Lidt fra Cooktown

Nu er Heine og jeg stået af det gode skib Orbit, og er vel tilbage i Danmark. Men da der er stille på grund af dårlige sendeforhold, kommer der lige en lille beretning fra Cooktown. Efter en nats urolig søvn, fordi skibet var nede at røre bunden i nattens løb, fik vi morgenmad med pandekager og jeg blev fejret med fødselsdagssang og gaver fra besætningen , i det flotte solskin. Vi havde flere forskellige gøremål i løbet af dagen: Der skulle vaskes tøj i større stil, der skulle købes ind (i endnu større stil), der skulle bunkes vand og gøres klar til en længere sejlads uden muligheder for nye forsyninger. Derudover havde vi planer om, at vi skulle besøge CaptainCook Museum. I løbet af formiddagen fik vi klaret alle arbejdsopgaverne, og det blev tid til museumsbesøg. Heine og jeg gik ikke med, for vi skulle op i Cook Town og finde et billigt motel, eftersom vi skulle stå af næste morgen. Pludselig ringede min telefon. Det var Svend, som sagde at vi skulle skynde os at komme ned til havnen, for båden havde revet sig løs. Jeg ringede videre til Tom, som jeg vidste var sammen med Charlie. Og de tog turen fra museet i løb. Da vi kom ned til havnen, havde der allerede været en redningsaktion i gang. Et ægtepar Rod og Carrie, som lå for anker lidt fra os, havde set at Orbit havde revet sig løs, og var gået ombord i deres røde gummibåd, og sejlet over til orbit. De fik et tov om båden, og sejlede indenom den, for at holde den væk fra klipperne. De havde alarmeret Coastguard, som dog ikke ville gå ombord, når der ikke var nogen af os tilstede. Svend blev sejlet ud til båden, af en mand der lå i en lille jolle, og han fik hurtigt startet motoren, lige i tide til at få båden væk fra de truende klipper. Allan sejlede det øvrige mandskab ud med vores gummibåd, og inden længe fik vi Orbit fortøjret til en ledig kajplads ved havnen. Der er ingen marina i Cooktown, så alle både ligger for anker. Og fordi Orbit stikker så dybt, 2,7 meter, så var vi nødt til at ligge lige i indsejlingen, hvor tidevandet og strømmen var ret stærk. I følge Alan Lucas (forfatter til bibelen om "Crusing the coral coast") så var det lige præcis det bedste sted at ligge, så det var ikke fordi vi ikke havde tænkt os om. Men strømmen, var alligevel stærkere end vores anker. Heldigvis endte det hele lykkeligt. Og om aftenen inviterede vi naturligvis Rod og Carrie over til et lille glas. Charlie var superglad for at høre, at de var på vej mod Darwin ad samme rute som Orbit, så vi muligvis kunne få lejlighed til at hjælpe dem med noget en dag. I øvrigt var deres båd god og grundigt gået på grund sidste nat, og kun ved hjælp af godt sømandsskab og hjælp fra coastguard fik de den hevet løs tidligt om morgenen, den lå faretruende på siden, da vi stod op. Om aftenen fejrede vi min fødselsdag og vores afstigning på en skøn restaurant lige ved havnen. Og vi kunne alle sove roligt den nat, for vi vidste at der dels var vand nok under kølen, og dels var vi trygt fortøjret til kajen. Næste morgen vinkede vi farvel, efter at alle havde været oppe ved Cooks statue og få taget billeder. Kh Kirsten G