Fra onkel Hans 30/9

Nogen synes det er min tur til at bidrage med åndsudgydelser til bloggen, og det er måske rimelig nok ud fra den betragtning, det det nu er 6 uger siden jeg forlod DK, og dermed er turen for mit vedkommende halvvejs. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg efter de første dage ombord fik nogle tanker om, hvorvidt det nu var en fornuftig beslutning at skulle tilbringe næsten 3 mdr. sammen med 7-8 mennesker på så utrolig lidt plads. At skulle dele køje med en anden, at der ikke er bad, at der hele tiden er nogen helt tæt på een o.s.v. Men det skal være sagt med det samme. Efter få dage var jeg ikke i tvivl om, at det var et rigtigt valg.
Efter at have sejlet i egen båd i snart 40 år og altid som den der var skipper, så havde jeg på forhånd tænkt på, hvordan det ville blive at skulle spille 2. violin. Men jeg har hurtigt lært, at selv om jeg måske i nogle situationer ville disponere anderledes, så ved jeg, at der kun er een der skal træffe beslutninger. Iøvrigt er der jo altid flere måder at løse en opgave på, og jeg har nu opdaget, at det er meget mere afslappende ikke at skulle have ansvar. Charlie er en dygtig navigatør og og føler et stort ansvar for os alle. Da han samtidig er fantastisk til at få det sociale til at fungere, sa kan det kun gå op i en større enhed. Men jeg tænker, at han faktisk nok er lige så meget på job her, som når han hjemme og hele tiden skal tage stilling til noget. Dog er ingen af og i tvivl om, at også han nyder turen intenst.
Hvad er det så der gør en sådan tur til en unik oplevelse under så trange forhold? Det er nok en kombination af flere ting. For det første en masse fantastiske naturoplevelser. For det andet er det hele så langt fra hverdagen, at man næsten glemmer tid og sted. Når man sætter sig på den lille plade helt ude foran, hvor fødderne engang i mellem i e n bølgedal kan nå vandet, og der ses fisk og måske delfiner, der leger lige under fødderne, så mærker man en ubeskrivelig lykkefølelse, en følelse af i den grad at være i et med naturen, at være så priviligeret at være så tæt på, og dog så langt væk fra alt det, der til dagligt fylder os. Det er helt specielt at sejle en hel dag uden at se andre skibe overhovedet. At være helt uden telefon eller internetforbindelse i op til 14 dage. At leve af tun og makrel, som vi selv har kæmpet ombord. At gå med bare fødder og overkrop hele døgnet. At sidde i mørket (allerede kl 1830) og se op på himlen og opleve stjernerne - nogle helt andre end vi er vant til - og meget tydeligere, fordi der er mange hundrede kilometer til byernes elektriske lyshav. At opleve at blive ydmyg og taknemlig over oplevelserne og det sociale fællesskab, der eksisterer ombord. At se den første hval, hav skilpadde, krokodille osv. At forundres over, at et nyt besætningsmedlem kommer med friske aviser fra DK, og at man slet ikke har lyst til at se i dem, fordi man ikke vil bringes ud af den "tilstand" man befinder sig i.
Jeg forstår godt, at mange der har sejlet i længere tid på den måde, har svært ved at finde ro på sig, når de kommer hjem, og at de ofte drager afsted igen. Jo længere tid man har været væk fra det moderne samfunds mange pligter og gøremål, jo sværere må det være at affinde sig med dem igen.
Men - men - men ind i mellem er det dejligt at tænke på dem derhjemme, og jeg er sikker på, at vi alle kommer hjem med tanker og ny energi, der er til gavn og glæde - også for vore omgivelser.
Hej til jer alle!!
Hans

Kh Barbara lees