Øjeblikke

ØJEBLIKKE

Af Charlie…..

Jeg ligger i hængekøjen på fordækket i tropenatten og kigger på sydhavets utrolige stjernehimmel. Jeg kan ikke sove – Tankerne kredser om alle oplevelserne på den nu snart 5. måneders sejltur som jeg har været på op langs den australske kyst igennem Torres Strædet og ud i det indiske ocean hvor jeg nu befinder mig inden kursen sættes mod den sidste destination Darwin.

Natten er mild og en brise gør at varmen er til at holde ud, men sove kan jeg ikke. Tankerne kredser om alle øjeblikkene, og alle de mennesker og oplevelser vi har haft på turen.

Der har været masser af øjeblikke – og øjeblikke er måske det mest dyrebare vi mennesker har, så jeg føler mig rig.

Øjeblikke er  noget vi mennesker har svært ved at få hold på. Ikke at de ikke er der, men vi glemmer bare at gribe dem i vores fortravlede hverdag.

Men her på ORBIT hvor min hverdag de sidste 5. mdr har været en helt anden, har jeg og besætningen knebet os i armen dag efter dag og konstateret at verden og tilværelsen er fyldt med øjeblikke.  Det er måske nok lettere at finde dem her ude hvor hverdag er en ”antidagligdag”.  Men de er der !

Sejladsen og togtet har til fulde indfriet alle mine forventninger og mere til og der har været uendelige mange øjeblikke som jeg nu ligger her i hængekøjen under stjernehimlen og prøver at få hold på,

Naturen, sejladsen ,udfordringerne, troperne og ikke mindst mødet med så mange forskellige mennesker der har været på vej over havet og dem vi har mødt fyldt med historier og skæbne historie bag sig….

Vi er blevet mødt med venlighed og hjælpsomhed og vi har fået mange venner på vores sejlads  - der har været mange sundowner og afskedsfester når vi eller andre er stævnet ud fra en sikker ankerplads i en paradisbugt.

Den sidste vi havde af den slags var i Gove – eller byen som de indfødte kalder Nhulunbuy og som nok er den fjerneste liggende by i det nordlige Australien. Det er en mineby og mange søger lykken her.  Det er en by mange lanturssejlere der runder Torres Strædet frekventerer pga den sikre ankerplads inden sejladsen videre vest eller øst over alt efter hvordan tradewinden blæser. …. Det var også vores sidste civilisation inden det sidste ben ( kurs) til Darwin…

De var der alle – der blev sunget og fortalt historie, og en dansk kaptajn der af uransagelige årsåger var endt som lods for mineselskabet hold en tale , den udstationerede sygeplejeske og den hollandske læge, den gamle tysker der huskede ildstormen i Hamborg og som havde sejlet rundt de sidste 50 år og som nu var endt her i bugten – kastet anker og kom nok aldrig herfra…. Det belgiske par der var på vej jorden rundt og som ville sejle igennem Aden bugten skønt vores advarsler og formaninger … og alle de andre gode mennesker der ønskede os god vind …. Og som sang med på vores favorit sang skrevet af Seaman Dan fra Torsdags øen ” …

” We will sail the Torres Strait and the eastcoast waters ….. we are sailing, we are sailing, sailing home”…

Der var Peter og Rosemary der lige var ankommet fra Indonesien og var på vej østover –  og så var der os på ORBIT der som den eneste og lidt sent skulle vestover mod Darwin inden Hurricane sæsonen for alvor satte ind . Den nye besætning var ankommet – den sidste udskiftning på togtet, vi var på vej….

Og nu – ja så ligger jeg i en bugt 150 sømil fra Darwin og formulere denne klumme og når dette læses er togtet ved at være slut. Men sammen med besætningen og alle de gode mennesker vi er stødt ind i, så er øjeblikkene mange og der er tanket op til mødet med hverdagen …. Hvor jeg ved der ligger mange flere øjeblikke og venter – det er bare at gribe dem.

Inden vi sejlede fra Gove sejlede Peter og Rosemary forbi Orbit og kastede et digt og en stak sømandssange over til os i en pose…. Digtet lyder i fri dansk oversættelse som flg….

En lille dreng hørte havet kalde …. ”kom der er hemmeligheder eventyr og oplevelser på mine fjerne kyster – Men pas på min dreng ,skibsklokkerne ringer, så vent ej forlænge med at starte sejladsen”

Tiden går så hurtigt, dage bliver til år og drengen er blevet til en ung voksen mand i sin bedste alder – på stranden høre han igen havet kalde… ” Kom nu , kom nu kalder havet, tiden går og du må sejle nu før det er for sent ! ”

Men drengen der var blevet til en voksen mand slog det hen – en anden gang, senere- der er så meget at se til med forretning, karrierer og det regner i dag undskylder han – Men senere så tager jeg af sted…. Måske i morgen og i hvert fald snart  .

Tiden går og går –årene er pludselig borte – Hvor blev de af ? … Drengen der nu er blevet en ældre mand står ved stranden og føler stadig at de fjerne horisonter trækker i ham  og han høre havet kalde igen …”Hvor bliver du af , kom nu – du kan nå det endnu ”…Nej, jeg er blevet for gammel og sat siger han og går.

En gammel mand står ved havet og bider smerten i sig – Hans hår er hvidt og hans gang er usikker. Rejselysten og længselen efter fjerne kyster er der stadig . Havet kalder…. Men han har ventet alt for længe ” 

Charlie