En farvelhilsen fra ORBIT og besætning

En sidste hilsen fra det gode skib ORBIT og tak til alle der har fulgt os på bloggen. Og husk at en hver fugl synger med sit næb. Nummeret er oprindeligt fra en CD med ¨Seaman Dan¨ en gammel perlefisker fra Torres strædet.

Billeder fra den sidste del af turen til Darwin og turen til Kakadu Nationalpark.

The Final Leg

THE FINAL LEG                                                                                                    November 2011.

Siden vi forlod Gove har vi ikke set en eneste westbound Ship og kigger man på himlen bygges der op til Hurricane og wet season…. Den ene Thunderstorm efter den anden passerer henover natte himlen – fascinerende men også lidt uhyggeligt idet vi jo er langt væk fra alting. Alene ligger ORBIT i en bugt for anker på vej mod endemålet Darwin.

Det er varmt og luftfugtigheden er høj og de fleste af besætningen sover på dækket… Erik, Poul og Hans Ebler sveder bravt , men er efterhånden ved at vende sig til omgivelserne og livet om bord. Vi har sejlet en enkelt natsejlads , ellers har det været dagsejladser fra ø til ø og bugt til bugt… Arnhem land strækker sig vildt og stort til bagbord og der er masser af navigations udfordringer i et farvand hvor tidevandet ændre sig op til 8 meter – Det er ikke ligegyldigt hvor man kaster anker og hvordan man besejler et stræde medhensyn til dybder og strøm.

Det er en fantastisk smuk sejlads – vi er selvfølgelig hold op med at svømme pga. krokodillerne som trives og ikke er bange for mennesker i disse farvande – det bliver allerhøjst til et hurtig dyk fra badestigen   i agter enden  - og folk er meget hurtige til at komme op  …ofte synes de knap nok at være blevet våde.

Selv da gummibåden rev sig løs – eller en ( ingen navne nævnes , men det var en af de nye ) ikke havde fastgjort linen, og Hans Ebler i et flyvespring sprang i vandet for at redde den inden den forsvandt med strømmen – ja så blev han knap nok våd. Aldrig har jeg set en svømme så hurtigt og komme så hurtig ombord i en gummibåd… Havde der været en krokodille havde den ikke en chance… men godt gået Hans 

Vinden er stadig med os – vi er heldige… der er ingen tvivl om, at der bygges op og vinden snart går i nord og at dømme efter de isolerede Thunderstorms som ser vældig kraftige ud, så er det nok et spørgsmål om tid inden vi rammes af en sådan. Men Orbit er stærk, velsejlende og har en god besætning – så pyt, det klare vi nok….

Vi sejler ind til Port Essington som er et inlet eller en kæmpe fjord lige inden Van Diemens Gulf som bliver den sidste udfordring – I pilot bøgerne står der, at når Cape Don rundes kan vi på grund af det stærke tidevand og det smalle stræde som Det Indiske Ocean skal presse igennem, forvente " very rough waters"…. Så det gælder om at beregne tidevandet korrekt og komme afsted ved neap time – der hvor månen trækker mindst i havet og tidevandet derfor er mindst…. I tabellen kan jeg se at det er omkring den 4 – 5. november, så vi har et par dage.

Vi sejler ned igennem Port Essington der er meget beskyttet farvand og oplagt som en havn og ned til en nedlagt Settlements – vi kaster anker og tager gummibåden ind til ruinerne der engang rummede en lille udpost som briterne kaldte Victoria og som skulle være havnen og stedet hvor det britiske imperium kunne handle fra…. Et varmt og øde sted, men alt sammen har jo sin start… 11 år efter blev Victoria opgivet og man grundlagde i stedet Darwin 150 sømil sydvest fra Port Essington.

Ved udsejlingen ved Black Point ligger også en Ranger Station – her er udstationeret fem Ranger, der holder øje med området . Vi tog båden ind og fik en god snak med en af Rangerne i det lille samfund – Det var som taget ud af en western film eller en Crocodile Dundee film…. Her fik jeg en vejr kort for de næste dage … det så godt ud ..isobarerne i højtrykkene som lå over området så ud til at være langt fra hinanden selvom et lavtryk pressede sig på … Det betød godt nok lidt vind til at starte med, men fra nord og med den i ryggen og samtid med neap ( mindste tidevands periode), var vi klar . Den 3. november kastede vi anker bag Cape Don og kunne se fyret blinke tæt på os… den 4. november rundede vi Cape Don gik ind i Van Diemens Gulf og strøg afsted med alle sejl, motor og tidevandet med os – fuld fart på og vi skulle helst nå 65 sømil inden strømmen vente – en tordenbyge begyndte at puste sig op med cumulus skyer med armboldt … Den så ud til at drive forbi og vi fik kun halen af den, så igen var vi heldige.

Kl.17.00 ankrede vi udfor Escape Cliff  - det blæste op og vi lå lidt urolig, men ankeret holdt og kl. 06.00 med solopgangen i ryggen gik vi igennem Clarence Strait og Beagle Gulf ( opkaldt efter Charles Darwins båd Beagle) og snart kunne vi i se Darwin tårne sig op i det fjerne.

Det er aftalt at Orbit skal ligge i Tipperary Water Marina i Frances Bay indtil Hurricane sæsonen er ovre, så jeg tager kontakt til slusemesteren i havnen for at meddele at Orbit er på vej. Pga de store tidevands forskelle i Darwin skal vi igennem et slusesystem  og da Tipperary Marina ligger lidt oppe i floden skal vi guides ind. Men først skal vi igennem en inspektion af skibets bund hvilket foregår ved at dykkere går ned og laver en kontrol og der sprøjtes nogle kemikalier i vore toilet, håndvaske og kølvandssystem der har udgang til havet… Herefter skal vi i karantæne og ligge 14 timer for anker udenfor Darwin havn inden vi kan komme til kaj.

Kl. 15.30 kaster vi anker udenfor Darwin havn og straks kommer dykkerne ombord og inspektionen er i gang – papirerne udfyldes og vi må vente til næste dag før ORBIT kan gå til kaj.

Aftalen med slusemesteren er, at vi skal lette anker den efterfølgende dag kl 15.00 og bevæge os op mod Tipperary Marina – Højvandet er på sit højeste imellem  kl 15.30 og 15.45 og vi har så vand nok under kølen til at komme ind.

En storm begynder at trække op og torden og lyn og masser af vind bevæger sig ind mod havnen – selvom solen bager ubarmhjertigt og vi sveder tran, er der uvejr på vej med masser af vand og vind – En Thunderstorm er voldsom når den rammer, men som regel går den hurtigt over og det klare op igen. Kl er kun 14.00 – og jeg begynder at blive lidt urolig, for kommer stormen indover os er det tvivlsomt om vi kan nå at komme ind inden tidevandet vender. Vi har kun lige akkurat vand nok under kølen det sidste stykke ind til slusen og det vil være noget rigtigt møg at gå på grund i en upcomming storm…. Jeg er åbenbart ikke alene om den bekymring, for snar lyder det over kanal 16… Orbit, Orbit Orbit ,,, Det var Keith Lockmasteren der kalder og siger at en storm er på vej . Han er  nervøs og foreslår at vi enten prøver til nu inden stormen rammer – hvis ikke nu må I vente til i morgen.

Vi var selvfølgelig med på at prøve – Alle mand på dæk- Hans Refsgaard, Ebler, Uffe , Erik , Poul og Tine – vi var alle klar -  ankeret op i en fart, og mens vi spejdede bagud efter tordenvejret der kom nærmere skød vi med 6 knob afsted de sidste 2 sømil op i flodmundingen efter en papir tegning og med Keith på radioens kanal 8 der guidede os igennem  mudderbankerne og ind mod havnen – hårdt bagbord og nu kan i styre lige på slusen… pludselig var den der , vi sejlede ind i den smalle sluse med 2 cm under kølen og snart var vi sluset op i den sikre havn – rejsen var til ende og ORBIT gik til kaj i Tipperary Marina … og 10 minutter efter var stormen over os…. " Its along way to Tipparary … 2835 sømil er det blevet til … og det er immervæk et stykke svarende til  5284 km … Fra Brisbane i Captain Cooks kølvand, op langs The Great Barrier Reef – igennem Torres Straiet over The Gulf Of Carpentaria og ud i det indiske ocean … Orbit har været mit hjem de sidste 5 måneder sammen med de mange gode besætningsmedlemmer der har været med på togtet og gjort det muligt.

Kiplings ord om at " When Captain and crew stay together there shall more than a gale to get the ship ashore " …. Holder til fulde !!

Tak for indsatsen og oplevelserne til dem alle – tak til alle de gode mennesker vi har mødt på vores vej… Jan & Norma på Fearless, Theis og Lisa i Gove og ikke mindst Kerrie og Rod med hvem vi sejlede den lange distance fra Lizard Island og til Weipa…. Samt til alle de mange andre langturssejlere – gid de må få god vind og masser af den !

Orbit er sikker i havn  - lige nu gøres den klar til Hurricane sæsonen og til at den igen skal stævne ud  mod fremmede kyster .

Besætningen har lejet en bil og vi køre et par dage ud til Kakadue og ud i The Outback  inden vi tager flyet hjem den 18. november …. Vi glæder os alle til igen at se familie og venner.

Tak til Ken og Monica for lån af det gode skib – Orbit er en fantastisk sejler ….

Beretningen om Captain Cook togtet slutter her – endnu engang tak til alle der har været med ombord og til dem der har været i kulisserne –  hvad er mere nærliggende end at slutte af med digtet som jeg fik af en langturssejler i Gove :

OLD MAN

A small boy heard the ocean roar, "There are secrets on my distant shores. But beware my child the ships bell's wail, wait not too long to start the sail ". So quickly come and go the years, and a young man and a young adult stands a beach – with fears.

"come on, come on", the ocean cussed, "time passes on, oh sail you must". Now it's business in middle aged prime and maybe tomorrow there'll be the time, now is too soon – it's raining today. Gone all gone – the years are eaten away. An old man looks out, still feeling the lure. Yet he'll suffer the pain than go for the cure. The hair is white, the step is with care. Yet longingly the desire is still there.

So all too soon the secrets are buried along with him and regrets he carried, and it's not for loss of secrets he cried, but rather because he never tried.  

Charlie

Skipper

Øjeblikke

ØJEBLIKKE

Af Charlie…..

Jeg ligger i hængekøjen på fordækket i tropenatten og kigger på sydhavets utrolige stjernehimmel. Jeg kan ikke sove – Tankerne kredser om alle oplevelserne på den nu snart 5. måneders sejltur som jeg har været på op langs den australske kyst igennem Torres Strædet og ud i det indiske ocean hvor jeg nu befinder mig inden kursen sættes mod den sidste destination Darwin.

Natten er mild og en brise gør at varmen er til at holde ud, men sove kan jeg ikke. Tankerne kredser om alle øjeblikkene, og alle de mennesker og oplevelser vi har haft på turen.

Der har været masser af øjeblikke – og øjeblikke er måske det mest dyrebare vi mennesker har, så jeg føler mig rig.

Øjeblikke er  noget vi mennesker har svært ved at få hold på. Ikke at de ikke er der, men vi glemmer bare at gribe dem i vores fortravlede hverdag.

Men her på ORBIT hvor min hverdag de sidste 5. mdr har været en helt anden, har jeg og besætningen knebet os i armen dag efter dag og konstateret at verden og tilværelsen er fyldt med øjeblikke.  Det er måske nok lettere at finde dem her ude hvor hverdag er en ”antidagligdag”.  Men de er der !

Sejladsen og togtet har til fulde indfriet alle mine forventninger og mere til og der har været uendelige mange øjeblikke som jeg nu ligger her i hængekøjen under stjernehimlen og prøver at få hold på,

Naturen, sejladsen ,udfordringerne, troperne og ikke mindst mødet med så mange forskellige mennesker der har været på vej over havet og dem vi har mødt fyldt med historier og skæbne historie bag sig….

Vi er blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed og vi har fået mange venner på vores sejlads  - der har været mange sundowner og afskedsfester når vi eller andre er stævnet ud fra en sikker ankerplads i en paradisbugt.

Den sidste vi havde af den slags var i Gove – eller byen som de indfødte kalder Nhulunbuy og som nok er den fjerneste liggende by i det nordlige Australien. Det er en mineby og mange søger lykken her.  Det er en by mange lanturssejlere der runder Torres Strædet frekventerer pga den sikre ankerplads inden sejladsen videre vest eller øst over alt efter hvordan tradewinden blæser. …. Det var også vores sidste civilisation inden det sidste ben ( kurs) til Darwin…

De var der alle – der blev sunget og fortalt historie, og en dansk kaptajn der af uransagelige årsåger var endt som lods for mineselskabet hold en tale , den udstationerede sygeplejeske og den hollandske læge, den gamle tysker der huskede ildstormen i Hamborg og som havde sejlet rundt de sidste 50 år og som nu var endt her i bugten – kastet anker og kom nok aldrig herfra…. Det belgiske par der var på vej jorden rundt og som ville sejle igennem Aden bugten skønt vores advarsler og formaninger … og alle de andre gode mennesker der ønskede os god vind …. Og som sang med på vores favorit sang skrevet af Seaman Dan fra Torsdags øen ” …

” We will sail the Torres Strait and the eastcoast waters ….. we are sailing, we are sailing, sailing home”…

Der var Peter og Rosemary der lige var ankommet fra Indonesien og var på vej østover –  og så var der os på ORBIT der som den eneste og lidt sent skulle vestover mod Darwin inden Hurricane sæsonen for alvor satte ind . Den nye besætning var ankommet – den sidste udskiftning på togtet, vi var på vej….

Og nu – ja så ligger jeg i en bugt 150 sømil fra Darwin og formulere denne klumme og når dette læses er togtet ved at være slut. Men sammen med besætningen og alle de gode mennesker vi er stødt ind i, så er øjeblikkene mange og der er tanket op til mødet med hverdagen …. Hvor jeg ved der ligger mange flere øjeblikke og venter – det er bare at gribe dem.

Inden vi sejlede fra Gove sejlede Peter og Rosemary forbi Orbit og kastede et digt og en stak sømandssange over til os i en pose…. Digtet lyder i fri dansk oversættelse som flg….

En lille dreng hørte havet kalde …. ”kom der er hemmeligheder eventyr og oplevelser på mine fjerne kyster – Men pas på min dreng ,skibsklokkerne ringer, så vent ej forlænge med at starte sejladsen”

Tiden går så hurtigt, dage bliver til år og drengen er blevet til en ung voksen mand i sin bedste alder – på stranden høre han igen havet kalde… ” Kom nu , kom nu kalder havet, tiden går og du må sejle nu før det er for sent ! ”

Men drengen der var blevet til en voksen mand slog det hen – en anden gang, senere- der er så meget at se til med forretning, karrierer og det regner i dag undskylder han – Men senere så tager jeg af sted…. Måske i morgen og i hvert fald snart  .

Tiden går og går –årene er pludselig borte – Hvor blev de af ? … Drengen der nu er blevet en ældre mand står ved stranden og føler stadig at de fjerne horisonter trækker i ham  og han høre havet kalde igen …”Hvor bliver du af , kom nu – du kan nå det endnu ”…Nej, jeg er blevet for gammel og sat siger han og går.

En gammel mand står ved havet og bider smerten i sig – Hans hår er hvidt og hans gang er usikker. Rejselysten og længselen efter fjerne kyster er der stadig . Havet kalder…. Men han har ventet alt for længe ” 

Charlie