Se vores "rigtige hjemmeside" www.captaincook.dk

Se også vores "rigtige hjemmeside" www.captaincook.dk
www.captaincook.dk og sejlplanen her: http://captaincook.dk/sejlruten

tirsdag den 16. august 2011

Charlies klumme: "A ship is safe in harbor, but that's not what ships are for"


A ship is safe in harbor, but that's not what ships are for.
Ovenstående citat af William Sheed  er for mig meget nærværende mens jeg netop når disse linjer læses er godt på vej op langs den australske østkyst med det gode skib Orbit.
I skrivende stund befinder vi os omkring de øer som Kaptajn Cook kaldte pinseøerne eller Whitsundays fordi han opdagede øerne hin pinsemorgen i 1770.
Der er stadig langt til Darwin- men i skrivende stund har vi sejlet 900 sømil og er godt på vej.
Whitsundays er et rent paradis af smukke palme øer med kridhvide strande og blågrønne laguner hvor vi kaster anker og restituerer os inden vi sejler videre nordpå.
Vi svømmer med skildpadder, dykker og snorkler i det klare blå grønne vand imellem koraller og farvestrålende fisk. Vi ser solnedgangen over Stillehavet og frydes over en stor flok hvaler som pludselig springer og bryder havets overflade.
På vores sejlads indtil nu har vi nu også haft hårdt vejr, med heavy sejlads, store bølger og kraftig vind på det store Stillehav som jo ikke altid er så stille og fredeligt som navnet antyder.
Vinden har hylet og taget til mens bølgerne har rejst sig i natten mens vi har rebet sejl og styret båden igennem brodsøer og sikkert i havn.
Men efter en sådan sejlads og efter en velfortjent landlov, hvis vi er i havn eller har smidt ankeret i en bugt, ryddes der op og klargøres til videre sejlads.
Livet leves og vi prøver at nyde øjeblikkene.
Det var derfor en underlig fornemmelse, at høre om den frygtelige tragedie og terror handling der er sket i Norge – underligt fordi vi er så langt væk og tingene virker endnu mere uvirkelige fordi vi netop er så langt væk og ikke kan følge tingene på nært hold.
Men det gør ondt langt ind i sjælen at høre om episoden også selvom man er under den sydlige halvkugles stjernehimmel og tiden på en eller anden måde står stille.
Det er en tragisk hændelse og en forbrydelse af kæmpe dimensioner udført af en gal fanatiker. Det er et slag under bæltestedet og derfor en prøvelse for et demokratisk land. Men netop i en sådan situation skal der værnes om de værdier der skaber et demokrati, og man skal passe på at man ikke ødelægger gode værdier og skaber en urimelig kontrol og overvågning som vil forringe livskvaliteten og friheden i vores demokratier. Det er netop nu Norge og vi andre skal stå fast.
Mennesket er komplekst og der er folk der tror de kender sandheden om hvad der er rigtigt og når det bliver til fanatisme er det livsfarligt. Når folk gør sig til herrer over andre går det som regel galt hvilket historien jo ret tydeligt har vist siden Adam og Eva.
Sådan var det også på Kaptajn Cooks tid – besætningen om bord på Endavour  anså ikke de indfødte aboriginals for rigtige mennesker – i hvert fald betragtede de dem som lavere stående idet de mente at deres levevis var som dyrs.
Således skriver Cook i sin dagbog da han møder nogle indfødte i deres  kanoer ved Pinseøerne den 4. juni 1770 :
” på en af øerne kunne vi igennem kikkerten se 2 mænd og en kvinde med en udrigger kanon,  et fartøj der var betydeligt mere udviklet end dem vi havde mødt før. Vi håber derfor at på denne del af kysten, at disse har avanceret sig og lever mindre som dyr end dem vi tidligere har mødt ”
Kaptajn Cook gav blot udtryk for datidens holdning til andre kulturer , han formanede dog  sine mænd til at opføre sig ordentlig og ikke slå de indfødte ihjel , hvilket mange af hans samtidige ikke gjorde.
Men tankegangen om at være bedre vidende og den rigtige race har optrådt lige siden og optræder stadig . Det burde ikke være muligt i et oplyst samfund, men det har vist sig at florerer i stor stil og hadet til andre og andres tankegang har således udviklet sig til en galmands værk i vores nabo land Norge.
Folk som begår disse angreb skal naturligvis stoppes og straffes. Det er en galmands værk, men sådanne personer skal ikke knægte os ligesom en storm heller ikke behøver at få et skib til at brække fra hinanden.
Hvis menneskeheden skal overleve og vi som mennesker i et demokratisk samfund skal leve et liv med frihed som der er kæmpet for og vi er født til, så skal vi på trods af sorgen og smerten genoptage den almindelige levevis i fornuftig sameksistens  – det er det vi mennesker er født til …og som med skibet der går i havn efter en storm, så stævner det ud igen  - ”that is what ships are made for”
Charlie

3 kommentarer:

Græsenken sagde ...

Det varmer, at du midt i dit livs store eventyr kan skrive sådan en klumme. Det er klog snak og en nydelse at læse. Du skal ikke være bange for mytteri med det gode menneskesyn, du har.
Fortsat god vind og en stor hilsen til alle, men specielt de to søde bedstefædre.
Bodil

Aase sagde ...

Kære Lars
Kloge ord og dejligt at du vil dele dine reflektioner med os andre.
Kh fra din svigerinde, Aase

Anonym sagde ...

Ohøj Far (Allan) :-)
Jeg har nu fulgt med på bloggen sådan rigtigt i de sidste par uger, det lyder godt nok overvældende og spændende det hele. Spørger i nogengange jer selv hvordan I skal kunne vende tilbage til den virkelige verden igen?.. Det skal man nok ikke, det tager måske i virkeligheden noget af det sjove af oplevelsen... Nå men jeg(som repræsentant for den virkelige verden) vil i hvert fald lige sige, at der er mange, som misunder jer rigtig meget. Det lyder som en ubeskrivelig oplevelse (jeg kan ikke UNDERSTREGE nok at du skal huske at tage billeder) som jeg glæder mig til at høre om.
Herhjemme går tingene sin vandte gang. Helle Thorning har haft første dag i Folketinget i dag og den nye opposition synes (overraskende nok) at hun allerede løser opgaven det ad helvedes til - det er vist den største 'nyhed' herfra.
Jeg håber I får en god tur igennem den der vaskemaskine eller hvad den blev kaldt - det lyder mega sejt med en uge kun på havet.

Jeg vil slutte nu. Du er sikkert blevet urretfærdigt solbrændt dernede, men jeg glæder mig nu alligevel til at se dig når du kommer hjem! Hils de andre sømænd, kh Kathrine