielt stenalderniveau men åndeligt højt niveau – dem var vi mere interesseret i og ville spørge museumsfolkene om hvor vi kunne se mere til dem. Sidst var der en stor udstilling om tøj moden i Australien fra 1950 og frem til 1980 og da Henning jo var gammel tøj mand udd. I USA herremagasin i vejle og vi kunne huske kusiner, kærester og gade billedet fuld af hot pants, mini og hulskirts (det var nummeret endnu kortere end minien J) fik disse også et closer look. Vi fik ved skranken fat i Museums inspektøren ,-en sød dame der da meget gerne ville vise os hvor vi kunne se noget om disse ”indfødte og hun ville også gerne vise os noget om de første kolonialister og det beboelser, da det jo var over 100 år siden,-jo jo. Og hun spurgte meget intil hvor vi kom fra og vi med slet skjult stolthed sige verdens ældste eksisterende kongerige.-og det virkede,- gogel ears kom frem,vi berettede om Kong Gorm ,-dronning Thyra, Jelling og dens fortræffeligheder,jo vi var på hjemmebane i udlandet ,- tak for al go hjælp, og kig forbi Jelling – Vejle næste gang Du er i nærheden. Vi traskede kulturelt tilfredse hjem ,hvor vi kom i rette tid til en sundowner og en spændende beretning om resten af crewets historiske togt udi Captain Cook, de havde været efter ham i bil hele dagen –håber ikke han føler sig alt for forfulgt ,-men det er af ren kærlighed og ægte interesse!
Det var Charlies maddag så vi spiste ude, -på hans regning,- tak for mad; - på den lokale yacht klub, hvor vi blev medlemmer for at kunne spise og drikke. Nogen gik hjem og andre ud i Gladstone for at lære lidt om øl kulturen en havde sandaler og kunne ikke komme ind en anden blev hængende og lærte Aussierne
Der er et yndigt land ,tog op til Lousianna mm og fik selv lært Land down under where the women shouts and the men Thunder samt den lokale rom at kende ,-dagen ka jo også blive for kulturel
Morgenen oprandt og Charlie, Svend og Henning startede ud med at måle ankerkæde og påfører dem mærker så the Captain ka være hel sikker på hvor meget der er ude,-det er han godt nok noget emsig med men ok; Noars ark strandede også på en bjergtop da vandet faldt ,så watch out!helre 10 extra meter på bunden end i brønden. Barbara fik svende prøve i prædikkestolen tilpasning og lakering og Svend styr på teknikken, vand påfyld mm.
Henning og undertegnede tog af sted på historisk dannelse tur in the outback og i venstre side. Henning kørte han skal senere fragte Anette rund på markvejene trærs over Australien,- eller i hvert fald ind i i Queensland. Øveturen gik forbavsende godt.
Vi kom til Calliope historical village, kunne straks se at den ikke havde med Aboriginal folk at gøre, men kolonialiseringen 150 år tilbage,- blev modtaget af en ældre Aussi med stor bredskygget hat og et wellcome mates ,-kom indenfor, for medens 5 dollar pr hoved og da han hørte vi var helt fra Dk indvilgede han i at give en rundtur i hans paradis,-der begyndte med jernbanens udvikling –så nu ved vi alt om at lægge jernbanespor i Australien Henning skulle løfte hamren til at slå søm i sveller ca. 15kg –se billede
Den flotte røde ansigtsfarve. Modelbaner, skinnecykler, damp, diesel og elektricitet jo vi kom rundt.
Så sendte han os videre rundt i byen; gamle jernbanestationer, flyindchekninger ,skoler ,kirker,og så pludselig Larsens hus; ja han var fra Holberg,- vi tolkede det til Holbæk og havde gjort sig godt ud i australien,-udvandret i 1896,- 9 år gammel med mor og far. Satsede på heste og storvildt jæger-,-efterkommere har skænker hus og have til stedet, -ære være Larsen. Og det var vores bredskyggede Aussie ven glad for at fremvise. De simple guldgraver huse hvor rigtig mange lykkeriddere levede usselt i mange år ,-hvor der blev spillet, drukket og knoklet og sjællent kom det helt store ud af det ligesom over there og Cowboyfilmene. (se billeder).
På vej hjemad kørte vi forkert og på vejen var skilt til the Art Gallery,- ok ind vi drejede og kom efter 10min på hullet grusvej ,-frem tonede sig Christiania og vi gik ind : huse på pæle alle med værksteder med forskellig typer af kunst,-meget rigtigt godt ,-rundt i små parker kæmpe bronze figurer også en af vores gamle Aussi ven ,-torso 2,5 meter højt, mærkelige, totempæle, oliemalerier, små cafeer og ikke dyrt,- 200 dollar for 1x 15meter. _og sådan kunne vi blive ved ,-men billederne siger nok mere. Tilbage mod Gladstone til den Botaniske have 83 kvadrat km spændende, -men mere end hvad vi ku nå at gå for vi sku lig nå en vingård,- men lukket så vi lidt så og kørte så til den nærmeste bottle shop ,-fandt lidt vino og VB (Victora Beer) og blev populære da vi kom tilbage til en sundowner og Barbara samt Svends fortræffelige aftensmad, -Nick havde vasket vor tøj, så rent på før dinner. Sådan en dag er der ikke mange af. -Sov,- i morgen skal vi sejle til Cape Capricorn.
Thomas
torsdag den 14. juli 2011
Du kan skrive kommentarer til alle indlæg, ved at trykke på "kommentar" feltet lige under indlægget.
Vi får en mail når der er skrevet noget på bloggen - så du er hjertelig velkommen. De bedste hilsener, den nuværende webmaster Barbara
Lady Musgrave den 12. juli
Tirsdag den 12. juli
Vi stod tideligt op – kl.0.500 kastede vi fortøjningerne – fandt sejlrenden der lignede ”Palles tivoli” af fyr og bøjer der blinkede i mørket. Ved den grønne bøje nummer 11 drejede vi nordover og da solen stod op satte vi sejl.
Kursen var lagt mod Lady Musgrave – starten på det store Great Barrier Reef , der herfra strækker sig helt op til Australiens nordlige spids i Torres Strædet – en afstand på næsten 2.500 km.
Egentlig er det Lady Elliot Island der ligger 10 -15 mil sydligere der er begyndelsen på revet, men skrækberetninger om strandinger og forlis senest fra bla. en Sydney Yacht for nogle år siden fik os til at vælge at tage Lady Musgrave.
Kursen var direkte til havs – 55 sømil ude ligger øen der er omgivet af et coral rev hvor brændingerne slår indover fra det enorme store Stillehav …. Dønningerne er enormt store og efterhånden som kysten forsvandt bag ud, blev bølgerne større og større og vi surfede og rullede voldsomt på læns med en frisk vind der kom bagind fra en retning der svingede fra SW og SØ og med en styrke på 20 knob.
Da vi kun gik for Genuaen var båden meget urolig, så vi valgte at sætte storsejlet for at få mere balance i båden .Vi fikserede bommen og tog for sejlet ned … det hjalp og vi gik nu mere roligt selvom farten stadig var høj og vi surfede med 6,5 sømil direkte til havs. Et kig bagud kunne være lidt skræmmende med de store dønninger der kom ind bagfra. Men Orbit klarede sig flot og det er virkelig en havsejler med rigtige gode sejl egenskaber .
Efter ca. 10 times sejlads fik vi land kending . Pludselig dukkede øen op og vi kunne snart se en lang række øer og rev og ikke mindst høre og se de enorme brændinger der slog ind fra havet over koralrevet der lå rundt om øerne – Fantastisk og lidt skrækindjagende. Vinden var taget til og vandet var uroligt – selvom vi kom lidt i læ af øen synes dønningerne stadig store da vi gik op langs Lady Musgrave og mandskabet måtte på dæk og bjerge sejlet- hvilket det gjorde til ug.
Op i vinden – ned med sejlene og så søge hen imod den smalle passage der ville føre os ind i lagunen og i læ. Thomas og Svend blev sendt forud for at dirigerer mig ind og udenom rev og sten der ligger lige under overfladen – alle holdt øje, og det var nogle "spændende" sekunder med fuld koncentration - lidt til styrbord – lidt til bagbord- lige ud og pludselig var vi igennem – i læ for vinden og brændingerne og vi kastede anker i en blå lagune udfor en kridhvid sandstrand som strakte sig ud fra Lady Musgrave. Vandet var klart og Thomas og Barbara tog fluks en snorkeltur rundt om båden og bekendt gjorde at det var et eldorado af fisk og koraller i Lagunen.
I mens solen gik ned i et orgie af farver lavede Henning og Barbara en fantastisk middag og med et enkelt glas vin i kroppen indtræf trætheden sig og vi gik alle tidligt til køjs for at stå op til en fantastisk dag i lagoonen.
For at jeg ikke skulle ligge søvnløs om natten havde vi stukket rigeligt med ankerkæde ud og vi lå da også på samme sted da solen stod op den 14. juli.
At ligge til ankers stort set på åben hav, godt nok omdannet af et koral rev der hver 6 time blev overskyllet af tidevandet kræver lidt ”til vending”.
Onsdagen brugte vi til at dykke , snorkle og gå på opdagelse på øen .
Endnu en milepæl på togtet er nået – The Great Barriere Reef – det rev der fangede Captain Cook og som førte ham op langs kysten inden han slap ud igen ved Lizard Island nord for Cooktown.
Det måtte havde været en lidt mærkelig oplevelse for den gode Cook pludselig at være indenfor et rev der blev tættere og tættere og skubbede det gode skib Endeavour længere og længere ind imod land
Selvom vi startede i Brisbane , er vi nu ved det vi alle har ventet på. Vi er kommet længere nordpå hvilket tydeligt kan mærkes på temperaturene der er blevet noget varmere – snart er vi ved Krebsens vendekreds på 23`30 S – der er den breddegrad der indikere overgangen til troperne.
Der er meldt hård vind varsel fra torsdag, så derfor sejler vi i nat – men inden afrejsen fra Lady Musgrave vil vi sejle ud af revet og kaste anker udenfor revet idet den ikke forsvarligt kan besejles om natten. Så vi forlægger udenfor og går tæt på øen, spiser aftensmad og går til køjs inden første vagt starter ud kl. 21.00 og starter turen de 70 sømil til Gladstone hvor vi gerne skal anløbe sammen med tidevandet kl 08.30 i morgen.
Solen er gået ned , månen står højt på himlen og det ser ud til at blive en fin sejlads gennem natten på kurs 270 .
I Gladstone lægger vi til kaj og der er landlov mens den lovede kuling passere.
Charlie
Vi stod tideligt op – kl.0.500 kastede vi fortøjningerne – fandt sejlrenden der lignede ”Palles tivoli” af fyr og bøjer der blinkede i mørket. Ved den grønne bøje nummer 11 drejede vi nordover og da solen stod op satte vi sejl.
Kursen var lagt mod Lady Musgrave – starten på det store Great Barrier Reef , der herfra strækker sig helt op til Australiens nordlige spids i Torres Strædet – en afstand på næsten 2.500 km.
Egentlig er det Lady Elliot Island der ligger 10 -15 mil sydligere der er begyndelsen på revet, men skrækberetninger om strandinger og forlis senest fra bla. en Sydney Yacht for nogle år siden fik os til at vælge at tage Lady Musgrave.
Kursen var direkte til havs – 55 sømil ude ligger øen der er omgivet af et coral rev hvor brændingerne slår indover fra det enorme store Stillehav …. Dønningerne er enormt store og efterhånden som kysten forsvandt bag ud, blev bølgerne større og større og vi surfede og rullede voldsomt på læns med en frisk vind der kom bagind fra en retning der svingede fra SW og SØ og med en styrke på 20 knob.
Da vi kun gik for Genuaen var båden meget urolig, så vi valgte at sætte storsejlet for at få mere balance i båden .Vi fikserede bommen og tog for sejlet ned … det hjalp og vi gik nu mere roligt selvom farten stadig var høj og vi surfede med 6,5 sømil direkte til havs. Et kig bagud kunne være lidt skræmmende med de store dønninger der kom ind bagfra. Men Orbit klarede sig flot og det er virkelig en havsejler med rigtige gode sejl egenskaber .
Efter ca. 10 times sejlads fik vi land kending . Pludselig dukkede øen op og vi kunne snart se en lang række øer og rev og ikke mindst høre og se de enorme brændinger der slog ind fra havet over koralrevet der lå rundt om øerne – Fantastisk og lidt skrækindjagende. Vinden var taget til og vandet var uroligt – selvom vi kom lidt i læ af øen synes dønningerne stadig store da vi gik op langs Lady Musgrave og mandskabet måtte på dæk og bjerge sejlet- hvilket det gjorde til ug.
Op i vinden – ned med sejlene og så søge hen imod den smalle passage der ville føre os ind i lagunen og i læ. Thomas og Svend blev sendt forud for at dirigerer mig ind og udenom rev og sten der ligger lige under overfladen – alle holdt øje, og det var nogle "spændende" sekunder med fuld koncentration - lidt til styrbord – lidt til bagbord- lige ud og pludselig var vi igennem – i læ for vinden og brændingerne og vi kastede anker i en blå lagune udfor en kridhvid sandstrand som strakte sig ud fra Lady Musgrave. Vandet var klart og Thomas og Barbara tog fluks en snorkeltur rundt om båden og bekendt gjorde at det var et eldorado af fisk og koraller i Lagunen.
I mens solen gik ned i et orgie af farver lavede Henning og Barbara en fantastisk middag og med et enkelt glas vin i kroppen indtræf trætheden sig og vi gik alle tidligt til køjs for at stå op til en fantastisk dag i lagoonen.
For at jeg ikke skulle ligge søvnløs om natten havde vi stukket rigeligt med ankerkæde ud og vi lå da også på samme sted da solen stod op den 14. juli.
At ligge til ankers stort set på åben hav, godt nok omdannet af et koral rev der hver 6 time blev overskyllet af tidevandet kræver lidt ”til vending”.
Onsdagen brugte vi til at dykke , snorkle og gå på opdagelse på øen .
Endnu en milepæl på togtet er nået – The Great Barriere Reef – det rev der fangede Captain Cook og som førte ham op langs kysten inden han slap ud igen ved Lizard Island nord for Cooktown.
Det måtte havde været en lidt mærkelig oplevelse for den gode Cook pludselig at være indenfor et rev der blev tættere og tættere og skubbede det gode skib Endeavour længere og længere ind imod land
Selvom vi startede i Brisbane , er vi nu ved det vi alle har ventet på. Vi er kommet længere nordpå hvilket tydeligt kan mærkes på temperaturene der er blevet noget varmere – snart er vi ved Krebsens vendekreds på 23`30 S – der er den breddegrad der indikere overgangen til troperne.
Der er meldt hård vind varsel fra torsdag, så derfor sejler vi i nat – men inden afrejsen fra Lady Musgrave vil vi sejle ud af revet og kaste anker udenfor revet idet den ikke forsvarligt kan besejles om natten. Så vi forlægger udenfor og går tæt på øen, spiser aftensmad og går til køjs inden første vagt starter ud kl. 21.00 og starter turen de 70 sømil til Gladstone hvor vi gerne skal anløbe sammen med tidevandet kl 08.30 i morgen.
Solen er gået ned , månen står højt på himlen og det ser ud til at blive en fin sejlads gennem natten på kurs 270 .
I Gladstone lægger vi til kaj og der er landlov mens den lovede kuling passere.
Charlie
søndag den 10. juli 2011
Fraser Island – Woody Island - Bundaberg
”Kom lige med kameraet – der er ild i havet!” – sagde Svend da jeg var ved at vågne fra den smalle mørke køje. Endnu en smuk solopgang. Endnu en morgen hvor tidevandet har ændret vores bosted.
Forleden dag var vi ved Garry’s Anchorage, hvor solen gå ned over træerne, ORBIT lå smukt i den brede kanal, markeret med røde og grønne ”slikpinde” som spejlede sig i vandet. Den næste morgen var den brede kanal blevet så smal med en mudderbund tæt på os, og markerings ”slikpindende” stod lige på kanten af kanalen. Et helt forandret landskab. Store fugle fiskede ved bredden, rovfugle cirklede over os. Tidevandet strømmede ind, den styrer hvornår vi tager af sted, hvornår vi skal gennem de smalle passager. Der er noget magisk over hvordan tidevandet forandrer det hele. Stærkt.
Om aftenen skulle vi finde et nyt ankersted ved South White Cliffs – vi ledte efter et gult ”flettet” skilt på en lav sand bakke – men den var der bare ikke. Et smukt rustent skibsvrag spejlede sig i det grønlige hav. Vi så en forladt bro, hvorfra der tidligere er sendt træstammer af sted fra den smukke Fraser Island, verdens største sandø – og endda med regnskov! Nu er øen heldigvis udpeget til en World Heritage Park, fældning af træer, og opgravning af sand er forbudt. Stedet var smukt, men en af nabobådene skulle oplade sin generator, og støjen derfra ødelagde Stillehavets stilhed, som vi havde vænnet os til meget hurtigt til.
Fra South White Cliffs, sejlede vi op til Big Woody Island, endnu et smukt sted. Delfinerne svømmede omkring os, da Karl Anker (alias Thomas) og Barbara sejlede på den lille gummibåd ind til øen. Vandet er nok kun 18 grader, så indtil videre er det kun de seje vikinger (vinterbader!) som har nydt svømmeturene i havet. En smuk strandtur, med millioner af sneglehuse, flotte sten i okker og ruste farver. Imellem disse var der lange plader af vulkanske sten, med huller, bobler og striber – lige inspiration til … ja, nu ser vi… En skrænt af eukalyptus træer, blomstrende buske, lysegrå visne træstammer, duftende blomster, glatte eukalyptus blade kaldte på os og lovede os smukke udsigter. Vi skulle deroppe. Thomas foran med en slangeskræmmer, og vi klatrede op ad skrænten. Udsigten var smuk. Terrænet uvejsomt, men muligt. Ingen mennesker, og ind i mellem savnede jeg Naturstyrelsens kort og markeringer for at vi var på rette vej, og at vi kunne komme ned til stranden igen. Hver gang vi kiggede ned af skrænten, blev den stejlere og længere. Klokken var hen på eftermiddagen, og vi havde lovet at være tilbage på ORBIT inden solen gik ned. Endelig tog vi os sammen og tog turen ned af en skrænt. B kurede nede på de glatte eukalyptusblade. Thomas tog ned, støttede af vandrestokken – den tidligere ”slangeskræmmer”. Vi nåede frem til gummibåden som stadig lå for anker, og vi smuttede ud til ORBIT efter en spændende ekspedition på Woody Island.
En urolig blæsende nat stjal nattesøvnen fra nogle af os. Men kaptajn Charlie og Styrmand Svend havde tegnet en fin sejlplan op til Bundaberg, med plan for rorvagt, hvilket gav mulighed for mange ”morfar” undervejs. Endnu en solskinsdag – hvor vi dels sejlede for sejl, og dels for motor - delfiner der legede i bølgende blå, og aftensmad på en hyggelig restaurant ved marinaen i Bundaberg, hovedstaden for Australiens rom. Ja der blev også smagt på.
Her til morgen har Henning og Thomas været ude at proviantere – bussen kørte forbi dem, men den flinke havnefoged gav dem et lift til den nærmeste købmand, og drive in ”bottle store”. Da de var færdig med at købe ind, kørte den flinke købmand dem tilbage til havnen. Service! I hele øst Australien er der meldt udsolgt for lammekød, efter Thomas og Barbaras storeindkøb i sidste uge. Henning har truet med at den kommende uge byder på cocktail pølser, ketchup og spaghetti Bolognese. Nu ser vi .
KH Barbara
Forleden dag var vi ved Garry’s Anchorage, hvor solen gå ned over træerne, ORBIT lå smukt i den brede kanal, markeret med røde og grønne ”slikpinde” som spejlede sig i vandet. Den næste morgen var den brede kanal blevet så smal med en mudderbund tæt på os, og markerings ”slikpindende” stod lige på kanten af kanalen. Et helt forandret landskab. Store fugle fiskede ved bredden, rovfugle cirklede over os. Tidevandet strømmede ind, den styrer hvornår vi tager af sted, hvornår vi skal gennem de smalle passager. Der er noget magisk over hvordan tidevandet forandrer det hele. Stærkt.
Om aftenen skulle vi finde et nyt ankersted ved South White Cliffs – vi ledte efter et gult ”flettet” skilt på en lav sand bakke – men den var der bare ikke. Et smukt rustent skibsvrag spejlede sig i det grønlige hav. Vi så en forladt bro, hvorfra der tidligere er sendt træstammer af sted fra den smukke Fraser Island, verdens største sandø – og endda med regnskov! Nu er øen heldigvis udpeget til en World Heritage Park, fældning af træer, og opgravning af sand er forbudt. Stedet var smukt, men en af nabobådene skulle oplade sin generator, og støjen derfra ødelagde Stillehavets stilhed, som vi havde vænnet os til meget hurtigt til.
Fra South White Cliffs, sejlede vi op til Big Woody Island, endnu et smukt sted. Delfinerne svømmede omkring os, da Karl Anker (alias Thomas) og Barbara sejlede på den lille gummibåd ind til øen. Vandet er nok kun 18 grader, så indtil videre er det kun de seje vikinger (vinterbader!) som har nydt svømmeturene i havet. En smuk strandtur, med millioner af sneglehuse, flotte sten i okker og ruste farver. Imellem disse var der lange plader af vulkanske sten, med huller, bobler og striber – lige inspiration til … ja, nu ser vi… En skrænt af eukalyptus træer, blomstrende buske, lysegrå visne træstammer, duftende blomster, glatte eukalyptus blade kaldte på os og lovede os smukke udsigter. Vi skulle deroppe. Thomas foran med en slangeskræmmer, og vi klatrede op ad skrænten. Udsigten var smuk. Terrænet uvejsomt, men muligt. Ingen mennesker, og ind i mellem savnede jeg Naturstyrelsens kort og markeringer for at vi var på rette vej, og at vi kunne komme ned til stranden igen. Hver gang vi kiggede ned af skrænten, blev den stejlere og længere. Klokken var hen på eftermiddagen, og vi havde lovet at være tilbage på ORBIT inden solen gik ned. Endelig tog vi os sammen og tog turen ned af en skrænt. B kurede nede på de glatte eukalyptusblade. Thomas tog ned, støttede af vandrestokken – den tidligere ”slangeskræmmer”. Vi nåede frem til gummibåden som stadig lå for anker, og vi smuttede ud til ORBIT efter en spændende ekspedition på Woody Island.
En urolig blæsende nat stjal nattesøvnen fra nogle af os. Men kaptajn Charlie og Styrmand Svend havde tegnet en fin sejlplan op til Bundaberg, med plan for rorvagt, hvilket gav mulighed for mange ”morfar” undervejs. Endnu en solskinsdag – hvor vi dels sejlede for sejl, og dels for motor - delfiner der legede i bølgende blå, og aftensmad på en hyggelig restaurant ved marinaen i Bundaberg, hovedstaden for Australiens rom. Ja der blev også smagt på.
Her til morgen har Henning og Thomas været ude at proviantere – bussen kørte forbi dem, men den flinke havnefoged gav dem et lift til den nærmeste købmand, og drive in ”bottle store”. Da de var færdig med at købe ind, kørte den flinke købmand dem tilbage til havnen. Service! I hele øst Australien er der meldt udsolgt for lammekød, efter Thomas og Barbaras storeindkøb i sidste uge. Henning har truet med at den kommende uge byder på cocktail pølser, ketchup og spaghetti Bolognese. Nu ser vi .
KH Barbara
fredag den 8. juli 2011
Pelikan Bay, tidevand og en udfordring
Vi sejlede fra Pelican Bay efter at have vinket farvel til vore venner fra Arlie Beach, der havde problemer med deres anker og ikke kunne komme videre. Vi havde tidevand og vind med os så sejladsen var problemfri. Da vi ankom til ankerpladsen besluttede vi at ankre op lidt længere ude i sejlrenden eftersom dybden helt inde ikke var tilstrækkelig for Orbit. En meget smuk og vindstille aften lå og ventede på os. En skildpadde stak hovedet op med jævne mellemrum uden dog at vise os hele skjoldet. Thomas startede færgen op og sejlede os ind til Garys landing. Vi blev her mødt af vore første krokodille advarselsskilt hvilket dog ikke afholdt os fra at gå en god lang tur på Fraser Island. Aftenen var usædvanlig smuk og vindstille og vi nød en solnedgang uden lige.......indtil videre.
08 juli
Vi stod op til et komplet forandret landskab. Der var meget lavvandet og vi besluttede at udskyde vores afgang med 1 time for at få hjælp af tidevandet. Men allerede på vej ud af bugten fik vi den første advarsel om lavt vand og kyssede bunden et par gange men dog ikke mere end at lidt ekstra omdrejninger på motoren løste problemet. Vi fortsatte ufortrødent vores præcisions navigation for kort tid efter at støde på endnu en sandbanke. Desværre fortsatte gummibåden op bag i os og tovværket der holdt båden kom under Orbit. Motoren blev straks slukket og vi smed ankeret ud for at holde båden stille i vandet.
Den krængede lidt men problemet var nu primært at tovværket var gået ind i skruen. Vi nedsænkede Barbara i den kraftige strøm og hun kunne kun bekræfte vore bange anelser. Strømmen var meget kraftig på dette tidspunkt og vi besluttede derfor at undlade videre problemløsning indtil strømmen tog af efter ca 2 timer. Planen var todelt: først skulle vi have tovværket væk fra skruen og dernæst skulle vi fri af grunden. Vi besluttede at klargøre et sæt dykkerudstyr til Svend som så skulle dykke under båden og skære tovværket fri. I mellem tiden var vandet stigende og strømmen var aftagende. Vi besluttede at gøre forsøget og Svend hoppede i med dykkerudstyret på og gik under båden med en meget skarp kniv. Barbara passede på ham med snorkeludstyret på. Skruen var rigtig nok indviklet i tovværket men dette blev hurtigt fjernet og operationen var overstået på ca 5 minutter. Alle var glade og vi fortsatte vores navigation mellem dårligt placerede bøjer og lumske sandbanker. Vi ankom til hvad vi troede var vores ankringsplads men måtte dog bruge et par forsøg eftersom dybden var ca 15 m eller mere. Tilsidst fandt vi dog en god plads og Barbara havde igen kreeret en gastronomisk oplevelse i form af lammeburgere, pølser og adskillige dressings. Således endte dagen alligevel godt og vi gik mætte og tilfredse i seng kl 2045 !!!!!!!!
08 juli
Vi stod op til et komplet forandret landskab. Der var meget lavvandet og vi besluttede at udskyde vores afgang med 1 time for at få hjælp af tidevandet. Men allerede på vej ud af bugten fik vi den første advarsel om lavt vand og kyssede bunden et par gange men dog ikke mere end at lidt ekstra omdrejninger på motoren løste problemet. Vi fortsatte ufortrødent vores præcisions navigation for kort tid efter at støde på endnu en sandbanke. Desværre fortsatte gummibåden op bag i os og tovværket der holdt båden kom under Orbit. Motoren blev straks slukket og vi smed ankeret ud for at holde båden stille i vandet.
Den krængede lidt men problemet var nu primært at tovværket var gået ind i skruen. Vi nedsænkede Barbara i den kraftige strøm og hun kunne kun bekræfte vore bange anelser. Strømmen var meget kraftig på dette tidspunkt og vi besluttede derfor at undlade videre problemløsning indtil strømmen tog af efter ca 2 timer. Planen var todelt: først skulle vi have tovværket væk fra skruen og dernæst skulle vi fri af grunden. Vi besluttede at klargøre et sæt dykkerudstyr til Svend som så skulle dykke under båden og skære tovværket fri. I mellem tiden var vandet stigende og strømmen var aftagende. Vi besluttede at gøre forsøget og Svend hoppede i med dykkerudstyret på og gik under båden med en meget skarp kniv. Barbara passede på ham med snorkeludstyret på. Skruen var rigtig nok indviklet i tovværket men dette blev hurtigt fjernet og operationen var overstået på ca 5 minutter. Alle var glade og vi fortsatte vores navigation mellem dårligt placerede bøjer og lumske sandbanker. Vi ankom til hvad vi troede var vores ankringsplads men måtte dog bruge et par forsøg eftersom dybden var ca 15 m eller mere. Tilsidst fandt vi dog en god plads og Barbara havde igen kreeret en gastronomisk oplevelse i form af lammeburgere, pølser og adskillige dressings. Således endte dagen alligevel godt og vi gik mætte og tilfredse i seng kl 2045 !!!!!!!!
onsdag den 6. juli 2011
The MAD MILE
Vi forlod Mooloolaba natten til onsdag – forinden var ORBITs ejer Ken stået af og vi var nu alene med Orbit. For at nå den berygtede indsejling over Wide Bay Bar sammen med det sidste indgående tidevand var det nødvendigt at gå kl 0.100 og sejle natsejlads op til Double Island Point hvor vi så ville opleve vores første solopgang over Stillehavét og gå de sidste 10 sømil op til indsejlingen til strædet der føre inden om Fraiser Island og op igennem et rent tropisk paradis og ind i Hervey Bay opkaldt af Kaptajn Cook i 1770 efter Kpt. John Hervey .
Alternativet vil være at sejle udenom den store ø på havsiden hvilket ville være en omvej på 200 sømil og et par ekstra natsejladser.
Jeg har længe overvejet hvad der var bedst, kigget på kort, læst beretninger, studeret tidvand og strædet for at tage den bedste beslutning. Grunden hertil er naturligvis, at vi lige har overtaget båden og det fakta at det var den første sejlads uden den gamle skipper der jo var stået af og nu havde overladt ansvaret til mig. Selvom der er gode folk om bord , er det altid skipper der tager den endelige beslutning og ham der bære det overordnede ansvar . Det med ansvaret blev også kraftigt pointeret da jeg sammen med Ken var hos de australske myndigheder for at få ” overdraget” båden og få en Crusing Permit” som nu er på plads.
“Now you are The Master of Orbit – now its you resposibility….”
Efter at Svend og jeg havde tjekket vejrudsigter og jeg havde lavet de sidste beregninger om hvornår det var bedst at passere The Wide Bar and The Mad Mile som de kalder den hernede gik vi alle til ro kl. 21.00. Forinden havde vi surret alt ting fast – trukket gummibåden og påhængsmotoren op og gjort sø klar under dæk . Jeg vågnede kl. 00.00 – tjekkede vejr og strøm og sejlplanen endnu engang inden jeg vækkede besætningen .
Vejret var roligt – den meldte strong wind warning var afblæst, så alt var perfekt. Vi slap fortøjningerne og for første gang var der ingen Ken at henvende sig til da jeg med mandskabets perfekte hjælp vi manøvreret den 16 tons tunge båd ud i havnebassinnet. Udsejlingen var kroget men godt fyr belyst, og vi tøffede roligt ud af havnen -
Så var vi ved udsejlingen – mørket slog os som en mur, for er der noget det er i Sydhavet og i Australien, så er det mørkt om natten – her findes ingen skumring, når solen går ned er det mørkt. Men til gengæld er her en fantastisk stjerne himmel og med stjernebilledet The Seven Cross i ryggen lagde vi kursen nordover og sejlede ind i natten og ud i Stillehavet.
Vagterne var fordelt sådan at vi var to på vagt ad gangen i 3 timers vagter idet det passede bedst til sejltiden til den famøse indsejling hvor jeg selv ville stå ved roret når vi gik igennem.
Henning og jeg tog den første tørn og selvom det var svært for de andre at slippe cockpittet og den stjerneklare nat . Men efterhånden blev de overmandet af trætheden og lagde sig til køjs for at være klar til at tage over ved roret.
Ikke et lys i sigte kun natten, stjernerne og Stillehavets langstrakte dønninger,
I mens Henning styrede igennem natten tog jeg pejlinger ,plots og tjekkede beregningerne endnu engang - vi måtte jo helst ikke komme for tideligt og slet ikke for sent. Da vinden var lige imod blev det motor sejlads – Efter 3 timer vækkede jeg Barbara og Svend som nu fik jeg fornøjelsen af at sejle ind i solopgangen.
Vi satte auto piloten til – jeg var hel tryg ved at Svend og Barbara stod ved roret og lagde mig til at sove. Jeg ville som de øvrige godt se den første solopgang over Stillehavet, så kl. 0.6.30 vækkede Barbara besætningen og vi så en fantastisk solopgang fra øst – og pludselig plaskede det i vandet ved siden af os og en kæmpe hval slog med halen for igen at forsvinde i bølgerne.. Vi råbte alle højt og følte at dette var ikke mindre end fantastisk – Vi var jo næppe lagt fra kaj før nogle af naturens største vidundere viste sig. Jeg håbede blot, at de ikke blev for ”forelsket” i båden og kom alt for tæt på – det har man jo hørt om før og det kan være katastrofalt. Ved nød morgnen, Nich & Thomas overtog vagten og vi satte sejl. Vi så flere hvaler inden vi passered Doublt Island Point om bagbord og nu var der kun 10 sømil til mødet med de brækkende søer ved indsejlingen over Wide Bar. Et møde som jeg havde frygtet pga. de mange skrækkelige beretninger og den lidt svære navigation. Det jo trods alt først på turen og nu skulle vi allerede prøves af.
I søkortet og I alle lods bøgerne anbefales det at bruge redningsveste og livliner idet det kan være temmelig barsk når Stillehavets dybder presser sig ind over bevægelige sandbanker og brækker på lav dybde .
Vi tog veste og livliner på og hæftede os fast.
Vi tændte for radioen på kanal 80 som man skal når man nærmer sig The Wide Bar og kaldte den australske coast guard i Tin Tin Can bay som holder øje med strædet og som følger alle både der passerer.
Svend kaldte Coast Guarden og vi gav os til kende som den danske yacht Orbit der nu var klar til mødet med The Mad Mile og han fik koordineret med vores Waypoints og fortalt om vores plan og tjekkede om det var forsvarligt at passerer som vi havde beregnet.
Coast Guarden kvitterede med ” just the right time mate and you coordinates are fine – we follow you , have a good ride and call us when you are through “….. Det var det jeg havde håbet på at høre og nu blev kursen lagt mod det første waypoint I passage.
Foran kunne vi se dønningerne og bølgerne slå ind mod klipperne og I passagen brækkede bølgerne så det lignede en vaskemaskine. Der var ingen vej tilbage – vi skulle igennem. Jeg tog sigte mod fyret på Hook point og sejlede næsten helt indover land inden vi gik bagbord over og styrede ind i fyr linjen så vi havde Inskip point i sigte som foreskrevet. The Mad Mile var i gang … båden krængede fra side til side og bølgerne brækkede foran og bagved imens vi surfede med 8 -9 knob ind imod The Great Sandy Strait . Orbit var svær at styre, men klarede sig fantastisk og vi havde åbenbart valgt det helt rigtige tidspunkt og vejret var med os. Pludselig var vi igennem og da vi kaldte Coast guard lød det …. It`s over have nice a smooth day ”
Med et var vi inde bag Fraiser Island og i det smukkeste og mest rolige og grøn blåvand – en kæmpe kontrast til det vi netop havde sejlet igennem.
Vi styrede båden ind i Pelican Bay og smed ankeret på 5 m vand …. Solen skinnede , en ørn kredsede over øen og vi fik os en velfortjent havne øl på dækket af Orbit.
Charlie
Alternativet vil være at sejle udenom den store ø på havsiden hvilket ville være en omvej på 200 sømil og et par ekstra natsejladser.
Jeg har længe overvejet hvad der var bedst, kigget på kort, læst beretninger, studeret tidvand og strædet for at tage den bedste beslutning. Grunden hertil er naturligvis, at vi lige har overtaget båden og det fakta at det var den første sejlads uden den gamle skipper der jo var stået af og nu havde overladt ansvaret til mig. Selvom der er gode folk om bord , er det altid skipper der tager den endelige beslutning og ham der bære det overordnede ansvar . Det med ansvaret blev også kraftigt pointeret da jeg sammen med Ken var hos de australske myndigheder for at få ” overdraget” båden og få en Crusing Permit” som nu er på plads.
“Now you are The Master of Orbit – now its you resposibility….”
Efter at Svend og jeg havde tjekket vejrudsigter og jeg havde lavet de sidste beregninger om hvornår det var bedst at passere The Wide Bar and The Mad Mile som de kalder den hernede gik vi alle til ro kl. 21.00. Forinden havde vi surret alt ting fast – trukket gummibåden og påhængsmotoren op og gjort sø klar under dæk . Jeg vågnede kl. 00.00 – tjekkede vejr og strøm og sejlplanen endnu engang inden jeg vækkede besætningen .
Vejret var roligt – den meldte strong wind warning var afblæst, så alt var perfekt. Vi slap fortøjningerne og for første gang var der ingen Ken at henvende sig til da jeg med mandskabets perfekte hjælp vi manøvreret den 16 tons tunge båd ud i havnebassinnet. Udsejlingen var kroget men godt fyr belyst, og vi tøffede roligt ud af havnen -
Så var vi ved udsejlingen – mørket slog os som en mur, for er der noget det er i Sydhavet og i Australien, så er det mørkt om natten – her findes ingen skumring, når solen går ned er det mørkt. Men til gengæld er her en fantastisk stjerne himmel og med stjernebilledet The Seven Cross i ryggen lagde vi kursen nordover og sejlede ind i natten og ud i Stillehavet.
Vagterne var fordelt sådan at vi var to på vagt ad gangen i 3 timers vagter idet det passede bedst til sejltiden til den famøse indsejling hvor jeg selv ville stå ved roret når vi gik igennem.
Henning og jeg tog den første tørn og selvom det var svært for de andre at slippe cockpittet og den stjerneklare nat . Men efterhånden blev de overmandet af trætheden og lagde sig til køjs for at være klar til at tage over ved roret.
Ikke et lys i sigte kun natten, stjernerne og Stillehavets langstrakte dønninger,
I mens Henning styrede igennem natten tog jeg pejlinger ,plots og tjekkede beregningerne endnu engang - vi måtte jo helst ikke komme for tideligt og slet ikke for sent. Da vinden var lige imod blev det motor sejlads – Efter 3 timer vækkede jeg Barbara og Svend som nu fik jeg fornøjelsen af at sejle ind i solopgangen.
Vi satte auto piloten til – jeg var hel tryg ved at Svend og Barbara stod ved roret og lagde mig til at sove. Jeg ville som de øvrige godt se den første solopgang over Stillehavet, så kl. 0.6.30 vækkede Barbara besætningen og vi så en fantastisk solopgang fra øst – og pludselig plaskede det i vandet ved siden af os og en kæmpe hval slog med halen for igen at forsvinde i bølgerne.. Vi råbte alle højt og følte at dette var ikke mindre end fantastisk – Vi var jo næppe lagt fra kaj før nogle af naturens største vidundere viste sig. Jeg håbede blot, at de ikke blev for ”forelsket” i båden og kom alt for tæt på – det har man jo hørt om før og det kan være katastrofalt. Ved nød morgnen, Nich & Thomas overtog vagten og vi satte sejl. Vi så flere hvaler inden vi passered Doublt Island Point om bagbord og nu var der kun 10 sømil til mødet med de brækkende søer ved indsejlingen over Wide Bar. Et møde som jeg havde frygtet pga. de mange skrækkelige beretninger og den lidt svære navigation. Det jo trods alt først på turen og nu skulle vi allerede prøves af.
I søkortet og I alle lods bøgerne anbefales det at bruge redningsveste og livliner idet det kan være temmelig barsk når Stillehavets dybder presser sig ind over bevægelige sandbanker og brækker på lav dybde .
Vi tog veste og livliner på og hæftede os fast.
Vi tændte for radioen på kanal 80 som man skal når man nærmer sig The Wide Bar og kaldte den australske coast guard i Tin Tin Can bay som holder øje med strædet og som følger alle både der passerer.
Svend kaldte Coast Guarden og vi gav os til kende som den danske yacht Orbit der nu var klar til mødet med The Mad Mile og han fik koordineret med vores Waypoints og fortalt om vores plan og tjekkede om det var forsvarligt at passerer som vi havde beregnet.
Coast Guarden kvitterede med ” just the right time mate and you coordinates are fine – we follow you , have a good ride and call us when you are through “….. Det var det jeg havde håbet på at høre og nu blev kursen lagt mod det første waypoint I passage.
Foran kunne vi se dønningerne og bølgerne slå ind mod klipperne og I passagen brækkede bølgerne så det lignede en vaskemaskine. Der var ingen vej tilbage – vi skulle igennem. Jeg tog sigte mod fyret på Hook point og sejlede næsten helt indover land inden vi gik bagbord over og styrede ind i fyr linjen så vi havde Inskip point i sigte som foreskrevet. The Mad Mile var i gang … båden krængede fra side til side og bølgerne brækkede foran og bagved imens vi surfede med 8 -9 knob ind imod The Great Sandy Strait . Orbit var svær at styre, men klarede sig fantastisk og vi havde åbenbart valgt det helt rigtige tidspunkt og vejret var med os. Pludselig var vi igennem og da vi kaldte Coast guard lød det …. It`s over have nice a smooth day ”
Med et var vi inde bag Fraiser Island og i det smukkeste og mest rolige og grøn blåvand – en kæmpe kontrast til det vi netop havde sejlet igennem.
Vi styrede båden ind i Pelican Bay og smed ankeret på 5 m vand …. Solen skinnede , en ørn kredsede over øen og vi fik os en velfortjent havne øl på dækket af Orbit.
Charlie
mandag den 4. juli 2011
På vej nordpå til Fraser Island
Vi er i havn i Mooloolaba http://www.mooloolabatourism.com.au/about
på vej til Frazer Island, Hervey Bay http://www.tourfraserisland.com.au/fraser_island_wildlife.html#top
vi skal gennem den famøse "Mad Mile" hvor der er kompliceret navigering, sandbanke, strømforhold, tidevand.
Og der starter det smukke, flotte Great Barrier Reef.
fredag den 1. juli 2011
Om bord på ORBIT for første gang!
Så kom dagen, hvor vi skulle stige om bord på ORBIT for første gang. Vi havde ellers haft alle mulige skrækkelige ideer om hvor Charlie var kommet hen, da vi ikke havde hørt fra ham den 30. juni. Men klargøringen af båden på Rivergate havde trukket ud, derfor kom de først til os i Brisbane ”city” den 1. juli.
Vi startede med at proviantere– det havde vi klaret med hjælp af ”Wendy” - vores nye veninde, som fandt os på den asiatisk restaurant aftenen før og faldt over os med sin ordstrøm og hjælpsomhed, som hun ofte tilbyder turister, men ”kun hvis der er en kvinde med, og hvis de ellers har pæne tænder”. Mændene klappede læberne sammen, men der var heller ikke nemt at få et ord indført, Svend kaldte hende et ”ordtsunami”. Nich og B havde haft fornøjelsen af at køre med i hende i den blå sportscar GTI 8 cylinder….. ude til et billigt supermarked, vi sad begge med hjertet i halsen, mens hun pløjede rundt om hjørnerne på den ”forkerte” side af vejen, og jeg er sikkert på at det hjalp at vi trådte med på bremserne!
Efter en god kop kaffe, var glæden stor, da vi slugte vores kaffe på Dockside caféen og så ORBIT var på vej i havn! Alle mand i fuldt firspring hen til kajen, undtagen den pligtskyldige Thomas, som mente at vi skulle betale regningen ved caféen, som også opbevarede vores kølevarer på køl.
ORBIT havde søde og rare gæster om bord, som pudsede båden de sidste timer mens vi holdt skippermøde og spiste frokost med bl.a. fish and chips (elskede af nogen, hadede af andre).
Det var dejligt at være samlet, klar, parat, spændte, en ”juleaften” stemning bredte sig, nu var vi tæt på! En lille færgetur over floden Brisbane til en ”kop øl” på en pub var på dagsordenen, tiden gik, og efter nogle timer hentede vi de proppede sportstasker (H hentede sin rullekuffert, som er så stor at vi nu har en ekstra redningsbåde ombord) ….. og vi steg ombord på ORBIT for første gang.
En dejlig solid båd, som oste af at være gennemtænkt og afprøvet - et bosted, en transportmiddel, et arbejdsområde, en sikkerhedszone, en oase med plads til afslapning og hygge. ”Men hvordan skulle vi nogensinde kunne være op til 8 personer om bord?”, tænkte jeg. Hvor skulle vi sove, stuve væk, hvorfor havde vi taget så meget med, og kunne vi nu også holde ud at være så mange om bord på så få kvadratmeter?
Køjer, skabe og skuffer blev fordelt, og den store udpakning gik i gang. Kartofler blev skrubbet, dejen til morgenboller lagt, cockpittet blev vasket, den nye grill blev opsat. Maden vi havde provianteret om formiddagen blev sat ned i pantryet, som blev studeret og undersøgt. Et veludstyret pantry, var min tanke, da jeg så fine gryder, skarpe knive, velassorterede krydderier, ja, selv sushi blade var der. Herligt at den gamle besætning var ombord, for at hjælpe os med at kende de afprøvede systemer, værktøj, skabe osv..
Og så blev et flot måltid fremtryllede, Kenn på grill, Annesofie fiksede grønsager til grill, den nye besætning havde hentet vin, og der skulle festes! Det blev der - Kenn stod med den nye grill på agterdækket , bøffer, porkchops, krydderpølser, medisterpølser var suveræne.
Og vi hyggede - alle 10 mand! Der blev sunget, snakket, spurgt, fortalt – og tak til Kenn, Annesofie, Kåre og Sune for en rigtig dejlig aften!
Rejsen er begyndt!
Barbara
Vi startede med at proviantere– det havde vi klaret med hjælp af ”Wendy” - vores nye veninde, som fandt os på den asiatisk restaurant aftenen før og faldt over os med sin ordstrøm og hjælpsomhed, som hun ofte tilbyder turister, men ”kun hvis der er en kvinde med, og hvis de ellers har pæne tænder”. Mændene klappede læberne sammen, men der var heller ikke nemt at få et ord indført, Svend kaldte hende et ”ordtsunami”. Nich og B havde haft fornøjelsen af at køre med i hende i den blå sportscar GTI 8 cylinder….. ude til et billigt supermarked, vi sad begge med hjertet i halsen, mens hun pløjede rundt om hjørnerne på den ”forkerte” side af vejen, og jeg er sikkert på at det hjalp at vi trådte med på bremserne!
Efter en god kop kaffe, var glæden stor, da vi slugte vores kaffe på Dockside caféen og så ORBIT var på vej i havn! Alle mand i fuldt firspring hen til kajen, undtagen den pligtskyldige Thomas, som mente at vi skulle betale regningen ved caféen, som også opbevarede vores kølevarer på køl.
ORBIT havde søde og rare gæster om bord, som pudsede båden de sidste timer mens vi holdt skippermøde og spiste frokost med bl.a. fish and chips (elskede af nogen, hadede af andre).
Det var dejligt at være samlet, klar, parat, spændte, en ”juleaften” stemning bredte sig, nu var vi tæt på! En lille færgetur over floden Brisbane til en ”kop øl” på en pub var på dagsordenen, tiden gik, og efter nogle timer hentede vi de proppede sportstasker (H hentede sin rullekuffert, som er så stor at vi nu har en ekstra redningsbåde ombord) ….. og vi steg ombord på ORBIT for første gang.
En dejlig solid båd, som oste af at være gennemtænkt og afprøvet - et bosted, en transportmiddel, et arbejdsområde, en sikkerhedszone, en oase med plads til afslapning og hygge. ”Men hvordan skulle vi nogensinde kunne være op til 8 personer om bord?”, tænkte jeg. Hvor skulle vi sove, stuve væk, hvorfor havde vi taget så meget med, og kunne vi nu også holde ud at være så mange om bord på så få kvadratmeter?
Køjer, skabe og skuffer blev fordelt, og den store udpakning gik i gang. Kartofler blev skrubbet, dejen til morgenboller lagt, cockpittet blev vasket, den nye grill blev opsat. Maden vi havde provianteret om formiddagen blev sat ned i pantryet, som blev studeret og undersøgt. Et veludstyret pantry, var min tanke, da jeg så fine gryder, skarpe knive, velassorterede krydderier, ja, selv sushi blade var der. Herligt at den gamle besætning var ombord, for at hjælpe os med at kende de afprøvede systemer, værktøj, skabe osv..
Og så blev et flot måltid fremtryllede, Kenn på grill, Annesofie fiksede grønsager til grill, den nye besætning havde hentet vin, og der skulle festes! Det blev der - Kenn stod med den nye grill på agterdækket , bøffer, porkchops, krydderpølser, medisterpølser var suveræne.
Og vi hyggede - alle 10 mand! Der blev sunget, snakket, spurgt, fortalt – og tak til Kenn, Annesofie, Kåre og Sune for en rigtig dejlig aften!
Rejsen er begyndt!
Barbara
30.juni 2011 Den mest "spændende" dag
Dagen i dag er indtil videre den mest spændende - der sker Absolut ingenting. Bortset fra at Svend lige nu har fået telefonforbindelse, hvilket er en stor ting. For Orbit er her ikke endnu, og vi vil gerne i kontakt med Charlie, som er nede ad floden for at få repareret Orbit til turen. MEN han tager sgu' ikke telefonen. Meeen han kommer jo nok, håber vi. Ellers er der ankommet to besætningsmedlemmer mere lige nu, Thomas og Henning, så nu er vi 5, hvilket er hele besætningen på nær skipper. Så vi har en vis sikkerhed for at blive hentet. Svend og jeg var idag ovre på den anden side af floden for dels at hente penge og dels at få Svend skalperet. Nu er det blevet mørkt og Barbara er kommet hjem efter en fantastisk tur på museum m.v. Så hun har oplevet en del med masser af flotte fotos i kameraet. Nu venter vi så på Charlie og Orbit så vi kan komme i gang med det alvorlige og det skægge.
Vejret i dag har været meget omskifteligt, sol, byger, kulde, men vi mærkede at solen, når den er der, men vejrudsigten for den kommende uge er virkelig fin: sol, varme 22 grader, hele ugen.
Lige nu er det bare godt vi har noget rødvin.
Nich
Vejret i dag har været meget omskifteligt, sol, byger, kulde, men vi mærkede at solen, når den er der, men vejrudsigten for den kommende uge er virkelig fin: sol, varme 22 grader, hele ugen.
Lige nu er det bare godt vi har noget rødvin.
Nich