Vi har det jo godt..

Ombord på Orbit altså, for nu at citere den ene af vores nyligt afmønstrede dæksdrenge, Tom (nu forfremmet til fuldbefaren matros). Faktisk så godt at vi på trods af al vores danskhed ikke rigtig kan finde på noget at brokke os over på denne tur. For mit eget vedkommende skyldes det blandt andet, at selvom jeg meldte mig under splitflaget i sidste øjeblik, uden rigtig at være kendt af hverken Charlie eller nogen af de andre der skulle med på turen, så er jeg blevet taget utroligt godt imod. Der er plads til alle på Orbit, uanset sejlererfaring, bare man har mod på eventyret og ikke er bange for 30 cm høje toiletter, der nægter at stå stille. Med de få krav har Charlie fået samlet en herlig gruppe mennesker, som formår at få det bedste ud af situationen og de evner vi hver især nu har.

 

Denne evne til at få det bedste ud af situationen og nyde livet gjorde vi i særdeleshed brug af den weekend vi tilbragte på Bremer Island. Efter at være nået over Gulf of Carpentaria, sidste del af turen for de to dæksdrenge, Tom og Allan, samt vores midlertidige styrmand og rådgiver for kaptajnen, australske David, sad vi som en anden flok lettere fordrukne sejler-bumser og hang ud i cafeteriaet ved supermarkedet i minebyen Nhulunbuy, mens vi funderede over hvordan vi fik lavet en ordentlig afskedsfest for ovenævnte. Når jeg nu skriver fordrukne, så skal det tages med et gran havsalt, da alkohol lovene i Northern Territory er så strikse, at det tog onkel Hans (vores booze-master) flere dage at få lov til at købe en dunk papvin, og han måtte nærmest sælge sin sjæl og afgive adskillige fingeraftryk før tilladelsen endeligt gik igennem. Derfor var der cola og istè på bordet i cafeteriaet, da vi lidt tilfældigt stødte ind i Helen, der sammen med sin mand drev et lille ”wilderness retreat” på Bremer island, der ligger ca et par timers sejlads fra Nhulunbuy. Vi havde fra anden side hørt at det var et ikke specielt luksuriøst, men vældigt hyggeligt sted, med supergod mad og uden krokodiller, dvs. med mulighed for at bade. Det fik meget hurtigt alle til at stemme for, og afsted det gik med fiskestangen ude mod Banu Banu Wilderness retreat. Efter en times tid, var der bid og Allan og Tom fik ret hurtigt med lidt rådgivning fra David lavet den spanske makrel om til filet'er. For ikke at få en dæksdreng på krogen mens de arbejdede med fisken, røg krogen naturligvis ud igen, og på trods af deres hurtighed med kniven, var de dårligt færdige med den første fisk før der var bud (bid?) efter dem igen, og Allan fik hevet den største makrel vi endnu har fanget ombord. Jeg lyver ikke (for jeg er jo hverken mand eller lystfisker), når jeg siger at den (næsten) var længere end Allan er høj. Så i gang med kniven igen, og bagefter med saksen, da fisken skulle laves om til fars, som Tom tryllede nogle fantastiske fiskefrikadeller ud af til frokost.

 

Da vi nåede frem, var noget af det første vi gjorde at hoppe i det usandsynligt lækre og klare vand. Noget vi trods alt har savnet lidt, men kun en tåbe frygter ikke krokodiller på trods af 37 grader i skyggen. David havde faktisk ikke engang tid til at vente på at blive sejlet ind til stranden, så han valgte at svømme i land. Eftermiddagen gik med generel hygge og udforskning af øen. Højeste punkt var blevet udstyret med to blå plastikstole, til at nyde udsigten fra. Noget vi vist alle var oppe og benytte os af, da den var ganske fremragende.

 

Eneste tidspunkt på hele weekenden der var optræk til mytteri, var da vi hørte at vi også skulle have makrel til aftensmad, men det varede kun indtil vi fik første bid i munden. Superlækker citronstegt makrel på en bund af kartoffelmos og let sauterede grøntsager, mums :-) Og så har jeg slet ikke nævnt desserten...

 

Charlie og Tom havde naturligvis taget guitar og mandolinen med i land, og selvom vi var eneste gæster på den lille resort, så havde de alligevel masser af villige tilhørere, da Helens søster, søsterens mand og barnebarn også var ovre på weekendtur. Som en del af showet måtte vi naturligvis spille og synge vores yndlings sang om at sejle på sydøstenvinden igennem Torres strædet. Sangen er skrevet af en gammel perlefisker fra Torsdagsøen kaldet Seaman Dan, og så fik vi lige bevis for at selvom Autralien er et meget stort land, så er verden altså lille nogen gange, da det viste sig at søsterens mand var Seaman Dans nevø, og han lovede at overbringe vores hilsner næste gang han skulle hjem på besøg.

 

Da vores værter begyndte at gabe henlagde vi resten af festen til Orbit, og det var bestemt en af de bedste jeg har været med til i lang tid. Der blev sågar danset på agterdækket uden at nogen faldt overbord, for det har skipper forbudt os. Så dæksdrengene og David blev sendt hjem med manér, og vi andre forsætter med nye dæksdrenge mod nye eventyr.

 

Vh.Tine