The MAD MILE

Vi forlod Mooloolaba natten til onsdag – forinden var ORBITs ejer Ken stået af og vi var nu alene med Orbit. For at nå den berygtede indsejling over Wide Bay Bar sammen med det sidste indgående tidevand var det nødvendigt at gå kl 0.100 og sejle natsejlads op til Double Island Point hvor vi så ville opleve vores første solopgang over Stillehavét og gå de sidste 10 sømil op til indsejlingen til strædet der føre inden om Fraiser Island og op igennem et rent tropisk paradis og ind i Hervey Bay  opkaldt af Kaptajn Cook i 1770 efter Kpt. John Hervey .
Alternativet vil være at sejle udenom den store ø på havsiden hvilket ville være en omvej på 200 sømil og et par ekstra natsejladser.
Jeg har længe overvejet hvad der var bedst, kigget på kort, læst beretninger, studeret tidvand og strædet  for at tage den bedste beslutning. Grunden hertil er naturligvis, at vi lige har overtaget båden og det fakta at det var den første sejlads uden den gamle skipper der jo var stået af og nu havde overladt ansvaret til mig. Selvom der er gode folk om bord , er det altid skipper der tager den endelige beslutning og ham der bære det overordnede ansvar . Det med ansvaret blev også kraftigt pointeret da jeg sammen med Ken var hos de australske myndigheder for at få ” overdraget” båden og få en Crusing Permit” som nu er på plads.
“Now you are The Master of Orbit – now its you resposibility….”

Efter at Svend og jeg havde tjekket vejrudsigter og jeg havde lavet de sidste beregninger om hvornår det var bedst at passere  The Wide Bar and The Mad Mile som de kalder den hernede  gik vi alle til ro kl. 21.00. Forinden havde vi surret alt ting fast – trukket gummibåden og påhængsmotoren op og gjort sø klar under dæk . Jeg vågnede kl. 00.00 – tjekkede vejr og strøm og sejlplanen endnu engang inden jeg vækkede besætningen .
Vejret var roligt – den meldte strong wind warning var afblæst, så alt var perfekt. Vi slap fortøjningerne og for første gang var der ingen Ken at henvende sig til da jeg med mandskabets perfekte hjælp vi manøvreret den 16 tons tunge båd ud i havnebassinnet. Udsejlingen var kroget men godt fyr belyst, og vi tøffede roligt  ud af havnen -
Så var vi ved udsejlingen – mørket slog os som en mur, for er der noget det er i Sydhavet og i Australien, så er det mørkt om natten – her findes ingen skumring, når solen går ned er det mørkt. Men til gengæld er her en fantastisk stjerne himmel og med stjernebilledet The Seven Cross i ryggen lagde vi kursen nordover og  sejlede ind i natten og ud i Stillehavet.

Vagterne var fordelt sådan at vi var to på vagt ad gangen i 3 timers vagter idet det passede bedst til sejltiden til den famøse indsejling hvor jeg selv ville stå ved roret når vi gik igennem.
Henning og jeg tog den første tørn og selvom det var svært for de andre at slippe cockpittet og den stjerneklare nat . Men efterhånden blev de overmandet af trætheden og lagde sig til køjs for at være klar til at tage over ved roret.

Ikke et lys i sigte kun natten, stjernerne og Stillehavets langstrakte dønninger,
I mens Henning styrede igennem natten tog jeg pejlinger ,plots og tjekkede beregningerne endnu engang  - vi måtte jo helst ikke komme for tideligt og slet ikke for sent. Da vinden var lige imod blev det motor sejlads – Efter 3 timer vækkede jeg Barbara og Svend som nu fik jeg fornøjelsen af at sejle ind i solopgangen.
Vi satte auto piloten til – jeg var hel tryg ved at Svend og Barbara stod ved roret og lagde mig til at sove. Jeg ville som de øvrige godt se den første solopgang over Stillehavet, så kl. 0.6.30 vækkede Barbara besætningen og vi så en fantastisk solopgang fra øst – og pludselig plaskede det i vandet ved siden af os og en kæmpe hval  slog med halen for igen at forsvinde i bølgerne..  Vi råbte alle højt og følte at dette var ikke mindre end fantastisk – Vi var jo næppe lagt fra kaj før nogle af naturens største vidundere viste sig. Jeg håbede blot, at de ikke blev for ”forelsket” i båden og kom alt for tæt på – det har man jo hørt om før og det kan være katastrofalt. Ved nød morgnen, Nich & Thomas overtog vagten og vi satte sejl. Vi så flere hvaler inden vi passered Doublt Island Point om bagbord og nu var der kun 10 sømil til mødet med de brækkende søer ved indsejlingen over Wide Bar. Et møde som jeg havde frygtet pga. de mange skrækkelige beretninger  og den lidt svære navigation. Det jo trods alt først på turen og nu skulle vi allerede prøves af.
I søkortet og I alle lods bøgerne anbefales det at bruge redningsveste og livliner idet det kan være temmelig barsk når Stillehavets dybder presser sig ind over bevægelige sandbanker og brækker på lav dybde .
Vi tog veste og livliner på og hæftede os fast.
Vi tændte for radioen på kanal 80 som man skal når man nærmer sig The Wide Bar og kaldte den australske coast guard i Tin Tin Can bay som holder øje med strædet og som følger alle både der passerer.
Svend kaldte Coast Guarden og vi gav os til kende som den danske yacht Orbit der nu var klar til mødet med The Mad Mile og han fik  koordineret med vores  Waypoints og fortalt om vores plan og tjekkede om det var forsvarligt at passerer som vi havde beregnet.
Coast Guarden kvitterede med ” just the right time mate and you coordinates are fine – we follow you , have a good ride and call us when you are through “….. Det var det jeg havde håbet på at høre og nu blev kursen lagt mod det første waypoint I passage.
Foran kunne vi se dønningerne og bølgerne slå ind mod klipperne og I passagen brækkede bølgerne så det lignede en vaskemaskine. Der var ingen vej tilbage – vi skulle igennem. Jeg tog sigte mod fyret på Hook point og sejlede næsten helt indover land inden vi gik bagbord over og styrede ind i fyr linjen så vi havde Inskip point i sigte som foreskrevet.  The Mad Mile var i gang … båden krængede fra side til side og bølgerne brækkede foran og bagved imens vi surfede med 8 -9 knob ind imod The Great Sandy Strait . Orbit var svær at styre, men klarede sig fantastisk og vi havde åbenbart valgt det helt rigtige tidspunkt og vejret var med os. Pludselig var vi igennem og da vi kaldte Coast guard lød det …. It`s over have nice a smooth day ”
Med et var vi inde bag Fraiser Island og i det smukkeste og mest  rolige og grøn blåvand – en kæmpe kontrast til det vi netop havde sejlet igennem.

Vi styrede båden ind i Pelican Bay og smed ankeret på 5 m vand …. Solen skinnede , en ørn kredsede over øen og vi fik os en velfortjent havne øl på dækket af Orbit.
Charlie