Se vores "rigtige hjemmeside" www.captaincook.dk

Se også vores "rigtige hjemmeside" www.captaincook.dk
www.captaincook.dk og sejlplanen her: http://captaincook.dk/sejlruten

onsdag den 10. august 2011

Endelig!

Endelig, d. 29. juni 2011, efter måneders spændt venten, påmønstrede jeg Orbit i Airlie Beach Marina. Dejligt at hilse på den øvrige besætning og mærke den åbne og positive ånd ombord. Tillidsfulde var de også, de gav mig madtjansen dagen efter, hvilket var noget af en opgave efter at vi første aften havde en hyggelig og festlig afskeds- og velkomstgrillfest ved marinaen, som også tiltrak nogle andre sejlere. Masser af dejlig mad, vin, øl, snak og ikke mindst sang og musik ved skipper Charlie. Jeg er ret sikker på, at besætninger, der i tidernes morgen påmønstrede hos Captain Cook havde en ganske anden oplevelse.

Jeg har nu været ombord i 12 dage og er for alvor begyndt at føle mig godt tilpas. De første dage var alt ret uoverskueligt, og jeg tænkte, at min særdeles begrænsede sejlererfaring ville blive en hæmsko for Orbit´s videre færd, men den øvrige besætnings forstående, hjælpsomme og pædagogiske tilgang til den ret ubefarendes kunnen gjorde, at jeg relativt hurtigt følte mig som en ligeværdig del af besætningen, og fornemmelsen af at jeg hver dag lærer og oplever nyt, er virkelig livsbekræftende. I øvrigt er det sjovt for mig som udpræget B- menneske at blive underlagt A- menneskers døgnrytme – i seng ved nitiden og op ved syvtiden og mere eller mindre i gang – forunderligt.

---Nuet på Orbit – Nick og Charlie underholder på skift med sang og guitarspil, havet dybblåt, sol fra en skyfri himmel og storsejlet holdes til bagbord af en blid brise – pludselig råber Svend: ”delfiner” samtidig med, at han passer fiskestangen på agterdækket, - hvad vil man mere i livet? ---

Men jeg må indrømme, at man kan få meget ud af dagen, som varer ca. 12 timer her down under og afslutningen med en sundowner er slet ikke at foragte.

Jeg tror ikke, vi har sejlet en eneste dag uden at have set hvaler tumle og delfiner og tun, der springer. Tættere under land har vi set ørne sejle på himlen og dykke ned og komme op med fisk i kløerne. Liggende for anker har vi set havskildpadder i overfladen, snorklet blandt smukke koraller, farvestrålende fisk og en enkelt gang mellem rigtig store fisk – vistnok ufarlige. I luften ser og hører vi de allestedsnærværende støjende, kridhvide kakaduer og andre eksotiske fugle.

Mødet med den storslåede australske kystnatur har været fantastisk og mødet med Orbit´s besætning og med de øvrige sejlende folk har været livsbekræftende ud over alle grænser.
/Knud

5 kommentarer:

Hanne Ingerslev sagde ...

Tak for en rigtig, rigtig god beskrivelse!
jeg er også B-menneske
God vind til alle fra Hanne Ingerslev

Bodil sagde ...

Godt gået Knud ! Det er en nydelse at læse, hvad du har skrevet. Som tidl. dansklærer vil jeg give dig langt over middel for det smukke sprog.
Skriv bare mere af den slags.
En kærlig hilsen til alle ombord.
Bodil ( som også er b-menneske )

Kirsten Poulsgaard sagde ...

Også tak fra mig (Nichs kone og din tidligere kollega). Jeg sad lige og følte, jeg selv var med :-) Fortsat god tur til jer alle! Kærlig hilsen Kirsten

Martin sagde ...

Hej matros,
Det lyder godt nok fedt! Nyd de store oplevelser down under! Jeg er enig med andre - det er næsten som at opleve det selv, men også kun næsten.....:-)
Martin

lena sagde ...

Hej Knud
Dejligt at læse om dine fantastiske oplevelser.
Når du næste gang har maddag så husk lige fiskeopskriften, vi talte om. Godt med grønsager svitses i karry, tilsæt tomater(dåsetomater)og lidt væde (vand eller vin). Lad det koge ind og læg fiskestykkerne deri. Krydr med salt og peber. Velbekomme.
Fortsat god tur og hilsen til alle ombord.
Kh Enst og Lena