Turen fra Hexham Island til Mackay ombord på det gode skib Orbit

Efter en noget vild søgen efter ankerplads, hvor den ene efter den anden ankerplads blev kasseret som brugbar, hvor Charlie kunne se sig selv som sovende trygt om natten, blev vi enige om at vi ikke ville søge mere efter ankerplads denne dag. (Det blev også snart mørkt og at finde ankerplads på en ukendt ø, mente vi simpelthen ville ende i en fiasko). 

Vi blev enige om at springe den næste overnatningsplads over og springe direkte ud i en tur direkte til Mackay i ét stræk. 60 sømil i natten ude i Stillehavet i totalt mørke. Det viste sig at blive en noget oplevelsesrig tur. Vagterne blev sat og vi fik parvis en tretimers vagt.

Udstyret med redningsvest og livline gik vi i gang. Charlie og Svend begyndte for lige at få startet kursen og ruten op. Vores navigationsudstyr er faktisk ret avanceret og ruten blev lagt af skipper Charlie og styrmand Svend. Nu skulle vi kunne finde vejen over et ukendt Stillehav til Mackay.

Den næste vagt var Barbara og jeg selv, og det gik fint. Vejret var fint med en frisk vin, så vi gik af sted for sejl, hvilket vil sige en rebet genua. Det gav en fart på 5,5 knob, og vi syntes det gik fint. Autopiloten gav os tilpas afslapning i natten. Det er mærkeligt som 3 timer om natten går hurtigt.

Den næste vagt var Thomas og Henning og de fik vind så det prustede. De rebede og rebede så der til sidst kun var en g-streng tilbage, som de sagde. Men båden sejlede alligevel fortræffeligt. Den hylede derud af.

Den næste vagt var Svend og skipper og nu skete der noget. Alle afgåede vagter var tørnet ind og forsøgte at få sig noget søvn. Men det var ikke let. For de to udmærkede sømænd, der nu var på vagt, fik kam til deres hår. Båden hoppede og sprang i søerne og vi, der forsøgte at få en ’bette morfar’ efter nattevagten, måtte konstatere at det var et umuligt forehavende. Vi nærmede os Mackay, og pludselig skete det. Først hørte vi et skrig fra Barbara (NEJ! HVAD SKETE DER!!!) samtidig med at vi hørte hun landede på dørken med et dunk. Vi troede at der var tale om et ”terror anslag”, og Svend stemte i ude fra cockpittet: Baaarb, slog du dig skat? 

Det var mere end vi andre kunne holde til for samtidig slap madrasserne deres tag i køjebundende og Henning og jeg tog den i katapult op i luften og ned på dørken. Lige for fødderne af ’Carl Anker’, som Thomas efterhånden ofte hedder pga. hans job ved ankerbrønden. 

Vi så op på ham og eksploderede i latter.

Skipper og Styrmanden havde herefter en kamp i mørket med et større antal tankere eller containerskibe, der lå for anker i mørket. De ville ikke flytte sig - selvom vi kom for sejl.

Ja, sådan kan det gå en nat på Stillehavet, men nu er vi gud-ske-lov i Mackay. Det er i troperne med lidt mere varme. Og nu glæder vi os til landlov.

Nich