Se vores "rigtige hjemmeside" www.captaincook.dk

Se også vores "rigtige hjemmeside" www.captaincook.dk
www.captaincook.dk og sejlplanen her: http://captaincook.dk/sejlruten

mandag den 5. september 2011

Nu med haj

Vi forlod Low Isles klokken 7 i morges, og havde kurs mod Hope Island. Vi fik ordre af skipper til at tage redningsveste på, og hvis man skulle ud på dækket, så skulle vi have livline på.
Det har været en superspændende og flot sejlads, de første 45 sømil havde vi storsejlet oppe, og vi havde god fart på og vinden var oppe på 15 sekundmeter. Vi har både nydt solen, store bølger, regn og blæst undervejs.
Vi havde selvfølgelig fiskestangen ude, og det var Allan der var overcheffiskeentusiast i dag. Og så var der bid.
Allan kæmpede en brav kamp i ca et kvarter, og da han havde fået halet så meget line ind, at vi kunne se fisken, så vi at det var en lille haj på små halvanden meter. Det var jo både ærgerligt og fantastisk. Ærgerligt fordi det er synd at fange noget, som man er nødt til at smide ud igen, og fantastisk, fordi det er så sjældent, at man har mulighed for at fange en haj. Tom stod klar med den store fangstkrog, så vi kunne få den indenbords, og få krogen ud af gabet på den. Derefter fik den et par ordentlige dask, så den kunne forholde sig roligt, indtil de havde fået vores fiskegrej sikkert ud igen.
Undervejs så vi en hval med unge, en delfin, en havslange og en smuk stor rød fisk, som vi endnu ikke har identificeret. Men vi altså ikke fanget noget aftensmad.
Da vi havde sejlet op mod 40 sømil, drejede vi ind mod Hope Island, endnu en lille smuk tropeø, som vi rigtigt gerne ville have snorklet rundt om. Men da vi kom ind til øen tog blæsten til, og det ville være et meget besværligt sted at ligge for anker. Der var to moorings ud for øen, men de var desværre taget af andre både.
Klokken var ved at være 2 om eftermiddagen, og vi var lidt sultne efter den barske sejlads, så Allan der er dagens madofficer, fik klaret nogle sandwiches med skinke og ost, med lidt hjælp fra mig. Et glas juice til, og så var vi klar til at stå de sidste 18 sømil igennem. På vejen kom skipper til at træde på speederen, ved et uheld. Han har klart indskærpet os alle, at man aldrig går den vej rundt på skibet, for så kan man ramme speederen. Vi synes alle at det var dejligt, for så blev han nødt til at give en øl, når vi havde fået ankeret ud i Cooktown.
Vi passerede Cape Tribulation, som var det sted hvor Captain Cook fik problemer med Endavour, og derfor måtte søge ind mod land og fandt Cooktown i 1770.
Vi ankom til Cooktown ved 17 tiden, et par dage før planlagt, men vejret bestemmer jo en del i forhold til en sejlbåd.
Vi fik først vores ankerøl, og derefter fik vi så skippers "kvajebajer", og nu er vi klar til Allans og Heines "Allanbolognaise" med surprise. Vi glæder os alle til i morgen, hvor vi skal ind på Cooks museum. Der er ingen tvivl om, at dette sted er en milepæl for togtet.
Kh Kirsten G

2 kommentarer:

Barbara sagde ...

Hvis I keder jer kan i jo altid kigge på "Things to do in Cooktown"
http://www.tripadvisor.com/Attractions-g499647-Activities-Cooktown_Queensland.html
kh Barb

Aase sagde ...

Hvor er det fortsat dejligt at følge jer :-)