Gulf Of Carpentaria

GULF OF CARPENTARIA

Af skipper Charlie

 

I skrivende stund sidder jeg og skriver i skyggen med sveden haglende ned af mig – det er længe siden sidst jeg har skrevet og der ikke i længere tid været noget nyt på bloggen. Ikke at der ikke har været mange oplevelser – for dem har der været mange af. Men vi har været uden forbindelse i længere tid. Men nu er vi i Gove i Arnhem land i det nordvestlige af Australien og her er der fin forbindelse. Her er hedt og luftfugtigheden høj. Det er ved at være på den årstid hvor vindene begynder at vende og der i området her bygges op til cyklon sæsonen som dog helst ikke skulle komme før i december hvor vi for længst burde være i Darwin.

Men det mærkes tydeligt at vindene er ved at vende og den sydøstlige trade vind er på retur – Gudskelov er vi kommet over toppen og venter nu på gunstig vind og ny besætning for at kunne fortsætte til Darwin.

Vi havde en fantastisk sejlads i Torres strædet og sammen med vores australske venner Rod & Karrie som vi har fulgtes med siden Cooktown gik vi igennem Endavour strædet med Tom ved roret i fin stil og ud i Golfen en flot morgenstund. Goodbye til Torresstrædet – G`day til The Gulf and the Indian Ocean

Den berygtede Gulf of Carpentaria som alle snakker om og som til tider er som ren vaskemaskine med dønninger og bølger fra alle retninger. Her mødes Stillehavet og Det Indiske Ocean og det giver selvfølgelig lidt turbulent når de dybe have mødes over et område hvor dybden sjældent er over 50 meter.

Masser af beretninger om både der blev "slået ned" når de forkerte søer slog indover i en stærk vind osv… Men der var jo ingen vej udenom – vi skulle over. Der var nu heller ingen bekymringer da det kom til stykket – Orbit er en fantastisk sejler og et stærkt skib og vi er som altid godt forberedt – også på det værste.

Vi valgte at sejle ned langs kysten af Cape York – ca. 135 sømil til minebyen Weipa for at krydse over. Det ville give lidt læ og strømmen og søerne fra Det Indiske Ocean forventede jeg ville være taget lidt af. Kursen var herefter stik vest ca. 340 sømil – En afstand fra Thyborøn til Skotland. I Weipa stødte min gamle sejler kammerat David fra Australien til idet han havde 10 dage til at sejle med os. Han havde taget et fly til den afsides liggende mineby og stod nu på stranden og spejdede efter os. Vi var noget forsinket og han var ved at blive nervøs da vi jo ikke havde haft kontakt siden vi forlod Thursday Island. Men netop som solen var ved at gå ned gled vi ind i bugten og kastede anker så han kunne ånde lettet op.

Karrie & Rod valgte at stoppe i Weipa – de fik med en lokal aftalt at lave en morring oppe i floden og ville hente båden og sejle videre efter cyklon sæsonen. Det var lidt vedmodigt at sige farvel, så vi holdt en behørig fest og indspillede en lille video med en tekst af Seaman Dan – en gammel sejler og perledykker som vi havde fået kendskab til på Thursday Island .

Det blev en rigtig hyggelig aften og tidligt om morgenen med lidt tømmermænd holdt Rod og jeg et skibsmøde og talt vores overfart igennem – Jeg kunne mærke det trak i ham, men nu havde de besluttet sig til at det blev Weipa de ville efterlade båden i og så sejle videre til næste år.

Søndag den 2. oktober lettede vi anker efter at havde fået påfyldt vand og kl. 12.00 tog vi en æresrunde med besætning på dæk i styrbordside for at råbe et behørigt 3 foldelig hurra da vi passerede Karrie & Rod . Det var et emotionelt øjeblik, da vi jo havde haft mange gode timer med dem.

Men kursen var lagt – 270 grader vest de næste 3 – 4 døgn. Vejrudsigterne var lovende og da vi passerede ud af kanalen fik vi en hilsen og god tur med over radioen fra uddybningscoasteren Brisbane som var på vej ind.

Der var lagt vagtplaner og snart gik vi ind i den første nat – vinden var fin og indtil nu havde søen ikke genert os. Allerede på første dagen fangede vi en stor spanish makrel hvilket gav god spise. Det blev ikke den sidste fisk – en haj og en yders velsmagende tun fisk kom senere til. David var som med sejlads en "gammel rotte i faget" og snart fik Tom og Allan lært at skære filletterne af de store fisk og det tog under 5 minutter – fantastisk nemt og bekvemt.  Humøret var højt da vi gik ind i natten som blev en rolig nat. Så roligt, at vi måtte starte motoren for at komme fremad…. Kl. 07.00 kom vinden igen og det sammen med en del urolig sø, så Uffe og Tine blev lidt små dårlige. En underlig sø og havde det blæst op kunne jeg godt forestille mig at det ville havde været rigtig slemt. Men vi var heldige – en let vind i ryggen det meste af vejen – en gennemsnits fart på ca. 5 knob . Kl. 17 var der samling på fordækket hvor vi fik en øl mens solen gik rød og flot ned i havet . Efter 61 timers sejlads var vi ovre ved den anden kyst og her gik ind i bugten ved Cape Arnhem kl. 00.45. Det var det sidste måne lys og vi ville kaste anker her for at afvente at gå rundt og om til Gove og den lille by Nhulunbuy 10 km fra bugten. Den sejlads krævede en meget præcis navigation og så ville vi også helst se det smukke landskab i dagslys.

Vi havde de sidste 60 timer ikke set et eneste skib eller lys – så det var lidt underligt at nærme sig en helt fremmed og mørk kyst som vi anede dukkede op som skygger i månelyset.

Det var en fantastisk nat – stjerneklart og månelys – Men det var nu godt vi havde radaren og Max sea tændt – det gav en ekstra tryghed. Vi skulle jo nødigt løbe ind i klipperne eller på revet. Da vi på radaren kunne se at vi var inde i bugten smed vi sejlet og tøffede det sidste stykke for motor ind til det waypoint jeg havde kodet ind i Max Sea for at smide ankeret. Da vi var på 5 meter kurven blev der råbt lad gå og Tom og Uffe lod gå og for en sikkerheds skyld bad jeg om at få 40 meter kæde ud – Ankerkæden er ikke til nogen nytte i brønden er der en australsk sejler der har sagt undervejs – og det har han ret i. Hertil kommer at jeg sover bedre når der er rigeligt kæde ude. Ankerpladsen var dog lidt urolig på grund af dønningerne der kom ind, men vi var trætte og faldt snart i søvn.

En af mine største bekymringer under planlægningen af togtet har været besejlingen af The Gulf Of Carpentaria – nu er den overstået og det i bedste stil. Vi var forberedte på det værste, men fik en fantastisk sejlads  - og vi var alle lettede.

Næste dag kunne vi konstatere at vi lå midt i bugten der hvor det var planlagt  – Navigation er fantastisk og selvom man i dag har mange hjælpemidler og det ikke mindst i forhold til Kaptajn Cook, så giver det alligevel et lille " kick", når man rammer og tingene lykkes. Ankeret blev hevet op og vi sejlede nu de sidste 30 mil op til Gove – en flot bugt hvor langturssejlere mødes inden man krydser enten vest eller øst over. Snart blev vi venner med de fleste og i den lille yacht klub der ligger herinde gav vi et par aftner med mandolin, guitar og sang. Vi har fået en masse gode informationer og råd for vores videre sejlads og mødt mange spændende mennesker der alle har været på søen i længere tid. Et belgisk par der havde været rundt de sidste 2 år og som er lidt bekymret for hvordan de skal komme hjem pga pirater i Arden bugten et australsk par der kom fra Indonesien efter 5 års sejlads rundt i disse farvande osv.. – Alle er de venlige og positive og hjælpsomme – Vi er jo bogstavelig talt også i "samme båd" og har de samme problemstillinger.

Det bliver til meget snak mens der gøres klar…

Gove er en lille flække og vi ligger bogstaveligtalt i bugten ved aluminiumsminen – Det er aboriginal land, så vi skal have en speciel tilladelse for at færdes udenfor området – Minen betyder at der er hvide heroppe og man fornemmer at der til tider kan være spændinger. Vi har dog kun haft positive oplevelser indtil nu – Det handler vel mest af alt om at vise respekt.

Vi havde lidt ekstra tid da vi kom til Gove idet David først skulle rejse hjem mandag den 10 oktober og det samme skulle Tom og Allan . Så vi besluttede at sejle til Bremer Island ca 20 sømil nord for Gove – her var en lille settlement af indfødte og i en fantastisk bugt boede Trevor og Helen som her drev et lille ressort i paradis omgivelser. Krystalklart vand og selvom det ikke er tilrådeligt at bade pga. krokodille faren heroppe sprang vi ( efter forsikringer fra Trevor om at der ikke var set krokodiller her) i vandet og havde en fantastisk weekend i en bugt der kun kan beskrives som Bounty land. Faktisk havde et italiensk tv selskab lavet optagelser til en slags Robinson ekspedition på øen. Men vi var alene og Helen der er halv indfødt lavede noget fantastisk mad i deres lille hytte og her fik vi så holdt den første af to afskedsfester for Tom og Allan – den anden var den sidste aften i klubben i Gove da vi vendte tilbage ( den kunne vi ikke undgå)- men hyggeligt var det.

Efter Bremer Island sejlede vi som nævnt tilbage til Gove – jeg lejede en gammel bil med lad og med kun en forlygte. Ingen papir nusse ri  – Hallo Charlie …How are You ? – Here is the key… blot kontant afregning og en nøgle – No worries mate  . Så mandag morgen begyndte vi at sejle Allan, Tom og Davids ting ind til kysten .

Lufthavnen har en afgang hverdag – og kl. 09.00 var det afgang fra Gove – Det var lidt vemodigt at tage afsked med endnu en besætning , men eventyret fortsætter og snart ankommer den sidste del af crewet for at gennemføre den sidste del af turen.

Det er altid svært at vinke farvel , og da flyet lettede over den rødstøvede jord var det  med lidt vand i øjnene jeg så flyet forsvinde udover bushen og ud over horisonten. Tine der kom ombord på Torsdags øen tog med til Cairns for at få dykket lidt inden hun kommer igen – Det kan jeg godt forstå – hun vil udnytte ventetiden og der var ingen grund til at hun blev her i bugten en uge. Uffe, Hans og jeg er så tilbage og afventer at Hans Ebler, Poul Jensen og Erik Bendixen  ankommer.

Og medhensyn til dykning er det ved at være slut – Her er alt for mange krokodiller og dem skal man have respekt for.

Det har været stor fornøjelse at havde David med ombord – det blev kun til 10 dage , men han havde ikke mere tid idet han skulle tilbage til Guldminen på Papua Ny Guniea – Inden nåde han dog lige hjem til familien i Mission Beach hvor Allan, Tom og Tine også var med – Uden David og mit møde i en lokal bus  på Fiji øerne i 1986 var Captain Cook togtet ikke blevet til noget – så det var stort at have ham med. Hertil kommer at han er bragende god sejler og en kammerat der straks falder ind i besætningen.

Nu afventer vi – har en hel uge her i den støvede bugt hvor vi forbereder den sidste del af turen over til Darwin. Der har været mange udfordringer under vejs – der er et par stykker endnu på vej de sidste 500 sømil til Darwin. Tidevandet og strømmen er taget til og der er visse steder op til 9 og 10 knobs modstrøm og 6 -7 metes tidevands forskel. Vi skal igennem et par smalle steder, bla. Et sted der kaldes " The Hole In The Wall" – Den skal rammes præcis ved slag water når flod stopper og ebbe begynder , ellers kan det gå galt. Så det bruger jeg lidt tid på at beregne og laver planer over – et er pilotbøgerne og søkortene, men snakken med de andre langturssejlere og de lokale er endnu vigtigere. Så vi skal nok få brugt tiden – herudover skal der påfyldes vand , hvilket foregår med Gummibåden og vandunke der sejles frem og tilbage – der skal fyldes fuel på tanken og hentes nye forsyninger i byen etc…. Ellers ligger vi i skyggen og læser , snakker og spiller kort for så at vågne lidt op når solen står knap så højt på himlen og eftermiddagsbrisen vajer i palmerne på stranden.

"Oh the southeast wind will blow all around us

And the wind can chill us to the bone

We are sailing the Torres Strait and the east coast waters

In working time we have to sail about "

" Oh oh sailing the south east wind

Oh –oh sager gubanu

Oh-oh sager wagami

We are sailing we are sailing , sailing home"

(Seaman Dan – pt en landeplage på Orbit og de omkring liggende både )