Efter Dunk Island

Vi ankom til Dunk Island, som lettest beskrives som Bounty ø, ude fra bugten. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at den smukke lille ø, var hårdt medtaget af cyklonen der ramte østkysten i foråret. Turen dertil havde været flot, og de sidste sømil havde vi haft nogle kraftige dønninger. Igen så vi hvaler.
Nogle af os gik i land med gummibåden. Kort efter mødte vi en ung mand i en lille 4-hjulstrækker. Han viste sig at være en del af et lille vagtkorps på øen, og han ville gerne fortælle om de skader cyklonen havde udrettet på øen. Der havde tidligere ligget et skønt ressort hotel, som var blevet blæst delvist omkuld. Ejerne lå stadig i forhandlinger med forsikringsselskabet, og han tvivlede på, at det ville blive genopbygget. Der havde tidligere været en lille færge, som sejlede til øen hver dag, men eftersom der ikke rigtigt var noget at komme efter længere, sejlede den ikke mere.
Kokospalmerne som stod langs stranden, var pjuskede, og mange var væltet.
Barbara samlede de smukkeste konkylier og små koralstykker på stranden, som stadig var fantastisk smuk.
Næste dag sejlede vi Orbit ind mod fastlandet, og ankrede op ud for Trish og Davids hus. De er nogle af Charlies venner, som han har kendt i 25 år, og som han havde aftalt at besøge. De har et stort hvidmalet hus lige i strandkanten. Trish og deres to sønner tog imod os, og vi fik serveret frisklavet kaffe og ”danish pastry”. Det var en skøn oplevelse, ikke mindst fordi vi var løbet tør for kaffe på båden et par dage før. Skipper måtte indrømme, at det var det tætteste vi havde været på mytteri.
Vi blev inviteret med til Banana-Festival på børnenes skole om eftermiddagen. En sjov og hyggelig oplevelse. Det gik ud på, at skolen skulle samle penge ind til at købe ekstraudstyr til børnenes undervisning, og vi ville selvfølgelig gerne være med til at støtte dem lidt. Der var forskellige tombolaer, og ting som børn kunne prøve. Derudover var der naturligvis kagekonkurrence, hvor mange familier havde leveret en skøn kage til skolen, og så var der mænd med forklæder, som solgte dem til højstbydende. Man kunne også stemme på den der smagte bedst.
Næste morgen havde Charlie inviteret Trish og drengene på sejltur op til Mourilyan Harbour. Heine og jeg tilbød, at køre Trish’s bil de 40 km mellem hendes hjem i Mission Beach og Mourilyan Harbour. Ikke mindst fordi vi så kunne se vores snit til at få et brusebad inden vi tog af sted. Det var superluksus, at komme i bad efter en uge med saltvand.
Køreturen gik fint, selv om de kører i den forkerte side. Vi så en død kænguru i vejsiden, som vist er mere almindeligt end vi lige troede. Vi kørte gennem bananplantager og sukkerrørsmarker, og nåede også at se en cassowary helt tæt på bilen ved Etty Bay, hvor vi havde taget en afstikker til, inden vi skulle møde Orbit igen.
Grunden til, at vi skulle til Mourilyan Harbour, er at coastguard har meldt om hård vind mandag og tirsdag, og så kan vi ligge godt i læ her.
De to drenge fra Mission Beach havde begge været søsyge på turen, fordi båden havde vippet en del. Trish tog det ret roligt, og hun havde nydt turen og fået en god snak med Charlie undervejs.
Sidst på eftermiddagen kom en lille båd op på siden af vores, og manden i den spurgte om vi havde lyst til at købe nogle hummere. Mændene som alle stod ude foran, og holdt møde om fortøjningssituationen, var i starten afvisende, men Barbara nåede heldigvis at blande sig inden han blev jaget væk.
Vi fik to spande med hummere og en mudcrab, og marinebiologen blev sat til at klargøre dem til grillstegning. Det krævede efterfølgende en grundig afvaskning af kabyssen.
Hold da op en skøn middag vi fik. Kæmpestore grillede hummere med Heines marinerede kartofler og salat til.
Trish som vi havde besøgt i Mission Beach er enormt sød og gæstfri, og i dag kom hun kørende i bil, og tog os med til Innisfail for at besøge en krokodillefarm. Desuden havde hun fået lavet en aftale hos en kiropraktor, så Svend kunne få ordnet ryggen, som han har gået og pebet over de seneste dage.
Krokodillefarmen var en stor oplevelse. De opdrætter krokodiller, og ved rigtigt meget om deres natur og levevis. Vi fik mange gode oplysninger, som vi kan gøre brug af, netop fordi vi fra nu af sejler i områder med mange saltvandskrokodiller.
Vi opdagede i går, at der var to katamaraner kommet ind, som vi også havde ligget sammen med, både ved Hinchinbrook Island og ved Dunk Island. Og i dag kom de ud i gummibåden og inviterede os til en eftermiddagsdrink. Ved Hinchinbrook havde vi taget et foto af en stor fed krokodille der svømmede lige forbi deres katamaran, og det ville de naturligvis gerne have sendt på en mail. Katamaranen var superflot, og det var ligesom at komme ind på et 4 stjernet hotel i forhold til vores lidt mere retro-pensionat på Orbit.
Det er imponerende, så søde, gæstfrie og afslappede australierne er. Det er stort set lige gyldigt, om det er en taxachauffør, en bagerdame eller nogle andre sejlere. Alle er kanon imødekommende.
Heine og jeg benyttede lige lejligheden i dag, til at gå ind i en telefonbutik, for at skaffe nogle nye telekort. Vi havde jo købt Vodafone kort den første dag. De har en lav taletidstakst, men til gengæld er der meget dårlig dækning, så det er vi ret trætte af. Vi købte så to nye kort, fra Telstra, og troede at alt var i den skønneste orden. Da vi så kom tilbage til båden, og ville til at skrive til folk derhjemme, viste det sig, at der ikke var penge på de kort. Herefter brugte Svend alle sine talenter og en masse tid, på at prøve på at få dem aktiveret, men uden held. Vi håber at vi finder ud af en løsning senere.
Heine købte i øvrigt også en ny telefon, fordi hans gamle Nokia ikke så godt kunne lide at blive vasket i saltvand. Den dag vi havde været inde hos Trish på Mission Beach var der store dønninger, da vi skulle have gummibåden ud, og Heine blev skyllet godt. Værre gik det endda ud over Knud, som to gange røg i baljen med tøj og briller og det hele, fordi dønningerne gjorde det vældigt vanskeligt at komme op i den lille gummibåd. Vi grinede alle sammen hele vejen tilbage, inklusive Knud.
Nu er det ved at være sengetid, dejen er langt til morgenbrød, og Barbara står og nusser med nogle afstøbninger, som hun skal lave smykker af.
Vh Kirsten G