Efter at havde forladt Whitsundays blev der længere imellem mulighederne for gode beskyttet ankerpladser og vi var igen mere eller mindre alene på havet. Den første dag sejlede vi tidligt mod Cap Upstart der ligger ca. 70 mil syd for Townsville – Vi havde en god Sydøstlig vind det meste af vejen og en fornuftig vejrmelding . Pludselig blev der råbt hval og denne gang var det tæt på – faktisk så tæt på at vi var på kollisions kurs idet en kæmpe hval pludselig lå i overfladen lige foran stævnen ca. 50 meter forude. Samtidig med at vi alle var fascineret og løb efter kamera, fik jeg slået autopiloten fra og drejede til styrbord som man jo gør når man er på kollisions kurs - og det med et naivt håb om , at hvaler også holder til højre når de er på kollisions kurs. Men den her dykkede ned under båden og i et par åndeløse minutter og med en ”falsk trygheds tanke” om at Orbit jo var af stål og nok kunne holde til lidt mere end en glasfiber båd forsvandt den af syne.
Næste morgen stod vi tideligt op med solen og satte kurs mod det næste og sidste sted vi kunne finde ly for natten inden vores ankomst til Townsville.
Cape Bowling Green - en lav sand tange med et par palmer på som i en tegneserie, og som ved højvande bliver mere eller mindre oversvømmet. Vi ankom sidst på eftermiddagen og vinden var begyndt at slå om fra Syd øst til øst og fortsatte mod Nord …. Vi håbede at det blot var en brise og at vinden ikke ville komme længere om end til Nord øst. En retning som vi nok kunne klare. I de oplysninger vi havde ville stedet være uudholdeligt hvis vinden gik yderligere i Nord eller endnu være til nordvest.
Vi krydsede fingere og kastede anker ”in the middel of no where”. Solen var ved at gå ned og her lå vi med en sandtange der blev mindre og mindre og med en dybde under kølen der gjorde at vi ikke kunne søge tættere på land.
Selvfølgelig gik vinden i Nordvest og vi lå stort set ubeskyttet for de efterhånden større og større dønninger der sammen med en kraftig strøm konkurrerede med vinden om hvem der havde ” retten” til at svinge med den 18 tons tunge Orbit.
Vi smed selvfølgelig godt med kæde ud og vi besluttede os til at blive natten over – Jeg valgte dog at lave en ankervagt så vi på sklft kunne holde øje med båden, om vi drev fra vores position og om vejret tiltog.
I såfald var der ikke andet at gøre end at stå til søs igen… men det ville være træls.
Det blev en lang og urolig nat – jeg fik i hvert fald ikke megen søvn idet båden drejede rundt alt efter vind og strøm , og selvom der var folk på vagt hele natten var det svært for mig at falde helt i søvn.
Da jeg så samtidig med min reaches kunne se at flere skibe havde fundet deres endelige her i historiens løb blev det jo ikke lettere J
Jeg havde bedt Nich der havde den sidste vagt om at vække mig kl 05.00 – vinden var stadig i Nord vest stigende og bølgerne og dønningerne var heller ikke blevet mindre. Så snart solen stod op vækkede jeg Svend, Per og Knud så vi kunne få lettet anker og komme af sted fra dette ” forfærdelige” sted … 3 mand frem til ankerspillet i ført redningsvest og livline er ikke det vi normalt gør når vi letter anker –Men båden huggede vildt i bølgen og stævnen forsvandt ind imellem og blev overskyllet af vand. At en skulle falde overbord med arbejdet med at få ankeret op ville være rigtig træls . Så derfor bad jeg dem påtage vest og livline. Heldigvis var ankeret og ikke mindst kæden ” venlig stemt” og løb ind i ankerbrønden uden problem og alle holdt sig indenbords.
Vi satte kursen mod fyret på Cape Cleveland og da vi rundede næset kunne vi se Townsville i det fjerne. Her havde gode venner fra vores tid i Whitsunday sørget for at vi fik en havne plads – i hvert fald var de helt med på hvem vi var da vi kontaktede havnemyndighederne over VHF èn.
Det blev et par gode dage i Townsville hvor Nich stod af og Kirsten Grunnet og Heine påmønstrede.
Når man sådan sejler rundt møder man mange sjove og spændende mennesker og eksistenser. I perioder er man alene på havet, men når man kommer til en havn eller en bugt hvor der kastes anker og der er andre både kommer man hurtigt i kontakt – Man kan ofte se om det er en langturssejler og er det det udveksles der erfaringer og gives gode råd. Vores danske flag der vajer fra Orbits hæk giver også mange kommentar og kontakter – det samme gør Orbit som alle beundre som et flot og en meget veludrustet og flot båd at se på.
Det glæder os naturligvis meget – ikke mindst det at møde mennesker der alle har en historie. I Townsville mødte vi Norma og Jans gode ven Shuggy der var manden der havde ” tryllet lidt” med havnepladsen – herudover viste det sig, at ham der hjælpsomt tog imod vores fortøjninger var tysker – Ikke nok med det, så hed han Jens og var opkaldt efter en dansker der havde reddet hans far på østfronten under den 2. verdenskrig – så til ære for ham var vores ” nye ven ” tyskeren blevet opkaldt Jens.
Jens var en 70 årig pensioneret luftkaptajn fra Lufthansa der havde forladt Tyskland i 2003 og siden sejlet alene rundt i verden . Han var stadig gift, men da hans kone fortalte ham, at hun havde haft en affære med hans bedste ven de sidste 18 år , riggede han sin båd og drog afsted. Adspurgt om hvorfor han ikke var skilt kom det prompte at det ikke kunne betale sig – i så fald skulle konen jo havde halvdelen af hans pension. Det blev en hyggelig formiddag med Jens hvor han og Svend fik en masse flyver snak ….. og vi fik en masse gode råd. Og hvem ved – måske møder vi ham igen. Fra Townsville tog vi til Magnetic Island hvor vi ankerede op i en utrolig smuk bugt med god læ for den Sydøstlige vind som er fremherskende hernede – Magnetic Island er en rigtig turist ø med alt ved det begære, så da vi smed ankeret i Horseshoe Bay tog vi gummibåden og sejlede ind for at tage en øl på pubben og en rundtur rundt på øen.
Magnetic Island fik navnet af Cook da hans instrumenter var helt ustyrlige da han ankom til øen – Men der er nu ikke noget videnskabeligt der indikere at øen skulle være magnetisk – Hvis der er noget der er magnetisk ved øen er det at den er så flot, at den tiltrækker folk pga dens skønhed.
Jeg havde været på øen før med Britt og drengene for nogle år siden , og faktisk var det her Christoffer blev stukket af en lille Jelly fish og måtte til lægen uden der dog var sket noget alvorligt.
Men nu var jeg her igen , denne gang med besætningen på Orbit . Mens vi sad på båden kom en sejlbåd op på siden af os og spurgte til det danske flag …. ” Is it a Swiss flag ”? … og vi svarede No its danish” … Is Denmark a town in Holland ?..... Det var mere end vi kunne “ bære” … sikken en uvidende bonderøv !! … Pludselig brød ham der spurgte os ud i latter og tiltalte os på sønderjysk.
Det viste sig at være Lars der havde opdaget Orbit i bugten og kun ventede på at tage fusen på os … Lars var sejlet fra Danmark i 1973 og da han kom til Australien blev han her …. Vi bød ham naturligvis på en ” sundowner” og sammen med hans to venner fik vi en rigtig hyggelig snak samt gode råd og anvisninger på hvor og hvordan …. Det er altid godt med råd for folk der har været de steder vi skal til – Med Lars blev det til mange gode råd og erfaringsudveksling både i snak, på kort og med øldåser som rekvisitter for at vise diverse rev og i, indsejlinger og bøjer etc….
Vi er nu sejlet videre til Orpheus Island – god vind og alle sejl sat … endnu en begivenhedsrig tur som i sikkert har læst om på bloggen før dette. Vinden var perfekt og vi loggede 7 -8 knob for en halvvind – fuld koncentration da vi skulle passere tæt på et rev midt i havet . Og netop da stiger en hval med unge op over overfladen lige foran båden . Det værste der kan ske er at ungen kommer på den ene side af båden og den voksne på den anden … Så mens jeg måtte dreje op mod revet for at komme væk fra de to hvaler , var der jo også vild opstandelse ombord i det det var et fantastisk syn som vi måtte have billeder af. Heldigvis undgik vi at komme imellem de to og snart havde vi også passeret udenom koralrevet der lå lige under overfladen – ganske tæt på.
At vi ser så mange hvaler er ingen tilfældighed – netop i disse uger og måneder kommer de nordfra og går sydpå for at parre sig – det er ikke mindre end fantastisk .
Pludselig dykker et fly ned imod båden og flyver tæt henover masten.
Flyet har de karakteristiske farver som den Australske coast guard bruger , og snart lyder det over radioen …. ” ORBIT ORBIT ORBIT This is the australien coast guard on channal 16 … What port are you coming from and where are you heading …. “
Den slags manøvre har vi hørt meget om hernede – Som regel er det længere nordpå I Torres Strædet at de er mest på vagt, men nu hvor vi er så langt nordpå kan vi altså “ risikere” at få sådanne overflyvninger idet myndighederne her er meget oppe på stikkerne ved deres grænser.
Vi besvare dem med det de vil vide – skibsnummer, vores hensigter, hvor vi er hjemmehørende mv …og de ønsker os god tur. Et eller andet sted er det også rart at vi er noteret og de ved at vi er derude …hvis nu .
Da vi fik Little Pioneer Bay i sigte på øen Orhpeus var farten oppe på over 8 knob og det gik bare derud af – Men pludselig løb snøren på vores fiskestang ude agter – der var bid, men hvad pokker gør man så. Vi sejlede alt for stærkt og det var en ordentlig krabat der var på. Med det fiskegrej vi har ude kan det kun være en store fisk der bed på.
Auto piloten blev slået fra, for sejlet hevet ind mens Svend og Heine stod på skift og holdt fast i stangen der er bundet fast til båden og sidder i en holder … Der blev skødet ud på storen for at tage mere fart af inden jeg gik op i vinden og besætningen i de lidt høje dønninger fik lavet en hurtig og flot nedtagning af sejlet …. Så kunne fisken hives op – den kæmpede godt, men krogen sad fast . Det var en stor makrel på 1 meter og 10 cm der havde bidt på…. Stor jubel – maden til de næste dage var sikret.
Per parterede fisken da vi havde lagt til – vi undlod at smide fiskeaffaldet ud i bugten, da vi jo senere skulle svømme og snorkle rundt her og der var jo ingen grund til at tiltrække hverken hajer eller krokodiller .
Knud tilberedte fisken der både gav store fiskebøffer og fiskefrikadeller til 7 personer i 2 dage .
I morgen sejler vi mod Hinchenbrook Channel og snart er vi ved Dunk Island og Mission Beach hvor min australske ven David med hvem jeg sejlede med i 1986 bor sammen med sin familie , når han altså ikke arbejder i guldminen i Papua Ny guinea. Men han har lovet at være hjemme når vi kommer forbi ligesom jeg regner med at han står på når vi når Torres Strædet og sejler med over The Gulf Of Carpentaria der svare til at krydse Nordsøen i distance. …. Vi er nu ca. 80 sømil fra Cairns hvor der endnu engang skiftes dele af besætningen og er på vej mod de 2000 sømil . Tiden flyver afsted og dagene går ud i et , men alt er vel ombord, og besætningen er alle positive og giver hver især det der skal til for at tingene fungere.
I Cairns står Knud og Per der har været med en måned af, samt Barbara der har været med siden Brisbane. Det er altid lidt vemodigt at sige farvel til folk, men jeg er også glad for at de gør dette togt muligt …. Det er rigtig gode og sociale crew der har været med indtil nu og de har i hvert fald alle udtrykt deres begejstring. Ved afskeds/goddag festen i Townsville fik jeg såmænd også gaver af besætningen – En trøje med skriften ” Don`t Worries ” og en bog med titlen ” The Ship” – retracing Cook`s Endeavour Voyage” efterfulgt af en pæn tale til kaptajnen- Det gør jo at man bliver rigtig glad . Så indtil nu har der ikke været tegn på Mytteri eller surhed tværtimod….. på Orbit samler vi på øjeblikke …og dem har vi haft mange af de sidste 2 måneder.
Skipper
Charlie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar