Fra onkel Hans 30/9

Nogen synes det er min tur til at bidrage med åndsudgydelser til bloggen, og det er måske rimelig nok ud fra den betragtning, det det nu er 6 uger siden jeg forlod DK, og dermed er turen for mit vedkommende halvvejs. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg efter de første dage ombord fik nogle tanker om, hvorvidt det nu var en fornuftig beslutning at skulle tilbringe næsten 3 mdr. sammen med 7-8 mennesker på så utrolig lidt plads. At skulle dele køje med en anden, at der ikke er bad, at der hele tiden er nogen helt tæt på een o.s.v. Men det skal være sagt med det samme. Efter få dage var jeg ikke i tvivl om, at det var et rigtigt valg.
Efter at have sejlet i egen båd i snart 40 år og altid som den der var skipper, så havde jeg på forhånd tænkt på, hvordan det ville blive at skulle spille 2. violin. Men jeg har hurtigt lært, at selv om jeg måske i nogle situationer ville disponere anderledes, så ved jeg, at der kun er een der skal træffe beslutninger. Iøvrigt er der jo altid flere måder at løse en opgave på, og jeg har nu opdaget, at det er meget mere afslappende ikke at skulle have ansvar. Charlie er en dygtig navigatør og og føler et stort ansvar for os alle. Da han samtidig er fantastisk til at få det sociale til at fungere, sa kan det kun gå op i en større enhed. Men jeg tænker, at han faktisk nok er lige så meget på job her, som når han hjemme og hele tiden skal tage stilling til noget. Dog er ingen af og i tvivl om, at også han nyder turen intenst.
Hvad er det så der gør en sådan tur til en unik oplevelse under så trange forhold? Det er nok en kombination af flere ting. For det første en masse fantastiske naturoplevelser. For det andet er det hele så langt fra hverdagen, at man næsten glemmer tid og sted. Når man sætter sig på den lille plade helt ude foran, hvor fødderne engang i mellem i e n bølgedal kan nå vandet, og der ses fisk og måske delfiner, der leger lige under fødderne, så mærker man en ubeskrivelig lykkefølelse, en følelse af i den grad at være i et med naturen, at være så priviligeret at være så tæt på, og dog så langt væk fra alt det, der til dagligt fylder os. Det er helt specielt at sejle en hel dag uden at se andre skibe overhovedet. At være helt uden telefon eller internetforbindelse i op til 14 dage. At leve af tun og makrel, som vi selv har kæmpet ombord. At gå med bare fødder og overkrop hele døgnet. At sidde i mørket (allerede kl 1830) og se op på himlen og opleve stjernerne - nogle helt andre end vi er vant til - og meget tydeligere, fordi der er mange hundrede kilometer til byernes elektriske lyshav. At opleve at blive ydmyg og taknemlig over oplevelserne og det sociale fællesskab, der eksisterer ombord. At se den første hval, hav skilpadde, krokodille osv. At forundres over, at et nyt besætningsmedlem kommer med friske aviser fra DK, og at man slet ikke har lyst til at se i dem, fordi man ikke vil bringes ud af den "tilstand" man befinder sig i.
Jeg forstår godt, at mange der har sejlet i længere tid på den måde, har svært ved at finde ro på sig, når de kommer hjem, og at de ofte drager afsted igen. Jo længere tid man har været væk fra det moderne samfunds mange pligter og gøremål, jo sværere må det være at affinde sig med dem igen.
Men - men - men ind i mellem er det dejligt at tænke på dem derhjemme, og jeg er sikker på, at vi alle kommer hjem med tanker og ny energi, der er til gavn og glæde - også for vore omgivelser.
Hej til jer alle!!
Hans

Kh Barbara lees

Skibsdrengenes dagbog

Onsdag d. 31. august  2011.

Australia here we come…….vi er fremme i Port Douglas. Efter en tur på 17.000 km og igennem adskillige tidszoner er vi vågnet første morgen på den anden side af jorden, klar til den store ekspedition med kaptajn Charlie og det gode skib "Orbit. Ved et tilfælde og lidt heldigt havde jeg lavet  en aftale ( på FB ) med min gamle " kammi"Jørgen, som flyttede hertil for snart 25 år siden, at han gerne ville afhente os i lufthavnen i Cairns. Jørgen bor ca. 1700 km nede af kysten mod Brisbane og er storvildtsjæger. Han havde ved et tilfælde nogle jægere i Cairns på samme tid som Tom og jeg landede. "Jorgen" , som efterlod den fædrende gård i Ejby på Fyn for at blive jæger i Australien er virkelig blevet Australier på den "fede" måde, ikke alene blev vi afhentet i lufthavnen og fik en hurtig rundvisning i Cairns, men da vi fandt ud af at der hverken gik tog eller bus til Port Douglas (ca. 70 km. nord for Cairns) startede han igen den gamle firehjulstrækker og kørte os derop. Tilsyneladende typisk australsk, utrolig hjælpsom, venlig, smilende og det hele i et totalt afstressende tempo. Vi havde en utrolig hyggelig dag med Jørgen, som øste ud af sin store viden om Australien og gav os en masse gode tips, ikke mindst ølkulturen "down under" som på alle måder er mere nuanceret end derhjemme. Tusind tak til ham for en fremragende modtagelse i den nye verden.

På vores lange rejse hertil, gennem metropoler som London og Hong Kong, havde vi talt en del om vores forventninger til de forskellige steder, så det var lidt som at komme "på landet " at lande i Cairns. --Jeg tror det er lidt lige som Århus, sagde Tom, men vi blev enige om at det mindede langt mere om en badeby på den spanske solkyst.

Det meste foregår omkring havnen, hvor man er ved at gøre klar til at turisterne kommer og skal fiske "Blue Marlin", og som så mange andre steder op langs kysten handler det om at sende turister ud til Great Barrier Reef, et koralrev der strækker sig over flere tusinde kilometer langs østkysten. Vi havde egentlig aftalt en overnatning der, men bedst som vi skulle have nøglen til vores nye værelse udleveret fortalte receptionisten at der ikke gik tog eller bus til Port Douglas, så på Jørgens anbefaling og tilbud om at køre rykkede vi nordpå med det samme. Port Douglas er en lille hyggelig ferieby med 6000 faste indbyggere, men i turistsæsonen (november/december) bliver det tal langt større. Lige nu er der en masse pensionister som rejser nordpå væk fra kulden i Sidney.

Bedst som vi sidder midt i morgenmaden ringer min telefon, det er Charlie som melder at "Orbit" var kommet en dag tidligere til Port Douglas end ventet, på grund af optræk til uvejr og storm og at de allerede lå i havnen 300 meter fra vores "Hotel Tropical resort".

Af sted med os og det var en helt fantastisk følelse at se skibet som skal være vores hjem og base de næste par måneder, på togtet mod de mange små eksotiske ø'er for til sidst at ende i Darwin i november. Dejligt endelig at møde besætningen og ikke mindst Charlie. Vi blev omgående inviteret på "sundowner" (en forfriskning mens solen går ned) og efterfølgende aftensmad. Det blev en rigtig hyggelig aften med en masse snak om turen og ikke mindst om dagligdagen på "Orbit". Tom og jeg havde fundet en lille bar hvor de spillede Creedence Clearwater Revival, som er et af Charlie's helt store favoritband, og der sluttede aftenen så præcis kl. 24.00 sharp.

Alt lukker og slukker på få minutter og alle går hjem. Gad vide om det er hele Australien der lukker kl. 24.?

Torsdag d. 1. september 2011.

Vi er flyttet fra hotellet og er nu installeret på "Orbit". 8 voksne mennesker på 43 fod (9 kvadratmeter), første tanke er at det er fuldstændig krop umuligt at presse alle de folk sammen på så få meter, men allerede  efter at tøjet er lagt på plads og kaptajnen har sat os ind i alle skibets funktioner og ikke mindst diverse sikkerhedsprocedurer tænker man " det skal sku' nok gå". Alle har opgaver hvis vi forliser og det ligger Charlie meget på sinde at alle er klar over deres funktioner i en nødsituation. Men efter alt det seriøse falder man lynhurtigt ind i den totalt afslappede stemning der er ombord. De få praktiske opgaver der skal laves er fordelt, og som man hører ofte her ombord  -- der er masser af tid til alt. Dog må jeg som første maskinmester allerede efter et par timer i gang med at reparere en "lokumspumpe". Dagens "sundowner" ender med at sejlere fra andre både, som "Orbit" kender fra tidligere ankerpladser, kommer for at høre den meget omtalte mandolin som stort set alle langs den Australske østkyst har hørt om, og de bliver ikke skuffet, Tom og Charlie gir' et par vemodige sømandssange og der er ikke et øje tørt. Det sidste jeg tænker inden jeg falder i søvn, nærmest arm i arm med Tom er  -- det her bli'r fedt.

Fredag d. 2 september 2011.

Vi ligger stadig i havnen i Port Douglas men har besluttet at sejle lørdag, mod en lille "bounty" ø som hedder Low Island. Det betyder at der er en del gøremål med skibet. Vi skal sejle nordpå og efter Port Douglas er det ikke længere muligt at proviantere, der bliver fyldt op overalt med vand, proviant (mest dåsemad ),diesel, gas m.m.

Dagen går hurtigt og alt blir gjort klar til afgang. Om aftenen er vi inviteret til grill aften ved Joanne og Adam Smith samt deres tre børn, en familie som sejler rundt i en katamaran på størrelse med et almindeligt dansk parcelhus. Familiens ældste datter er ved at lave en dokumentarfilm om familien, som solgte alt hvad de ejede for at sejle rundt på havet sammen med deres børn. hvoraf den ældste dreng er svært handicappet af autisme.

Det blev en for alle uforglemmelig og rørende aften med sang og musik fra hele verden, vi blev for øvrigt filmet til datterens dokumentarfilm film og Tom lavede et separat indslag om mandolinen dagen efter.

Vi ender sku' med at blive TV- stjerner hernede :-))

Lørdag d. 3 september 2011.

Vi stævner ud med Orbit med kurs mon Low Island, vejret er forholdsvis hårdt men på grund af tidevandet er vi nød til at sejle. Tidevandet i Port Douglas gør at en båd der stikker så dybt som vores kun har et par chancer i døgnet for at komme ud og vi skal så vidt som muligt holde tidsplanen, da der er folk der skal af og påmønstre på aftalte tidspunkter.

Sejlturen till Low Island var "frisk" men vi var heldige med både at komme ud af havnen og finde en "mooring" som er en forankret fortøjningsplads hvor vi kan ligge i læ for vinden.

Vi var et par stykker som ikke kunne vente med at komme i land på denne fantastiske lille tropeø som pludselig var dukket op af vandet. Vi fik startet "Dinghien" (gummibåden) og sejlede i land.

Aftenen slutter forholdsvis tidligt med et spil Trivial P. Det skal blive spændende at overnatte i skibet "til havs", med søgang, frisk vind og en million mærkelige lyde.

Søndag d.4 september 2011.

Nu er det Tom der skriver, og det er allerede onsdag, men jeg skal prøve efter bedste evne at memorere de 3-4 sidste dage, der ellers nok har været fulde af oplevelser. Here goes: Søndag morgen fandt vi snorkeludstyret frem og tog dhengy'en ind til land, hvor vi snorklede rundt i korallerne, kæmpe oplevelse, store, farvestrålende fisk som man kender det fra billeder. Tilbage på Orbit stod det os klart, at vi havde fået et husdyr, idet en "spadefish" med en diameter på over 40 cm tilsyneladende havde taget fast ophold ved vores båd. Hubert blev dyret døbt, og han stod trofast og ventede på de hjemkommende. Rundt om os kredsede også adskillige "sharksuckers", hajlignende fisk på ca en halv meter, samt, umiddelbart angstprovokerende, en haj på vel 1,5 meter. Det gav et gib i mig da jeg først så den, men Svend D., der har stor paratviden om mange ting, kunne berolige os, en "blacktip" haj er almindeligvis ufarlig. hen på eftermiddagen blæste det op, og blev i øvrigt køligere, jeg havde min første maddag, og alle var heldigvis tilfredse…

Mandag d.5 sept.

stod vi op og fandt, at det stadig var lidt køligt og blæsende. og da der ikke var udsigt til at det ville blive bedre besluttede vi at gå tidligt nordpå til en anden ø, Hope Island, hvor Cook havde håbet han kunne få fixet sit skib efter en kollision med revet, og hvor vi havde håbet på lækkert vejr og god ankerplads. Sådan gik det ikke for hverken Cook eller os, det var blæst og bygevejr, og det viste sig så besværligt at kaste anker at skipper opgav og besluttede at fortsætte til Cooktown. Vi gik 64 mil den dag (eller på alm. dansk: Vi tilbagelagde 64 sømil), og det var en udmattende tur, hård vind, krappe bølger og byger. Men det var også den dag vi første gang så hvaler (2 pukkelhvaler), og vi fik også for første gang bid på den wobler, som vi gerne trækker efter båden, og som Allan tilser og pusler om med stor indlevelse. Vi kunne mærke det var en stor fisk, og da vi så den komme ud af vandet (stadig på nogen afstand) kunne vi se en stor nedadvendt mund på undersiden, altså: En haj! Kirsten G. beskrev den på vores blog som "knap 1 1/2 meter", 1 meter er nok nærmere sandheden, men det var dramatisk nok, det var sin sag at stå med bare fødder og bare hænder og skulle håndtere en optimalt perfektioneret dræbermaskine, på en lille båd der går 7 knob i hård vind! Desværre havde vi jo ingen anelse om, hvad man stiller op med en haj, og vi måtte lade den gå ud over rælingen :-(

Tirsdag d. 6 september.

Cooktown er nået, et af turens historiske højdepunkter. Det var her Cook gik i land for at reparere sit gode skib "Endeavour" efter en tur i Great Barrier Reef. Selve byen Cooktown virker mest af alt som en lille "flække" ude på landet, men da vi jo sejler i Cook's fodspor skulle byen og ikke mindst byens Captain Cook Museum selvfølgelig besøges. Vi skulle også sige farvel til Kirsten og Heine som skulle afmønstre her. Her har vi også en sidste mulighed for at proviantere inden det lange træk nordover. Efter den lange sejltur fra Low Island havde vi en del problemer med at få Orbit til at ligge perfekt i den lille havn i Cooktown, der var masser af sandbanker og vi kæmper hele tiden med store tidevandsforskelle, men det lykkedes til sidst (troede vi). For helvede brød løs da vi næste dag på Cookmuseet får en melding fra havnen om at "Orbit" har revet sig løs. Alle mand i hast til havnen, hvor en australsk sejler ved navn Rod kæmpede en ensom kamp for at holde Orbit væk fra de omgivende klipper med sin gummibåd! Det var forholdsvis dramatisk, men sådan lærte vi de søde mennesker Rod og Karrie at kende, og i øvrigt også senere deres venner Bruce og Debbie, som lærte os hvordan vi for en anden gangs skyld tilbereder de lækreste hajbøffer. De t har vi nu stadig tilgode, selv om jeg (Tom) skriver disse linjer langt over en uge senere. Allan og jeg har svært ved at finde tiden og roen til at få skrevet, og vi er langt bagud.

Onsdag d. 7. sept.

om morgenen sagde vi farvel til Heine og Kirsten G….  om aftenen havde vi festligholdt afskeden på en restaurant på Havnen i Cooktown, og nu var det alvor, kl 7 om morgenen gik vi ud af havnen mens vi vinkede farvel, og besætningen var nu nede på 6 personer. Vi har sejlet nogle lange træk, og denne gang gik vi direkte til Lizard Island, hvor det skulle vise sig, at vi kom til at tilbringe en lille uge, pga. den konstant hårde vind vi har haft…

Lizard Island er en fantastisk lille ø. Der er et afspærret hotel resort med lejligheder til 4-5000.- pr. overnatning, samt "Marlin" baren som nogle aftener om ugen bliver åbent for de skibe som ligger i bugten. Der går heller ikke mange timer før vi kender alle de andre skibe, australiernes venlighed od imødekommende måde at være på er fantastisk. Hver aften bliver vi hentet af Bruce og Debbie samt Rod og Karrie fordi vores dinghi ikke kan klare alle syv på en gang, når alle bådene mødes til en "sundowner" på stranden. Ja vi er blevet 7, Uffe er nemlig kommet om bord her på Lizard , midt på øen er der en lille lufthavn med verdens mindste ankomsthal, og her hentede vi Uffe. Ellers går tiden på øen med snorkling på de fantastiske rev, vi laver en ekspedition til toppen af det lille bjerg hvor Kaptajn Cook tog op for at se om han kunne se en vej ud gennem Great Barrier Reef. Vi besøger også et center som forsker i det fantastiske liv på revet.

Atter en gang er historien om Toms mandolin gået rundt i kredsen af både og på en fantastisk smuk aften tager vi mandolin og guitar med på stranden, det bliver atter en fantastisk aften som folk sent vil glemme, musik, solnedgang, glade mennesker…….alt gik op i en højere enhed. Og alle de sjove danskere i det lille gode skib Orbit blev ikke mindre populære.

Tisdag d. 13 september

Vi har endelig forladt Lizard Island og sammen med Karrie og Rod sejler vi nord på for at finde en ankerplads, det lykkedes først efter 85 sømil og i vindstød på op over 20 sek/meter, en ualmindelig frisk sejlads hvor vi nåede at sætte hastighedsrekord med 11,2 knob for Orbit. Vi når op til Flinders Island og sender straks en ekspedition i land, de kommer dog hurtigt retur fordi en sejler der ligger sammen med os i bugten har observeret en 4-5 meter lang saltvandskrokodille på stranden. Jo længere vi kommer nordpå, jo mere er vi plaget af de store krokodiller. Vi går næste dag 3 sømil til Stanley Island for at få en bedre ankerplads og det lykkedes til fulde, vi ankrer atter op i læ af en lille koralø og på trods af krokodiller hopper vi en tur i vandet.

Aftensmaden i de dage består af "Spanish Mackerel" en fantastisk flot fisk på 1,1 meter som det lykkedes mig og Tom at få landet på vej herop. Den bliver først til bøffer og senere til både frokost og aftensmad i form af fiskefrikadeller…..lækkert.

Torsdag d. 15 september.

Det blæser over 20 sek/meter og vi ligger i læ for natten ved en lille ø som hedder Morris Island. Der er valg i Danmark men her ude i enden af verden har vi absolut ingen forbindelser til noget som helst, vi har faktisk ikke været i kontakt med omverdenen siden vi forlod Lizard Island. Men vi laver selvfølgelig væddemål på valgets udfald. På grund af den hårde blæst har vi etableret ankervagt, hver mand sidder en time og tjekker at vi ikke driver og at alt ellers er i orden, det er faktisk på denne vagt at jeg får opdateret denne dagbog.

Mandag d. 19 september

I fredags gik vi så tidligt ud fra Morris Island, som jo er en koral ø, og gik nordpå, atter i hård vind. Allan og jeg har knap nok prøvet andet, så for os er det efterhånden almindelig sejlads. Vi kan også mærke på Skipper og de andre mere erfarne sejlere, at tilliden til Orbits reaktioner på vandet har været stigende, og vi går efterhånden uden at blinke ud i vindstyrker, der ville have holdt os inde under danske forhold. Vi sejler også lange strækninger, gerne 50 -70 mil på en dag. Det gjorde vi også denne dag, og hen på eftermiddagen kastede vi så ud fra ankeret ud for Portland Road, en lille flække inde på fastlandet (Afstanden mellem fastlandet og revet m. øer bliver mindre, jo længere vi kommer nordpå). Vi er rigtig, rigtig langt ude på landet her, byen omtales i bøgerne som "an outpost of civilisation", og ikke desto mindre var der i byen en lille restaurant, som fik sig en travl aften med hele 9 nytilkomne turister (Orbits besætning & Rod og Karrie fra L-atitude). I Portland Road er der 10 indbyggere, og når der overhovedet er en by er det fordi rejetrawlerne, der arbejder i området, går ind her efter nattens slid fra 19 til 7, for at ordne fangsten og vente på de store motherships, der kommer hver måned og tager rejerne med sydpå. Men det er også et historisk sted, der er dramatiske historier fra 1800 tallet om skibsforlis og efterladte syge og sårede. Vi er jo langt fra alting, og vores madbeholdning er noget slunken, så da vi hørte lyden af høns ("chooks" på australsk) inde fra en grund gik jeg (Tom) ind og spurgte om vi evt. kunne købe nogle æg. Svaret som jeg fik fra en herre i undertøj (ikke specielt rent) var, at de havde ikke nok at sælge af, men jeg kunne da få et par stykker. Mens manden fandt æg frem så jeg mig omkring i den værste svinesti jeg nogensinde har set, hvor mr. Kirk, som jeg nu ved at den lokale kunstner hedder, hans kone og en ung halvaboriginer tilsyneladende boede sammenunder et tag delvis af presenninger, med en uredt seng ved siden af fryseren, et køleskab, noget malergrej og andet uspecificeret rod. De eneste vægge jeg så var et rum på 1x1 meter, hvor toilettet stod, og det ved jeg fordi døren stod åben derind. Alle 3 røg hvad der lignede marijuanacigaretter, men de var søde mennesker, og da jeg forlod stedet maebragte jeg 6 hønseæg og et andeæg, uden at få lov at betale.

I øvrigt har vi selv på det sidste sænket overliggeren noget mht hygiejnen, der går lang tid mellem de varme bade, og her hvor vi er i "croc country" er det så som så med de lange svømmeture.

Telefon dækning er heller ikke nem at finde, men netop i Portland Road lykkedes det os at få 1/4 streg på IPhone'rne, så vi kunne få ringet eller sms'et lidt. Dejligt.

I går gik vi igen nordpå, og ankrede hen på eftermiddagen op her i Margaret Bay i Cape Grenville, endnu engang fastland, og derfor beboet af krokodiller, de siger der er 3 her. I går købte Svend  en ordentlig stak friske rejer fra en trawler, som også lå i bugten, og det blev et fantastisk måltid. Her til morgen var Skipper ovre at se rejebåden, og nu kender vi også rejefiskerne, blandt andet et par store drenge, som gik med os en tur i land senere på formiddagen. Vi gik tværs over den lille landtange som giver os læ og over til Indian Bay, et meget spooky sted med mangrove og alt muligt crap der blæser i land sydfra. Det sidste stykke før vi nåede kysten var noget grim mangrove, hvor der lugtede modbydeligt af vildsvin (og krokodille?). Men grænserne flytter sig jo hele tiden, og når australierne ikke er bange for at gå der, så er vi heller ikke (så meget)…

I morgen sejler vi ud igen, og nu har vi kun nogle få dagsrejser før vi kommer op til Torres-strædet og Thursday Island, hvor der bliver udskiftning i besætningen, og hvor vi i øvrigt forventer at kunne både ringe, maile, komme i bad og få vasket tøj…

Torsdag d. 22 september.

Vi gik fra Mageret Bay tidlig tirsdag morgen kl. 6.00 fordi vi havde 74 sømil op til Escape Riwer hvor vi skulle ligge for anker natten over. Indsejlingen til Escape Riwer er lidt besværet af både sandbanker og tidevandsstrøm, derfor ville vi gerne derop mens det endnu var lyst. Vi fik en fantastisk sejlads med høj sol frisk vind og både storsejl og genoaen i brug. Men selvom vi nåede derop inden mørket, røg vi alligevel ud i kæmpeproblemer da vi pludselig gik på grund på en sandbanke. Efter lidt panik slap vi fri og fik hjælp af et par nye venner fra den australske regering som sejlede rundt i en motorbåd, de kendte området og fik os dirigeret til en god ankerplads, men inden havde både vi og vores rejsefæller Rod og Karrie været på grund et par gange.

Escape Riwer er som resten af det nordlige Australien "crokoland" så det er slut med at svømme, dykke, snorkle, m.m.

Drama, historiens vingesus og en blå lagune

Vi forlod Cairns efter at havde sagt farvel til barbara Knud og Per og fået Hans og Kirsten om bord. Kursen blev lagt mod Port Douglas med et stop i bugten på øen Double Island.
Vejrudsigten fra det australske metrologiske institut meldte tiltagende vind og der var en Wind Warning under opsejling over den nord australske østkyst . Vi lettede derfor anker idet Double Island ikke kunne give beskyttelse nok mod en Sydøstlig kuling og da vi jo skulle samle Tom og Allan op i Port Douglas måtte vi hellere komme af sted.
Vigtigt var det at vi nåede indsejlingen til Port Douglas på et tidspunkt hvor højvandet var på sit højeste – med en dybdegang på 2,7 meter og en indsejling der ved lavvande har under 1,5 m, havde vi brug for de små 2 meter en high tide ville give os. Tidevandstabellerne blev derfor studeret grundigt og præcis kl. 10.15 var vi fremme og klar til at passere sandbaren ved floden der førte os ind til Port Douglas. Lidt nervepirrende at gå igennem den smalle rende mens dybderne som Kirsten F læste op fra dybdemåleren efterhånden faldt og faldt…. Vi kom dog godt igennem og fik en plads i havnen –en halvtime efter stod vi på bunden i mudder men godt for tøjret.
Tom og Allan var ankommet – det samme var Mandolinen der for første gang i sit lange liv var på det australske kontinent, hvilket blev fejret i havnen med sang og musik sammen med vores gode venner Adam og Joann og deres tre børn.. En fantastisk aften med sange , snak og masser af hygge . Familien er ved at få lavet en dokumentar film om deres rejse rundt i Australien med deres handicappede voksne søn der ikke har noget sprog og er autist – Datteren der er filmfotograf lavede optagelserne om familiens oplevelser og de mennesker de mødte. Da de hørte historien om mandolinen, ja så blev det faktisk til et længere interview og en optagelse med Tom og undertegnede….
Da det havde blæst i 3 dage var vi ved at blive fanget af tidevandets cyklus idet det ville gå langtid inden vi igen kunne ramme det bedste tidspunkt for afgang fra Port Douglas . Derfor gjorde vi sø klar og lørdag den 1. september strøg vi igennem den smalle kanal og direkte ud i en kuling som vi var nødsaget til at krydse i for at nå vores destination blot 9 sømil ude, nemlig Low Island . Low Island ville give beskyttelse mod den hårde vind fra Syd øst. Og også frihed til at sejle uden at tænke på tidevandet. Det var vist lidt af en ilddåb for Tom og Allan, men de klarede sig rigtig fint og det samme gjorde Orbit der skød 7,5 knob og snart rundede vi revet og gled ind i lagunen hvor vi var heldig at finde en morring ( ankerbøje) som vi kunne fortøjre ved. Her lå et par andre både for at ride vejret af … Vi blev der et par dage , men snart måtte vi videre og selvom vinden ikke havde lagt sig det mindste besluttede jeg at fortsætte idet vi skulle samle Uffe op den 9. september i Coocktown eller senest på Lizard Island 114 sømil nord på – Det sidste sted hvor det overhovedet var muligt at skifte besætning.
Storsejlet blev rebet i 2´reb og så strøg vi ellers nord på mod Hope Island hvor vi som Cook håbede på at kunne finde læ for natten. Pludselig løb snøren på fiskestangen ude agter, og selvom vi var i store bølger og drønede af sted var der ikke andet at gøre end at forsøge at bjærge fisken. Det viste sig at være en haj på over 1 meter hvilket jo gav lidt panik stemning blandt besætningen der stod med deres bare tæer på bag perronen hvor hajen nu lå og sprællede. Det lykkedes os at få den af krogen, men da vi ikke viste hvordan og om man kunne spise den, gav vi den tilbage til havet. Desværre måtte vi slå den ihjel, da vi ellers ikke kunne komme til den. Ærgerligt og synd, specielt efter at vi senere har erfaret hvordan man tilberede en haj. Vi var allerede ved Hope Island først på eftermiddagen, men efter et par forsøg på at få ankeret til at holde bag den lille ø i den kraftig blæst, kunne jeg godt se, at det ikke ville blive til megen søvn hvis vi skulle ligger der. Vi valgte derfor at fortsætte i håb om at kunne nå Coocktown inden det blev mørkt. Hertil også inden lavvandet satte ind. Cooktown ligger i Endeavour floden der jo er opkaldt efter Cooks skib der netop søgte hertil efter at de var løbet på grund og havde brug for et sted at reparerer båden. Den gang kunne Kaptajn Cook smide et antal kanoner i havet for at blive lettere for derved at komme over sandbaren og ind i floden – Den mulighed havde vi desværre ikke på Orbit, så vi var igen afhængig af tidevandstabellerne. Rebet blev taget ud af storsejlet og vi fløj af sted med 15 sekundmeter i ryggen og dønninger der skubbede os af sted. Vi nåede Cooktown en time før solen gik ned og gik i gang med at lede efter en ordentlig ankerplads. Her i Australien går man ikke sådan til kaj og marinaer som vi kender dem derhjemme er der ikke mange af. Og det slet ikke så langt nord på. Da vi forlod Port Douglas var det den sidste af slagsen inden Darwin.
Ved den sparsomme kaj eller jetty som det hedder, var alt optaget af fiskebåde. Så ud med ankeret og her var der ikke megen plads for en båd med Orbits dybdegang . men det lykkedes os at smide ankeret på 4 m, og så håbede vi på at strømmen ikke ville være for voldsomt når tidevandet vente – det ville få båden til at svinge og som vi var advaret om, også få ankeret til at slippe. Men det gik fint – det gjorde det til gengæld ikke for den sejlbåd som vi hele dagen kunne se bag os i det fjerne. Der kom ind lige efter os smed ankeret 25 meter fra os. Så snart vandet faldt begyndte han at falde om på siden og snart stod han uvægerlig fast på grunden. Puha – det var godt det ikke var os….
Det var lidt af en milepæl at anløbe Cooktown – det var som et historisk vingesus tog fat i en da vi gik i land på nøjagtig samme sted som Cook gik i land .
James Cook var den første hvide mand på dette sted – men en egentlig by blev først grundlagt da der blev fundet guld og byen voksede med flere tusinde gulgravere og hvad der ellers fulgte med et sådan fund.
I dag er byen nærmest synet hen og her bor vil kun omkring 1500 mennesker – en ren Wild West by og den absolut sidste civilisation inden Thursday Island .
Som før beskrevet var Cooktown en absolut oplevelse, men havnen og floden vi lå i var lidt af en prøvelse. Tidevandet og strømmen fik Orbit til at svinge rundt i bassinet – den første nat gik det meget godt – Bedre end sejlbåden bag os der nu lå helt omme på siden. Vi svingede blot rundt og i de perioder hvor tidevandet løb ud snittede vi lige mudderbanken under kølen. Men sådan skulle det ikke blive ved, Ved solopgang kæmpede vores nabo sig fri med alle sejl sat og med motoren i fulde omdrejninger. Herefter lagde han sig helt ude i indsejlingen. I sikker bevidsthed om, at vi jo lå sikkert tog vi alle op i byen for at nyde en eftermiddags øl på en lokal pub og for at gå på James Cook museet som vi naturligvis skulle se. Det var hamrende varmt og temperaturen nærmede sig de 30 grader og inde i selv Cooktown mærkede vi ikke vinden der var tiltagende, bortset fra at jeg en enkelt gang bemærkede et enkelt kraftigt vindstød som var meget anderledes end den øvrige vind. Mens vi var på museet ringede Kirsten Grunnets telefon – Svend der ikke var taget med på museum var i røret og kunne fortælle at båden havde revet sig løs og da han nærmede sig havnen kunne se at en person i en dingy ( gummibåd m motor) forsøgte at holde Orbit væk fra stenene, alt imens en kvinde løb rundt for at finde Orbits besætning. Svend fik en lokal til at sejle ham ud og sammen med manden i Dingyen (der i øvrigt hed Rod og som tidligere var ham der havde siddet på grund bag os ) – Og han fik startet motoren og holdt på den måde båden indtil de første af os ankom. Vi løb til havnen og jeg var godt på vej til at svømme de få meter ude til Orbit – Men som en lokal tørt konstaterede ” Here we don`t swim” ..It`s crocodille area”… i stedet blev jeg fragte den korte vej ud til Orbit og sammen fik Svend , Tom og jeg hevet ankeret op alt imens vi med motoren holdt båden væk fra stenene . Heldigvis var der en fisker der havde forladt kajen tidligere på dagen og taget på fiskeri, så der var lige plads til os – I mellemtiden var de andre dukket op og de stod nu på kajen og tog imod Orbit – vi lagde til og kunne konstaterer, at vi kunne få lov at ligge der natten over –hvilket var helt rart idet vi havde planlagt en lille afskedsfest for Kirsten G og Heine der skulle stå af i Cooktown. At skulle smide ankeret et andet sted i floden under disse betingelser ville nok havde givet lidt bekymringer.
Det var lidt af et drama, men som en lokal sagde til os senere – det sker hver uge…. Cooktown er ikke det bedste sted at komme for en sejlbåd der stikker 2,7 meter –
Det blev en god fest og aften – takket være Rod og Svends hurtige og flotte ” rednings aktion” og hurtige reaktion skete der intet med båden, og nu lå vi sikkert ved kaj og kunne sagtens feste igennem.
Så det gjorde vi ….
Rod og hans kone Carrie var naturligvis inviteret over til øl og et glas vin – De var på vej nordpå som os og vi aftalte at forlade Cooktown sammen den næste morgen.
Da vi nu var kommet til kaj fyldte vi næste morgen vandtankene i bevidsthed om, at det var sidste gang vi ville få mulighed for det inden Torres Strædet….. så selvom det var skidt at ankeret drev, var det så også godt for noget.
Kl. 0.6,30 meldte Karrie og Rod over radioen at nu lettede de og deres 50 fods Beneteau ” L` atittude ” anker og gik mod Lizard Island – kl.07.00 var vi klar gik ud igennem kanalen uden problemer og lagde kursen mod Lizard Island 50 sømil Nord øst på- Der var stadig en Wind Warning fra Syd øst, men vi havde den i ryggen og med 15 sekund meter vind strøg vi af sted – 7 timer senere drejede vi ind i en af de smukkeste laguner vi endnu havde lagt i – Vandet var klart og vi kunne se bunden tydeligt – på 4,5 meter vand smed vi anker tæt på et fantastisk koralrev – Vi lå godt på god bund og med 35 meter kæde ude lå vi sikkert.
Lizard Island var jo også det sted hvor Uffe skulle påmønstre – så kl.09.00 lørdag morgen så vi det lille fly med kun to passagerer lande – og som aftalt var Uffe en af dem .
Lizard Island var det sted hvor Kaptajn Cook måtte gå op på øens højeste sted for at kigge efter en udvej ud af the Great barrierer reef som efterhånden havde omkranset ham helt. Fra toppen af Lizard Island opdagede han til hans store tilfredshed, at der faktisk var et hul i revet hvor han kunne komme ud .
Vi besteg naturligvis bjerget og som James Cook spottede vi udover revet og så åbningen – Ved en Varde på toppen lå en trækiste med en gæstebog hvor alle sejlere der kommet forbi skriver en hilsen - Det var således et stort øjeblik at åbne bogen – læse Cooks beretning og selv skrive i bogen på vegne af Orbit og dens besætning –
Hvad var mere naturlig at skrive et af min gamle onkel Jørgens ynglings citater af Kipling
” When captain and crew stay together there shall more than a gale to get the ship ashore” …….. Og det er så sandt som det er sagt…. Det opleves igen og igen her på Orbit.
På Lizard Island mødes alle der ligger i bugten kl 17.00 til en ” sundowner” og her udveksler erfaringer , bytter bøger mv, og får en sejlads snak mens solen sænker sig smukt ned i havet.
Der lå vel omkring 17 langturssejlere .
Da vi nu var på et sådan historisk sted besluttede Tom og jeg, at vi ville indvie mandolinen på stranden – godt nok var den indviet i Port Douglas , men dette var jo på en båd. Derfor tog vi mandolinen og en guitar med i gummibåden da vi sejlede ind for at mødes med de andre som kom fra nær og fjern. Her introducerede vi så gruppen for historien og gav et par numre , så der ikke var et øje tørt i hele lagunen – Det blev en stor aften med masser af sang og musik.
Det har nu blæst kraftigt de sidste 5 dage – 25 -30 knob lyder vejrudsigten og det ser ikke ud til at den vil tage af foreløbig. Lizard Island er nu ikke det værste sted at være inde blæst – snorkling og dykning er noget af det bedste i Australien– en dejlig hvid strand, masser af natur , blå grønt vand og vi har fået mange nye venner blandt de øvrige sejlere. Nogle venter på at gå sydover mens andre som os venter på at gå nord på. I går tog et ældre tysk ægtepar afsted - de havde travlt og skulle være i Sydafrika til december. De var fra Hamborg – pensioneret og sejlede i en Motiva købt i Kolding… ( ja verden er lille). I går ankom en amerikaner som også vil nordover. Så selvom Lizard Island er det rene paradis og der er en kuling ude på havet, så har vi valgt at tage af sted i morgen tidlig ved sol opgang – Vinden er trods alt i ryggen , så vi reber storsejlet i 2 reb, og sætter en lille fok og drøner af sted – det bliver skønt at komme på vandet igen.

charlie

Ps der er langt imellem internetforbindelser heroppe og billeder og beretninger er derfor lidt bagud.

Location:COOKTOWN

Lidt fra Cooktown

Nu er Heine og jeg stået af det gode skib Orbit, og er vel tilbage i Danmark. Men da der er stille på grund af dårlige sendeforhold, kommer der lige en lille beretning fra Cooktown. Efter en nats urolig søvn, fordi skibet var nede at røre bunden i nattens løb, fik vi morgenmad med pandekager og jeg blev fejret med fødselsdagssang og gaver fra besætningen , i det flotte solskin. Vi havde flere forskellige gøremål i løbet af dagen: Der skulle vaskes tøj i større stil, der skulle købes ind (i endnu større stil), der skulle bunkes vand og gøres klar til en længere sejlads uden muligheder for nye forsyninger. Derudover havde vi planer om, at vi skulle besøge CaptainCook Museum. I løbet af formiddagen fik vi klaret alle arbejdsopgaverne, og det blev tid til museumsbesøg. Heine og jeg gik ikke med, for vi skulle op i Cook Town og finde et billigt motel, eftersom vi skulle stå af næste morgen. Pludselig ringede min telefon. Det var Svend, som sagde at vi skulle skynde os at komme ned til havnen, for båden havde revet sig løs. Jeg ringede videre til Tom, som jeg vidste var sammen med Charlie. Og de tog turen fra museet i løb. Da vi kom ned til havnen, havde der allerede været en redningsaktion i gang. Et ægtepar Rod og Carrie, som lå for anker lidt fra os, havde set at Orbit havde revet sig løs, og var gået ombord i deres røde gummibåd, og sejlet over til orbit. De fik et tov om båden, og sejlede indenom den, for at holde den væk fra klipperne. De havde alarmeret Coastguard, som dog ikke ville gå ombord, når der ikke var nogen af os tilstede. Svend blev sejlet ud til båden, af en mand der lå i en lille jolle, og han fik hurtigt startet motoren, lige i tide til at få båden væk fra de truende klipper. Allan sejlede det øvrige mandskab ud med vores gummibåd, og inden længe fik vi Orbit fortøjret til en ledig kajplads ved havnen. Der er ingen marina i Cooktown, så alle både ligger for anker. Og fordi Orbit stikker så dybt, 2,7 meter, så var vi nødt til at ligge lige i indsejlingen, hvor tidevandet og strømmen var ret stærk. I følge Alan Lucas (forfatter til bibelen om "Crusing the coral coast") så var det lige præcis det bedste sted at ligge, så det var ikke fordi vi ikke havde tænkt os om. Men strømmen, var alligevel stærkere end vores anker. Heldigvis endte det hele lykkeligt. Og om aftenen inviterede vi naturligvis Rod og Carrie over til et lille glas. Charlie var superglad for at høre, at de var på vej mod Darwin ad samme rute som Orbit, så vi muligvis kunne få lejlighed til at hjælpe dem med noget en dag. I øvrigt var deres båd god og grundigt gået på grund sidste nat, og kun ved hjælp af godt sømandsskab og hjælp fra coastguard fik de den hevet løs tidligt om morgenen, den lå faretruende på siden, da vi stod op. Om aftenen fejrede vi min fødselsdag og vores afstigning på en skøn restaurant lige ved havnen. Og vi kunne alle sove roligt den nat, for vi vidste at der dels var vand nok under kølen, og dels var vi trygt fortøjret til kajen. Næste morgen vinkede vi farvel, efter at alle havde været oppe ved Cooks statue og få taget billeder. Kh Kirsten G

Hvor er de? Vi hører intet......?

Den afgåede webmaster har en melding -
De er blæst inde på LIZARD ISLAND med 30 knob vinde = ca. 15 m/sek. og har været der i mange dage.
Der er dårlig internet connection = ingen BLOG opdateringer og ingen opkald ... snøft snøft.... Men SMS'er kommer igennem – derfor ved jeg lidt……. og alt er vel om bord, skrev Svend.
Jeg tror at de sejler fra Lizard Island den 13.9. Ingen grund til bekymring…. håber græsenken...... og jeg håber at de kan finde ud af at opdatere bloggen når de kommer tættere på Internettet:)
Barbara

Nu med haj

Vi forlod Low Isles klokken 7 i morges, og havde kurs mod Hope Island. Vi fik ordre af skipper til at tage redningsveste på, og hvis man skulle ud på dækket, så skulle vi have livline på.
Det har været en superspændende og flot sejlads, de første 45 sømil havde vi storsejlet oppe, og vi havde god fart på og vinden var oppe på 15 sekundmeter. Vi har både nydt solen, store bølger, regn og blæst undervejs.
Vi havde selvfølgelig fiskestangen ude, og det var Allan der var overcheffiskeentusiast i dag. Og så var der bid.
Allan kæmpede en brav kamp i ca et kvarter, og da han havde fået halet så meget line ind, at vi kunne se fisken, så vi at det var en lille haj på små halvanden meter. Det var jo både ærgerligt og fantastisk. Ærgerligt fordi det er synd at fange noget, som man er nødt til at smide ud igen, og fantastisk, fordi det er så sjældent, at man har mulighed for at fange en haj. Tom stod klar med den store fangstkrog, så vi kunne få den indenbords, og få krogen ud af gabet på den. Derefter fik den et par ordentlige dask, så den kunne forholde sig roligt, indtil de havde fået vores fiskegrej sikkert ud igen.
Undervejs så vi en hval med unge, en delfin, en havslange og en smuk stor rød fisk, som vi endnu ikke har identificeret. Men vi altså ikke fanget noget aftensmad.
Da vi havde sejlet op mod 40 sømil, drejede vi ind mod Hope Island, endnu en lille smuk tropeø, som vi rigtigt gerne ville have snorklet rundt om. Men da vi kom ind til øen tog blæsten til, og det ville være et meget besværligt sted at ligge for anker. Der var to moorings ud for øen, men de var desværre taget af andre både.
Klokken var ved at være 2 om eftermiddagen, og vi var lidt sultne efter den barske sejlads, så Allan der er dagens madofficer, fik klaret nogle sandwiches med skinke og ost, med lidt hjælp fra mig. Et glas juice til, og så var vi klar til at stå de sidste 18 sømil igennem. På vejen kom skipper til at træde på speederen, ved et uheld. Han har klart indskærpet os alle, at man aldrig går den vej rundt på skibet, for så kan man ramme speederen. Vi synes alle at det var dejligt, for så blev han nødt til at give en øl, når vi havde fået ankeret ud i Cooktown.
Vi passerede Cape Tribulation, som var det sted hvor Captain Cook fik problemer med Endavour, og derfor måtte søge ind mod land og fandt Cooktown i 1770.
Vi ankom til Cooktown ved 17 tiden, et par dage før planlagt, men vejret bestemmer jo en del i forhold til en sejlbåd.
Vi fik først vores ankerøl, og derefter fik vi så skippers "kvajebajer", og nu er vi klar til Allans og Heines "Allanbolognaise" med surprise. Vi glæder os alle til i morgen, hvor vi skal ind på Cooks museum. Der er ingen tvivl om, at dette sted er en milepæl for togtet.
Kh Kirsten G

Fotos Low Isles

Low Isles i sol og regn

Efter en noget vindfyldt sejlads, ankom vi til en fri mooring ved Low Isles. Vi var ret glade for at der var en mooring ledig, for vinden forblev ret stærk natten igennem.
I morges havde vinden lagt sig noget, og solen gjorde underværker, da den brændte igennem. Vi har haft stor glæde af flere store spadefish, sharksuckers, to skildpadder og et par småhajer, som dagen igennem har holdt sig helt tæt til båden. Vi havde fornøjelse af at fodre dem med lidt icebergsalat. De kom op helt tæt ved båden og spiste det. Mændene døbte den ene, som var særlig trofast Hubert, og senere gav Tom udtryk for, at det var hyggeligt at komme tilbage til båden efter at have været på land, og så blive modtaget af en logrende spadefish.
Vi sejlede ind til den mindste af The Low Isles, som har et lille gammelt fyr, og en caretaker boende. En helt fantastisk lille ø, som det tager 10 minutter at gå rundt om. Vi snorklede, og så de flotteste fisk, skildpadder og coraller.
Da bagge hold var kommet tilbage fra øen, sad vi på dækket og fik kaffe, da det pludselig begyndte at regne en kraftig troperegn. Senere fik Svend den fremragende ide, at vi kunne sætte læsejlet op over cockpittet, og det hjalp en hel del. Der kan faktisk god blive lidt trangt under læ, hvis 8 mennesker skal sidde der i regnvejr :-)
Skipper kaldte til møde kl. 17, og sammen med en G&T, fik vi talt os igennem vejr- og vindsituationen, og har foreløbigt besluttet at tage videre til Hope Island i morgen klokken 7.00. Det bliver formentligt en vindfyldt tur, da de varsler 12-14 sekundmeter i morgen, men vi skulle få vinden ind fra agter, hvilket skulle hjælpe lidt på det.
Stemningen er god, og vi snakker, griner og svømmer. I aftes spillede vi Trivial, og Kirsten F og Tom vandt. Der er planer om, at vi andre vil have revanche i aften.
Kh Kirsten G

På vej mod Low Islands

Port Douglas mere

Double Island, strong wind warning og Port Douglas

Double Island, strong wind warning og Port Douglas

Efter en rolig men varm sejlads til Double Island, havde vi store planer om snorkeling. Først gik det ud på, at vi skulle finde en stor sten under vandet, vi havde mistanke om at den lå lige i bådens nærhed. Vi lå for anker, så det var lidt vigtigt, at finde ud af om der var noget, som vi kunne sveje ind i. Hans, Svend og Heine sprang i, og snorklede rundt i nogle minutter. De fandt dog ikke noget, måske var det fordi at vandet var grumset, og sigtbarheden var under en meter. Senere fik vi at vide, at det var dumt at gå i vandet et sted, hvor der var uklart vand. I øvrigt er Double Island tæt på kysten, så der er en reel krokolille-fare. Øen i sig selv, ser helt fantastisk smuk ud, med store palmer, og små træhuse med palmetage inde bagved. Den er privatejet, og man kan leje sig ind som gæst, hvis man ellers har råd. Vi sejlede i land med gummibåden, og gik en tur rundt på nordsiden af øen, fulgt af en legesyg hund, som modtog os straks vi kom i land. Det var lavvande, og der var bare en lidt sumpet strandbund, et enkelt skibsvrag og lidt mangrove at se.
Næste morgen tog vi tidligt afsted for at nå frem til Port Douglas mens der var højvande i indsejlingen. Der var advarsel om hård vind, så vi ville ikke ligge i en lille bugt med dårlig ankermulighed. Det var afgørende at vi var der indenfor en margen på et kvarter, da vi ellers ville gå på grund i indsejlingen. Vi nåede frem i tide, og det var jo smukt, men lige den dag, lå et kæmpe krydstogtskib for anker udenfor byen, og det betød, at de skulle fragte 2000 gæster frem og tilbage i små motorbåde. For vores vedkommende betød det, at den smalle indsejling var ret trafikeret, og lige da vi var på vej ind, kom en stor katamaran høvlende ud, for fuld kraft, det gav store dønninger, og vi måtte vende. Vi nåede dog frem i den hyggelige marina, og fik båden fortøjret inden lavvande.
Port Douglas er en hyggelig tropeby, som har gjort indtryk på mange turister, og derfor er det svært at forstå, at her kun bor 950 personer. Det er også stedet hvor vi har fået Tom og Allan ombord.- Og den gode gamle mandolin.
Port Douglas har en skøn strand, som flere af os har nydt, Four Mile Beach, med kæmpebølger og varmt vand. Der var advarsel om stingerfare, dog mest i sommerperioden, og for hver 50 meter var der opstillet et lille stativ med en flaske edddike. Bliver man ramt af en stinger, så skal man hælde eddike på, ikke gnide eller klø, og så afsted til nærmeste læge.
Ingen af os har heldigvis været ude i noget af den slags.

Dagen er gået med arbejde, Hans og Allan har fyldt jerrycans med diesel, Kirsten F har ordnet toilettet, Charlie, Tom, Heine og jeg fik handlet i Coles, og købt dåsemad nok til at Orbit kan klare sig de næste to måneder. Hvis vi ikke klarer indsejlingen i Cooktown, så må vi smide flere tons konserves overbord ;-)Vi ved jo fra historien, at da captain James Cook skulle ind der, smed han 6 kanoner overbord, fordi der var så lavt vand.

I forgårs kom Sommerset Cat med familien Schmidt, så ind og lagde sig lige ved siden af os. Det var superhyggeligt, og de nye besætningsmedlemmer, var naturligvis ovre og se deres kæmpestore og flotte katamaran.
I aftes var vi inviteret til pølseparty hos dem, og som det hører sig til, havde vi selv mad og drikkevarer, glas og tallerkener med. Det blev en utrolig dejlig aften, men mange følelsesmæssige oplevelser for os alle. De to af børnene Mackencie og Laurie spillede og sang sammen med Tom og Charlie. Det gjorde dybt indtryk på os alle, ikke mindst Adam, som græd af stolthed over sine børn, og over den måde, han synes de bliver modtaget af os.
Vi sang sømansdviser fra mange lande, og grinede og græd sammen med familien.
Nu har Svend lavet scramblet eggs til morgenmad, og jeg vi slutte. Om tre timer er det afgang mod Low Islands. Det bliver smukt, og her er allerede meget varmt.
Kirsten G