Cairns inden afrejse

Backpakkernes paradis, flagermusenes hjemsted og endnu et besætningsbytte.

Vi ankom til Cairns torsdag den 25.august. Det er en by med ca 150000 indbyggere og MANGE unge mennesker på backpacking. Vi skulle skifte besætning og afholdt en traditionel afskedsmiddag med Barbara, Knud og Per. Fredag tog skipper ned til Mission Beach for at besøge sine venner mens Knud og Per tog toget nordpå. Resten af os tog en slapper og arbejdede på vores TO DO list, som var udfærdiget tidligere. Lørdag eftermiddag dukkede så Kirsten og Hans op med samt et mobilhome, der havde taget dem ca. 2000 km fra Brisbane. Vi lå i en marina omgivet af turbåde der tog folk ud til Barrier reef. Om aftenen præcis kl. 1830( lige efter solnedgang) lettede tusindvis af store flagermus med et wingspan på lidt under en meter. Australierne kalder dem Foxhounds pga. Størrelsen. De skal ud for at æde frugt etc. i nærheden og returnerer senere på natten. De startede præcist hver aften og overfløj netop vores marina.......et fantastisk syn.
Mandag mødte vi så endnu en udenlandsdansker der havde set Dannebrog på skibet. Det var Ole fra Grejs der var emigreret i 1965. Han arbejde på sandsugeren Brisbane, som vi havde mødt 4 gange undervejs. Vi fik en snak med ham over en kop øl i Yachtklubben og hørte om et spændende liv til søs.
Vi fik fyldt skibet op med vand og diesel og gjort klar til afgang mandag morgen, hvor turen går til Double Island.
Svend

Det nye crew

Det nye crew

Så er webmaster substitut på banen med det nye crew, Hans og Kirsten som er påmønstret idag søndag den 28. august.
Der er nogle enkelte billeder fra sejlturen fra Mourilyan Harbor til Fritzroy Island, der var nogle kraftige dønninger, vi sejlede med rebet sejl for en vind på ca 25 knob og farten var ofte omkring 8 knob. Undertegnede passede roret for anden gang i historien og følte at der var styr på sitiuationen selvom båden engang imellem hældte optil 45 grader.
Heldigvis har jeg overhovedet ikke følt søsygen nærme sig og har indtil videre følt mig 100% tryg.
En fantastisk snorkeltur indtil stranden fra ankerpladsen til Fritzroy Island, hvor der både var mange rigtig flotte fisk og en enkelt skildpadde og ikke mindst de flottte koraler.
Jeg vil senere komme med flere af mine oplevelser som en landkrabbe der står til søs.
VH. Heine

Foto Cairns

Cairns

Efter at have ligget i læ i Mourilyan Harbour i 3 dage, kom vi endelig afsted mod Fitzroy Island. En fed tur, men med en del store dønninger. Godt at vi havde surret alt fast inden vi tog ud.
Fitzroy Island åbenbarede sig efter 6 timers sejlads, og var ufattelig smuk.
Her så jeg for første gang koraler, skildpadde og farvestrålende fisk. Barbara lokkede med det flotte syn, og jeg sprang i med snorkel, og det var FLOT. Altså det vi fik at se under vandet.
Inde på stranden knejsede palmerne, og bagved lå et smukt resort, som man kun lige kunne ane fra vandsiden.
Senere på dagen blev Heines nye, dyre solbriller blæst af hovedet på ham, og næste morgen da det var blevet lyst, sprang han i vandet på 7 meter vand , for at se om han kunne finde dem. Det kunne han nu ikke, så de ligger sammen med de smukke koraler og vugger, ud for Fitzroy Island.
Hen på formiddagen sejlede vi mod Cairns. En stor, turistet og velholdt by. Her er alt hvad hjertet begærer af tropiske træer og fantastiske buske og fugleliv. To aftener i træk har vi set kæmpeflokke af flyvende hunde. De kom oppe fra bjergene og fløj ned over havnen og videre ud mod mangroven i 1000 vis. Helt fantastisk at se på. Vi bliver her nogle dage. Dels fordi at Charlie har lejet en bil, og kører tilbage til Mission Beach for at besøge Trish og David, dels fordi Svend skal til kiropraktor. Og sidst men ikke mindst fordi vi skal skifte besætning. Barbara fløj til Brisbane i går, for at mødes med sin bror. Hun tager videre til Danmark i morgen, for at passe sin forretning.
Knud tager herfra på søndag, han skal hjem til sin Bodil, og han har endda barberet sig i forgårs, så hun har chancen for at kunne genkende ham i Hamborg Lufthavn, når han lander.
Per er allerede flyttet på hotel, og han tager videre i 3 uger til New Zeeland på mandag.
Og så glæder vi os til at få Hans Refsgaard og Kirsten Friborg om bord i morgen.
Svend, Heine og jeg har passet båden i dag. Gjort rent, fyldt vand på, ordnet motor, tjekket vandpumpe, tømt skabe, rystet hynder m.m. Og det har været ret hårdt for os, for her er meget varmt. Ikke at det skal lyde som en klage, blot en konstatering.
Svend får sig lige en morfar, inden han skal i gang med at lave pasta med gorgonzola sauce.
Vh Kirsten G

Tak for de mange øjeblikke

Dagen er kommet hvor jeg skal takke Charlie, alle besætningsmedlemmerne, Kenn og Monica, som har gjort denne tur muligt.
Uden Charlies drømme, ide, planlægning, arbejde, var det aldrig blevet til noget.
Uden Kenn og Monicas ORBIT var vi aldrig sejlet i denne dejlige båd.
Uden de gode besætningsmedlemmer, havde det aldrig været så sjovt, berigende, morsomt, skægt - vi havde ikke set så meget, ikke oplevet så meget.
Uden de venlige mennesker vi har mødt undervejs, havde verden ikke åbnet sig som det har gjort.

Tak - tak for de mange øjeblikke vi har haft undervejs, som vi dels har nydt alene, dels har oplevet sammen.
KH / Barbara

Mennesker på ORBIT

New pictures from the last leg!

Sundowners with the Smiths and Sue and Rob from Amazing Spirit

Sundowners with the Smiths and with Sue and Rob

Two evenings now, with wonderful new people, delicate food, great welcomes, curious questions - sundowners on the two catamarans. - the link to the Smiths family sailing site is here: http://smithfamilysailing.com.au

Fotos fra Dunk Island, Mission Beach og Mourilyan Harbour

Efter Dunk Island

Vi ankom til Dunk Island, som lettest beskrives som Bounty ø, ude fra bugten. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at den smukke lille ø, var hårdt medtaget af cyklonen der ramte østkysten i foråret. Turen dertil havde været flot, og de sidste sømil havde vi haft nogle kraftige dønninger. Igen så vi hvaler.
Nogle af os gik i land med gummibåden. Kort efter mødte vi en ung mand i en lille 4-hjulstrækker. Han viste sig at være en del af et lille vagtkorps på øen, og han ville gerne fortælle om de skader cyklonen havde udrettet på øen. Der havde tidligere ligget et skønt ressort hotel, som var blevet blæst delvist omkuld. Ejerne lå stadig i forhandlinger med forsikringsselskabet, og han tvivlede på, at det ville blive genopbygget. Der havde tidligere været en lille færge, som sejlede til øen hver dag, men eftersom der ikke rigtigt var noget at komme efter længere, sejlede den ikke mere.
Kokospalmerne som stod langs stranden, var pjuskede, og mange var væltet.
Barbara samlede de smukkeste konkylier og små koralstykker på stranden, som stadig var fantastisk smuk.
Næste dag sejlede vi Orbit ind mod fastlandet, og ankrede op ud for Trish og Davids hus. De er nogle af Charlies venner, som han har kendt i 25 år, og som han havde aftalt at besøge. De har et stort hvidmalet hus lige i strandkanten. Trish og deres to sønner tog imod os, og vi fik serveret frisklavet kaffe og ”danish pastry”. Det var en skøn oplevelse, ikke mindst fordi vi var løbet tør for kaffe på båden et par dage før. Skipper måtte indrømme, at det var det tætteste vi havde været på mytteri.
Vi blev inviteret med til Banana-Festival på børnenes skole om eftermiddagen. En sjov og hyggelig oplevelse. Det gik ud på, at skolen skulle samle penge ind til at købe ekstraudstyr til børnenes undervisning, og vi ville selvfølgelig gerne være med til at støtte dem lidt. Der var forskellige tombolaer, og ting som børn kunne prøve. Derudover var der naturligvis kagekonkurrence, hvor mange familier havde leveret en skøn kage til skolen, og så var der mænd med forklæder, som solgte dem til højstbydende. Man kunne også stemme på den der smagte bedst.
Næste morgen havde Charlie inviteret Trish og drengene på sejltur op til Mourilyan Harbour. Heine og jeg tilbød, at køre Trish’s bil de 40 km mellem hendes hjem i Mission Beach og Mourilyan Harbour. Ikke mindst fordi vi så kunne se vores snit til at få et brusebad inden vi tog af sted. Det var superluksus, at komme i bad efter en uge med saltvand.
Køreturen gik fint, selv om de kører i den forkerte side. Vi så en død kænguru i vejsiden, som vist er mere almindeligt end vi lige troede. Vi kørte gennem bananplantager og sukkerrørsmarker, og nåede også at se en cassowary helt tæt på bilen ved Etty Bay, hvor vi havde taget en afstikker til, inden vi skulle møde Orbit igen.
Grunden til, at vi skulle til Mourilyan Harbour, er at coastguard har meldt om hård vind mandag og tirsdag, og så kan vi ligge godt i læ her.
De to drenge fra Mission Beach havde begge været søsyge på turen, fordi båden havde vippet en del. Trish tog det ret roligt, og hun havde nydt turen og fået en god snak med Charlie undervejs.
Sidst på eftermiddagen kom en lille båd op på siden af vores, og manden i den spurgte om vi havde lyst til at købe nogle hummere. Mændene som alle stod ude foran, og holdt møde om fortøjningssituationen, var i starten afvisende, men Barbara nåede heldigvis at blande sig inden han blev jaget væk.
Vi fik to spande med hummere og en mudcrab, og marinebiologen blev sat til at klargøre dem til grillstegning. Det krævede efterfølgende en grundig afvaskning af kabyssen.
Hold da op en skøn middag vi fik. Kæmpestore grillede hummere med Heines marinerede kartofler og salat til.
Trish som vi havde besøgt i Mission Beach er enormt sød og gæstfri, og i dag kom hun kørende i bil, og tog os med til Innisfail for at besøge en krokodillefarm. Desuden havde hun fået lavet en aftale hos en kiropraktor, så Svend kunne få ordnet ryggen, som han har gået og pebet over de seneste dage.
Krokodillefarmen var en stor oplevelse. De opdrætter krokodiller, og ved rigtigt meget om deres natur og levevis. Vi fik mange gode oplysninger, som vi kan gøre brug af, netop fordi vi fra nu af sejler i områder med mange saltvandskrokodiller.
Vi opdagede i går, at der var to katamaraner kommet ind, som vi også havde ligget sammen med, både ved Hinchinbrook Island og ved Dunk Island. Og i dag kom de ud i gummibåden og inviterede os til en eftermiddagsdrink. Ved Hinchinbrook havde vi taget et foto af en stor fed krokodille der svømmede lige forbi deres katamaran, og det ville de naturligvis gerne have sendt på en mail. Katamaranen var superflot, og det var ligesom at komme ind på et 4 stjernet hotel i forhold til vores lidt mere retro-pensionat på Orbit.
Det er imponerende, så søde, gæstfrie og afslappede australierne er. Det er stort set lige gyldigt, om det er en taxachauffør, en bagerdame eller nogle andre sejlere. Alle er kanon imødekommende.
Heine og jeg benyttede lige lejligheden i dag, til at gå ind i en telefonbutik, for at skaffe nogle nye telekort. Vi havde jo købt Vodafone kort den første dag. De har en lav taletidstakst, men til gengæld er der meget dårlig dækning, så det er vi ret trætte af. Vi købte så to nye kort, fra Telstra, og troede at alt var i den skønneste orden. Da vi så kom tilbage til båden, og ville til at skrive til folk derhjemme, viste det sig, at der ikke var penge på de kort. Herefter brugte Svend alle sine talenter og en masse tid, på at prøve på at få dem aktiveret, men uden held. Vi håber at vi finder ud af en løsning senere.
Heine købte i øvrigt også en ny telefon, fordi hans gamle Nokia ikke så godt kunne lide at blive vasket i saltvand. Den dag vi havde været inde hos Trish på Mission Beach var der store dønninger, da vi skulle have gummibåden ud, og Heine blev skyllet godt. Værre gik det endda ud over Knud, som to gange røg i baljen med tøj og briller og det hele, fordi dønningerne gjorde det vældigt vanskeligt at komme op i den lille gummibåd. Vi grinede alle sammen hele vejen tilbage, inklusive Knud.
Nu er det ved at være sengetid, dejen er langt til morgenbrød, og Barbara står og nusser med nogle afstøbninger, som hun skal lave smykker af.
Vh Kirsten G

Hinchinbrook Island og krokodille

Indkøb i Lucinda

Charlies klumme: "A ship is safe in harbor, but that's not what ships are for"

A ship is safe in harbor, but that's not what ships are for.

Ovenstående citat af William Sheed  er for mig meget nærværende mens jeg netop når disse linjer læses er godt på vej op langs den australske østkyst med det gode skib Orbit.

I skrivende stund befinder vi os omkring de øer som Kaptajn Cook kaldte pinseøerne eller Whitsundays fordi han opdagede øerne hin pinsemorgen i 1770.

Der er stadig langt til Darwin- men i skrivende stund har vi sejlet 900 sømil og er godt på vej.

Whitsundays er et rent paradis af smukke palme øer med kridhvide strande og blågrønne laguner hvor vi kaster anker og restituerer os inden vi sejler videre nordpå.

Vi svømmer med skildpadder, dykker og snorkler i det klare blå grønne vand imellem koraller og farvestrålende fisk. Vi ser solnedgangen over Stillehavet og frydes over en stor flok hvaler som pludselig springer og bryder havets overflade.

På vores sejlads indtil nu har vi nu også haft hårdt vejr, med heavy sejlads, store bølger og kraftig vind på det store Stillehav som jo ikke altid er så stille og fredeligt som navnet antyder.

Vinden har hylet og taget til mens bølgerne har rejst sig i natten mens vi har rebet sejl og styret båden igennem brodsøer og sikkert i havn.

Men efter en sådan sejlads og efter en velfortjent landlov, hvis vi er i havn eller har smidt ankeret i en bugt, ryddes der op og klargøres til videre sejlads.

Livet leves og vi prøver at nyde øjeblikkene.

Det var derfor en underlig fornemmelse, at høre om den frygtelige tragedie og terror handling der er sket i Norge – underligt fordi vi er så langt væk og tingene virker endnu mere uvirkelige fordi vi netop er så langt væk og ikke kan følge tingene på nært hold.

Men det gør ondt langt ind i sjælen at høre om episoden også selvom man er under den sydlige halvkugles stjernehimmel og tiden på en eller anden måde står stille.

Det er en tragisk hændelse og en forbrydelse af kæmpe dimensioner udført af en gal fanatiker. Det er et slag under bæltestedet og derfor en prøvelse for et demokratisk land. Men netop i en sådan situation skal der værnes om de værdier der skaber et demokrati, og man skal passe på at man ikke ødelægger gode værdier og skaber en urimelig kontrol og overvågning som vil forringe livskvaliteten og friheden i vores demokratier. Det er netop nu Norge og vi andre skal stå fast.

Mennesket er komplekst og der er folk der tror de kender sandheden om hvad der er rigtigt og når det bliver til fanatisme er det livsfarligt. Når folk gør sig til herrer over andre går det som regel galt hvilket historien jo ret tydeligt har vist siden Adam og Eva.

Sådan var det også på Kaptajn Cooks tid – besætningen om bord på Endavour  anså ikke de indfødte aboriginals for rigtige mennesker – i hvert fald betragtede de dem som lavere stående idet de mente at deres levevis var som dyrs.

Således skriver Cook i sin dagbog da han møder nogle indfødte i deres  kanoer ved Pinseøerne den 4. juni 1770 :

” på en af øerne kunne vi igennem kikkerten se 2 mænd og en kvinde med en udrigger kanon,  et fartøj der var betydeligt mere udviklet end dem vi havde mødt før. Vi håber derfor at på denne del af kysten, at disse har avanceret sig og lever mindre som dyr end dem vi tidligere har mødt ”

Kaptajn Cook gav blot udtryk for datidens holdning til andre kulturer , han formanede dog  sine mænd til at opføre sig ordentlig og ikke slå de indfødte ihjel , hvilket mange af hans samtidige ikke gjorde.

Men tankegangen om at være bedre vidende og den rigtige race har optrådt lige siden og optræder stadig . Det burde ikke være muligt i et oplyst samfund, men det har vist sig at florerer i stor stil og hadet til andre og andres tankegang har således udviklet sig til en galmands værk i vores nabo land Norge.

Folk som begår disse angreb skal naturligvis stoppes og straffes. Det er en galmands værk, men sådanne personer skal ikke knægte os ligesom en storm heller ikke behøver at få et skib til at brække fra hinanden.

Hvis menneskeheden skal overleve og vi som mennesker i et demokratisk samfund skal leve et liv med frihed som der er kæmpet for og vi er født til, så skal vi på trods af sorgen og smerten genoptage den almindelige levevis i fornuftig sameksistens  – det er det vi mennesker er født til …og som med skibet der går i havn efter en storm, så stævner det ud igen  - ”that is what ships are made for”

Charlie

Cape Upstart – ankervagt- Coast guard , Hvaler og for fulde sejl.

Efter at havde forladt Whitsundays blev der længere imellem mulighederne for gode beskyttet ankerpladser og vi var igen mere eller mindre alene på havet. Den første dag sejlede vi tidligt mod Cap Upstart der ligger ca. 70 mil syd for Townsville – Vi havde en god Sydøstlig vind det meste af vejen og en fornuftig vejrmelding . Pludselig blev der råbt hval og denne gang var det tæt på – faktisk så tæt på at vi var på kollisions kurs idet en kæmpe hval pludselig lå i overfladen lige foran stævnen ca. 50 meter forude. Samtidig med at vi alle var fascineret og løb efter kamera, fik jeg slået autopiloten fra og drejede til styrbord som man jo gør når man er på kollisions kurs  - og det med et naivt håb om , at hvaler også holder til højre når de er på kollisions kurs. Men den her dykkede ned under båden og i et par åndeløse minutter og med en ”falsk trygheds tanke” om at Orbit jo var af stål og nok kunne holde til lidt mere end en glasfiber båd forsvandt den af syne.

Næste morgen stod vi tideligt op med solen og satte kurs mod det næste og sidste sted vi kunne finde ly for natten inden vores ankomst til Townsville.

Cape Bowling Green  - en lav sand tange med et par palmer på som i en tegneserie, og som ved højvande bliver mere eller mindre oversvømmet. Vi ankom sidst på eftermiddagen og vinden var begyndt at slå om fra Syd øst til øst og fortsatte mod Nord …. Vi håbede at det blot var en brise og at vinden ikke ville komme længere om end til Nord øst. En retning som vi nok kunne klare. I de oplysninger vi havde ville stedet være uudholdeligt hvis vinden gik yderligere i Nord eller endnu være til nordvest.

Vi krydsede fingere og kastede anker ”in the middel of no where”.  Solen var ved at gå ned og her lå vi med  en sandtange der blev mindre og mindre og med en dybde under kølen der gjorde at vi ikke kunne søge tættere på land.

Selvfølgelig gik vinden i Nordvest og vi lå stort set ubeskyttet for de efterhånden større og større dønninger der sammen med en kraftig strøm konkurrerede med vinden om hvem der havde ” retten” til at svinge med den 18 tons tunge Orbit.

Vi smed selvfølgelig  godt med kæde ud og vi besluttede os til at blive natten over – Jeg valgte dog at lave en ankervagt så vi på sklft kunne holde øje med båden, om vi drev fra vores position og om vejret tiltog.

I såfald var der ikke andet at gøre end at stå til søs igen… men det ville være træls.

Det blev en lang og urolig nat – jeg fik i hvert fald ikke megen søvn idet båden drejede rundt alt efter vind og strøm , og selvom der var folk på vagt hele natten var det svært for mig at falde helt i søvn.

Da jeg så samtidig med min reaches kunne se at flere skibe havde fundet deres endelige her i historiens løb blev det jo ikke lettere J

Jeg havde bedt Nich der havde den sidste vagt om at vække mig kl 05.00 – vinden var stadig i Nord vest stigende og bølgerne og dønningerne var heller ikke blevet mindre. Så snart solen stod op vækkede jeg Svend, Per og Knud så vi kunne få lettet anker og komme af sted fra dette ” forfærdelige” sted … 3 mand frem til ankerspillet i ført redningsvest og livline er ikke det vi normalt gør når vi letter anker –Men båden huggede vildt i bølgen og stævnen forsvandt ind imellem og blev overskyllet af vand. At en skulle falde overbord med arbejdet med at få ankeret op ville være rigtig træls . Så derfor bad jeg dem påtage vest og livline. Heldigvis var ankeret og ikke mindst kæden ” venlig stemt” og løb ind i ankerbrønden uden problem og alle holdt sig indenbords.

Vi satte kursen mod fyret på Cape Cleveland og da vi rundede næset kunne vi se Townsville i det fjerne. Her havde gode venner fra vores tid i Whitsunday sørget for at vi fik en havne plads – i hvert fald var de helt med på hvem vi var da vi kontaktede havnemyndighederne over VHF èn.

Det blev et par gode dage i Townsville hvor Nich stod af og Kirsten Grunnet og Heine påmønstrede.

Når man sådan sejler rundt møder man mange sjove og spændende mennesker og eksistenser. I perioder er man alene på havet, men når man kommer til en havn eller en bugt hvor der kastes anker og der er andre både kommer man hurtigt i kontakt – Man kan ofte se om det er en langturssejler og er det det udveksles der erfaringer og gives gode råd. Vores danske flag der vajer fra Orbits hæk giver også mange kommentar og kontakter – det samme gør Orbit som alle beundre som et flot og en meget veludrustet og flot båd at se på.

Det glæder os naturligvis meget – ikke mindst det at møde mennesker der alle har en historie. I Townsville mødte vi Norma og Jans gode ven Shuggy der var manden der havde ” tryllet lidt” med havnepladsen – herudover viste det sig, at ham der hjælpsomt tog imod vores fortøjninger var tysker – Ikke nok med det, så hed han Jens og var opkaldt efter en dansker der havde reddet hans far på østfronten under den 2. verdenskrig – så til ære for ham var vores ” nye ven ” tyskeren blevet opkaldt Jens.

Jens var en 70 årig pensioneret luftkaptajn fra Lufthansa der havde forladt Tyskland i 2003 og siden sejlet alene rundt i verden . Han var stadig gift, men da hans kone fortalte ham, at hun havde haft en affære med hans bedste ven  de sidste 18 år , riggede han sin båd og drog afsted. Adspurgt om hvorfor han ikke var skilt  kom det prompte at det ikke kunne betale sig – i så fald skulle konen jo havde halvdelen af hans pension. Det blev en hyggelig formiddag med Jens hvor han og Svend fik en masse flyver snak ….. og vi fik en masse gode råd. Og hvem ved – måske møder vi ham igen.  Fra Townsville tog vi til Magnetic Island  hvor vi ankerede op i en utrolig smuk bugt med god læ for den Sydøstlige  vind som er fremherskende hernede – Magnetic Island er en rigtig turist ø med alt ved det begære, så da vi smed ankeret i Horseshoe Bay tog vi gummibåden og sejlede ind for at tage en øl på pubben og en rundtur rundt på øen.

Magnetic Island fik navnet af Cook da hans instrumenter var helt ustyrlige da han ankom til øen – Men der er nu ikke noget videnskabeligt der indikere at øen skulle være magnetisk – Hvis der er noget der er magnetisk ved øen er det at den er så flot, at den tiltrækker folk pga dens skønhed.

Jeg havde været på øen før med Britt og drengene for nogle år siden , og faktisk var det her Christoffer blev stukket af en lille Jelly fish og måtte til lægen  uden der dog var sket noget alvorligt.

Men nu var jeg her igen , denne gang med besætningen på Orbit . Mens vi sad på båden kom en sejlbåd op på siden af os og spurgte til det danske flag …. ” Is it a Swiss flag ”? … og vi svarede  No its danish” … Is Denmark a town in Holland ?..... Det var mere end vi kunne “ bære” … sikken en uvidende bonderøv !! … Pludselig brød ham der spurgte os ud i latter og tiltalte os på sønderjysk.

Det viste sig at være Lars der havde opdaget Orbit i bugten og kun ventede på at tage fusen på os … Lars var sejlet fra Danmark i 1973 og da han kom til Australien blev han her …. Vi bød ham naturligvis på en ” sundowner” og sammen med hans to venner fik vi en rigtig hyggelig snak samt gode råd og anvisninger på hvor og hvordan …. Det er altid godt med råd for folk der har været de steder vi skal til – Med Lars blev det til mange gode råd og erfaringsudveksling både i snak, på kort og med øldåser som rekvisitter for at vise diverse rev og i, indsejlinger og bøjer etc….

Vi er nu sejlet videre til Orpheus Island – god vind og alle sejl sat … endnu en begivenhedsrig tur som i sikkert har læst om på bloggen før dette. Vinden var perfekt og vi loggede 7 -8 knob for en halvvind – fuld koncentration da vi skulle passere tæt på et rev midt i havet . Og netop da stiger en hval med unge op over overfladen lige foran båden . Det værste der kan ske er at ungen kommer på den ene side af båden og den voksne på den anden … Så mens jeg måtte dreje op mod revet for at komme væk fra de to hvaler , var der jo også vild opstandelse ombord i det det var et fantastisk syn som vi måtte have billeder af. Heldigvis undgik vi at komme imellem de to og snart havde vi også passeret udenom koralrevet der lå lige under overfladen – ganske tæt på.  

At vi ser så mange hvaler er ingen tilfældighed – netop i disse uger og måneder kommer de nordfra og går sydpå for at parre sig – det er ikke mindre end fantastisk .

Pludselig dykker et fly ned imod båden og flyver tæt henover masten.

Flyet har de karakteristiske farver som den Australske coast guard bruger , og snart lyder det over radioen …. ” ORBIT ORBIT ORBIT This is the australien coast guard on channal 16 … What port are you coming from and where are you heading …. “

Den slags manøvre har vi hørt meget om hernede – Som regel er det længere nordpå I Torres Strædet at de er mest på vagt, men nu hvor vi er så langt nordpå kan vi altså “ risikere” at få sådanne overflyvninger idet myndighederne her er meget oppe på stikkerne ved deres grænser.

Vi besvare dem med det de vil vide – skibsnummer, vores hensigter, hvor vi er hjemmehørende mv …og de ønsker os god tur. Et eller andet sted er det også rart at vi er noteret og de ved at vi er derude …hvis nu .

Da vi fik Little Pioneer Bay i sigte på øen Orhpeus var farten oppe på over 8 knob og det gik bare derud af – Men pludselig løb snøren på vores fiskestang ude agter – der var bid, men hvad pokker gør man så. Vi sejlede alt for stærkt og det var en ordentlig krabat der var på. Med det fiskegrej vi har ude kan det kun være en store fisk der bed på.

Auto piloten blev slået fra, for sejlet hevet ind mens Svend og Heine stod på skift og holdt fast i stangen der er bundet fast til båden og sidder i en holder … Der blev skødet ud på storen for at tage mere fart af inden jeg gik op i vinden og besætningen i de lidt høje dønninger fik lavet en hurtig og flot nedtagning af sejlet …. Så kunne fisken hives op – den kæmpede godt, men krogen sad fast . Det var en stor makrel på 1 meter og 10 cm der havde bidt på…. Stor jubel – maden til de næste dage var sikret.

Per parterede fisken da vi havde lagt til – vi undlod at smide fiskeaffaldet ud i bugten, da vi jo senere skulle svømme og snorkle rundt her og der var jo ingen grund til at tiltrække hverken hajer eller krokodiller .

Knud tilberedte fisken der både gav store fiskebøffer og fiskefrikadeller til 7 personer i 2 dage .

I morgen sejler vi mod Hinchenbrook  Channel og snart er vi ved Dunk Island og Mission Beach hvor min australske ven David med hvem jeg sejlede med i 1986 bor sammen med sin familie , når han altså ikke arbejder i guldminen i Papua Ny guinea. Men han har lovet at være hjemme når vi kommer forbi ligesom jeg regner med at han står på  når vi når Torres Strædet og sejler med over The Gulf Of Carpentaria der svare til at krydse Nordsøen i distance. …. Vi er nu ca. 80 sømil fra Cairns hvor der endnu engang skiftes dele af besætningen og er på vej mod de 2000 sømil . Tiden flyver afsted og dagene går ud i et , men alt er vel ombord, og besætningen er alle positive og giver hver især det der skal til for at tingene fungere.

I Cairns står Knud og Per der har været med en måned af, samt Barbara der har været med siden Brisbane.  Det er altid lidt vemodigt at sige farvel til folk, men jeg er også glad for at de gør dette togt muligt  …. Det er rigtig gode og sociale crew der har været med indtil nu og de har i hvert fald alle udtrykt deres begejstring.   Ved afskeds/goddag festen i Townsville fik jeg såmænd også  gaver af besætningen – En trøje med skriften ” Don`t Worries ” og en bog med titlen ” The Ship” – retracing Cook`s Endeavour Voyage”  efterfulgt af en pæn tale til kaptajnen- Det  gør jo at man bliver rigtig glad .  Så indtil nu har der ikke været tegn på Mytteri  eller  surhed  tværtimod….. på Orbit samler vi på øjeblikke …og dem har vi haft mange af de sidste 2 måneder.

Skipper

Charlie

Little Pioneer Bay

Vi har ligget for anker siden i går eftermiddags i Little Pioneer Bay. Et fantastisk smukt sted. Efter morgenmad i dag tog vi i gummibåden ind til stranden. Vi var helt alene på den mest utrolige strand. Charlie, Per og Knud gik ad en smal sti op på toppen af bjerget. Herfra kunne de se over på den anden side af øen, og de så bla. en flok hvaler springe.
Barbara, Svend, Heine og jeg snorklede. Det var min første snorkle tur, og jeg var egentlig lidt bange for om jeg kunne, og om jeg turde at trække vejret gennem det lille plastikrør. Det gik over forventning. Men jeg var også stærkt presset af Barbara, som bare var sprunget i vandet på 18 meters dybde fra båden i morges, fordi vi fik øje på en søko. Hun er frygtløs. Og så nytter det jo ikke, at psykologen ikke tør at snorkle fra stranden :-)
Kort efter at vi var færdige med at snorkle og var kommet op på stranden igen, så vi en lille haj komme elegant glidende gennem vandet, ganske få meter fra bredden. Og lidt efter fik Svend øje på en blæksprutte. Vi skyndte os hen for at se på den. Når vi kom tæt på den i vandet, skiftede den farve fra grå til sort. Vores medbragte marinebiolog Per, mener ikke, at den haj vi så, som var en sortfinnet haj, er særlig farlig.
Vi fik resten af formiddagen til at gå med at spille frisbee og vandbold på stranden. Skipper sætter pris på at vi er i god form :-).
I eftermiddag sejlede Charlie, Knud og Heine over til en Marinestation, der ligger i en lille bugt syd for os. De havde haft en masse oplevelser, og talt med nogle af de ansatte på stationen. De havde fortalt at de arbejdede seks dage om ugen i tre uger, hvorefter de havde fri i seks uger. Det må være et skønt job, at gå her på stranden på denne fantastiske lille ø, og holde øje med livet, og så have fri i seks uger bagefter.
Lige nu er Barbara ved at lave fiskefrikadeller, af den sidste halvdel af makrellen som vi fangede i går. Det dufter skønt, og vi er ved at være sultne efter alle dagens oplevelser. I øvrigt har vi nu smidt det sidste makrelaffald overbord, så nu er der badning forbudt. Det tiltrækker helt sikkert hajer.
Vh Kirsten G

En fantastisk dag på ORBIT (igen)

Afgang kl.7.00 fra Horseshoe Bay på Magnetic Island – lidt blæst, men første time gik vi for motor. Jeg har madtjansen men jeg lavede først morgenmad, da vi havde sat sejl, og der kom lidt ro i båden. Efter bakstørnen skar jeg lidt frugt, som vi kunne få lidt senere op på formiddagen. Pludselig råbes der HVAL  - alle mand på dæk i en fart, og denne gang fik jeg billeder og film! Begyndelsen på en fantastisk dag
(igen).                                                                   

Vi har fiskesnøren ude bag båden, og i dag lykkedes det. Med en rød – hvid wobler fik vi bid og fiskehjulet snurrede ud. Så skulle det gå hurtigt. Vi sejlede med 6 – 7 knob, motor startes, op i vinden og sejlene og farten ned. Svend fik fisken halet ind til båden, og vi var alle helt euforiske, da vi fik krabaten hevet ombord – en spansk makrel på 110 cm! Helt vildt – og ret efter så vi hvaler, der tumlede og sprang helt ud af vandet, godt nok lidt langt væk, men alligevel helt utroligt. Da vi en times tid senere gik til mooring  (fortøjning) i Little Pioneer Bay, blev vi hilst velkommen af tre delfiner lige foran Orbit.

Vi fik velfortjent frokost – scramble eggs med masser af løg, tomater og Kirstens friskbagte brød – før Per gik i gang med at filetere makrellen. Så i aften, efter en skøn og begivenhedsrig sejlads på små 40 sømil for storsejl og genua på det lidt urolige, men smukke hav, skal vi have grillet makrel, pandestegte kartofler og salat til aften – det bliver stort, et dejligt punktum for en helt perfekt dag ved Great Barrier Reef.                         

Knud Dupont.