Drama, historiens vingesus og en blå lagune

Vi forlod Cairns efter at havde sagt farvel til barbara Knud og Per og fået Hans og Kirsten om bord. Kursen blev lagt mod Port Douglas med et stop i bugten på øen Double Island.
Vejrudsigten fra det australske metrologiske institut meldte tiltagende vind og der var en Wind Warning under opsejling over den nord australske østkyst . Vi lettede derfor anker idet Double Island ikke kunne give beskyttelse nok mod en Sydøstlig kuling og da vi jo skulle samle Tom og Allan op i Port Douglas måtte vi hellere komme af sted.
Vigtigt var det at vi nåede indsejlingen til Port Douglas på et tidspunkt hvor højvandet var på sit højeste – med en dybdegang på 2,7 meter og en indsejling der ved lavvande har under 1,5 m, havde vi brug for de små 2 meter en high tide ville give os. Tidevandstabellerne blev derfor studeret grundigt og præcis kl. 10.15 var vi fremme og klar til at passere sandbaren ved floden der førte os ind til Port Douglas. Lidt nervepirrende at gå igennem den smalle rende mens dybderne som Kirsten F læste op fra dybdemåleren efterhånden faldt og faldt…. Vi kom dog godt igennem og fik en plads i havnen –en halvtime efter stod vi på bunden i mudder men godt for tøjret.
Tom og Allan var ankommet – det samme var Mandolinen der for første gang i sit lange liv var på det australske kontinent, hvilket blev fejret i havnen med sang og musik sammen med vores gode venner Adam og Joann og deres tre børn.. En fantastisk aften med sange , snak og masser af hygge . Familien er ved at få lavet en dokumentar film om deres rejse rundt i Australien med deres handicappede voksne søn der ikke har noget sprog og er autist – Datteren der er filmfotograf lavede optagelserne om familiens oplevelser og de mennesker de mødte. Da de hørte historien om mandolinen, ja så blev det faktisk til et længere interview og en optagelse med Tom og undertegnede….
Da det havde blæst i 3 dage var vi ved at blive fanget af tidevandets cyklus idet det ville gå langtid inden vi igen kunne ramme det bedste tidspunkt for afgang fra Port Douglas . Derfor gjorde vi sø klar og lørdag den 1. september strøg vi igennem den smalle kanal og direkte ud i en kuling som vi var nødsaget til at krydse i for at nå vores destination blot 9 sømil ude, nemlig Low Island . Low Island ville give beskyttelse mod den hårde vind fra Syd øst. Og også frihed til at sejle uden at tænke på tidevandet. Det var vist lidt af en ilddåb for Tom og Allan, men de klarede sig rigtig fint og det samme gjorde Orbit der skød 7,5 knob og snart rundede vi revet og gled ind i lagunen hvor vi var heldig at finde en morring ( ankerbøje) som vi kunne fortøjre ved. Her lå et par andre både for at ride vejret af … Vi blev der et par dage , men snart måtte vi videre og selvom vinden ikke havde lagt sig det mindste besluttede jeg at fortsætte idet vi skulle samle Uffe op den 9. september i Coocktown eller senest på Lizard Island 114 sømil nord på – Det sidste sted hvor det overhovedet var muligt at skifte besætning.
Storsejlet blev rebet i 2´reb og så strøg vi ellers nord på mod Hope Island hvor vi som Cook håbede på at kunne finde læ for natten. Pludselig løb snøren på fiskestangen ude agter, og selvom vi var i store bølger og drønede af sted var der ikke andet at gøre end at forsøge at bjærge fisken. Det viste sig at være en haj på over 1 meter hvilket jo gav lidt panik stemning blandt besætningen der stod med deres bare tæer på bag perronen hvor hajen nu lå og sprællede. Det lykkedes os at få den af krogen, men da vi ikke viste hvordan og om man kunne spise den, gav vi den tilbage til havet. Desværre måtte vi slå den ihjel, da vi ellers ikke kunne komme til den. Ærgerligt og synd, specielt efter at vi senere har erfaret hvordan man tilberede en haj. Vi var allerede ved Hope Island først på eftermiddagen, men efter et par forsøg på at få ankeret til at holde bag den lille ø i den kraftig blæst, kunne jeg godt se, at det ikke ville blive til megen søvn hvis vi skulle ligger der. Vi valgte derfor at fortsætte i håb om at kunne nå Coocktown inden det blev mørkt. Hertil også inden lavvandet satte ind. Cooktown ligger i Endeavour floden der jo er opkaldt efter Cooks skib der netop søgte hertil efter at de var løbet på grund og havde brug for et sted at reparerer båden. Den gang kunne Kaptajn Cook smide et antal kanoner i havet for at blive lettere for derved at komme over sandbaren og ind i floden – Den mulighed havde vi desværre ikke på Orbit, så vi var igen afhængig af tidevandstabellerne. Rebet blev taget ud af storsejlet og vi fløj af sted med 15 sekundmeter i ryggen og dønninger der skubbede os af sted. Vi nåede Cooktown en time før solen gik ned og gik i gang med at lede efter en ordentlig ankerplads. Her i Australien går man ikke sådan til kaj og marinaer som vi kender dem derhjemme er der ikke mange af. Og det slet ikke så langt nord på. Da vi forlod Port Douglas var det den sidste af slagsen inden Darwin.
Ved den sparsomme kaj eller jetty som det hedder, var alt optaget af fiskebåde. Så ud med ankeret og her var der ikke megen plads for en båd med Orbits dybdegang . men det lykkedes os at smide ankeret på 4 m, og så håbede vi på at strømmen ikke ville være for voldsomt når tidevandet vente – det ville få båden til at svinge og som vi var advaret om, også få ankeret til at slippe. Men det gik fint – det gjorde det til gengæld ikke for den sejlbåd som vi hele dagen kunne se bag os i det fjerne. Der kom ind lige efter os smed ankeret 25 meter fra os. Så snart vandet faldt begyndte han at falde om på siden og snart stod han uvægerlig fast på grunden. Puha – det var godt det ikke var os….
Det var lidt af en milepæl at anløbe Cooktown – det var som et historisk vingesus tog fat i en da vi gik i land på nøjagtig samme sted som Cook gik i land .
James Cook var den første hvide mand på dette sted – men en egentlig by blev først grundlagt da der blev fundet guld og byen voksede med flere tusinde gulgravere og hvad der ellers fulgte med et sådan fund.
I dag er byen nærmest synet hen og her bor vil kun omkring 1500 mennesker – en ren Wild West by og den absolut sidste civilisation inden Thursday Island .
Som før beskrevet var Cooktown en absolut oplevelse, men havnen og floden vi lå i var lidt af en prøvelse. Tidevandet og strømmen fik Orbit til at svinge rundt i bassinet – den første nat gik det meget godt – Bedre end sejlbåden bag os der nu lå helt omme på siden. Vi svingede blot rundt og i de perioder hvor tidevandet løb ud snittede vi lige mudderbanken under kølen. Men sådan skulle det ikke blive ved, Ved solopgang kæmpede vores nabo sig fri med alle sejl sat og med motoren i fulde omdrejninger. Herefter lagde han sig helt ude i indsejlingen. I sikker bevidsthed om, at vi jo lå sikkert tog vi alle op i byen for at nyde en eftermiddags øl på en lokal pub og for at gå på James Cook museet som vi naturligvis skulle se. Det var hamrende varmt og temperaturen nærmede sig de 30 grader og inde i selv Cooktown mærkede vi ikke vinden der var tiltagende, bortset fra at jeg en enkelt gang bemærkede et enkelt kraftigt vindstød som var meget anderledes end den øvrige vind. Mens vi var på museet ringede Kirsten Grunnets telefon – Svend der ikke var taget med på museum var i røret og kunne fortælle at båden havde revet sig løs og da han nærmede sig havnen kunne se at en person i en dingy ( gummibåd m motor) forsøgte at holde Orbit væk fra stenene, alt imens en kvinde løb rundt for at finde Orbits besætning. Svend fik en lokal til at sejle ham ud og sammen med manden i Dingyen (der i øvrigt hed Rod og som tidligere var ham der havde siddet på grund bag os ) – Og han fik startet motoren og holdt på den måde båden indtil de første af os ankom. Vi løb til havnen og jeg var godt på vej til at svømme de få meter ude til Orbit – Men som en lokal tørt konstaterede ” Here we don`t swim” ..It`s crocodille area”… i stedet blev jeg fragte den korte vej ud til Orbit og sammen fik Svend , Tom og jeg hevet ankeret op alt imens vi med motoren holdt båden væk fra stenene . Heldigvis var der en fisker der havde forladt kajen tidligere på dagen og taget på fiskeri, så der var lige plads til os – I mellemtiden var de andre dukket op og de stod nu på kajen og tog imod Orbit – vi lagde til og kunne konstaterer, at vi kunne få lov at ligge der natten over –hvilket var helt rart idet vi havde planlagt en lille afskedsfest for Kirsten G og Heine der skulle stå af i Cooktown. At skulle smide ankeret et andet sted i floden under disse betingelser ville nok havde givet lidt bekymringer.
Det var lidt af et drama, men som en lokal sagde til os senere – det sker hver uge…. Cooktown er ikke det bedste sted at komme for en sejlbåd der stikker 2,7 meter –
Det blev en god fest og aften – takket være Rod og Svends hurtige og flotte ” rednings aktion” og hurtige reaktion skete der intet med båden, og nu lå vi sikkert ved kaj og kunne sagtens feste igennem.
Så det gjorde vi ….
Rod og hans kone Carrie var naturligvis inviteret over til øl og et glas vin – De var på vej nordpå som os og vi aftalte at forlade Cooktown sammen den næste morgen.
Da vi nu var kommet til kaj fyldte vi næste morgen vandtankene i bevidsthed om, at det var sidste gang vi ville få mulighed for det inden Torres Strædet….. så selvom det var skidt at ankeret drev, var det så også godt for noget.
Kl. 0.6,30 meldte Karrie og Rod over radioen at nu lettede de og deres 50 fods Beneteau ” L` atittude ” anker og gik mod Lizard Island – kl.07.00 var vi klar gik ud igennem kanalen uden problemer og lagde kursen mod Lizard Island 50 sømil Nord øst på- Der var stadig en Wind Warning fra Syd øst, men vi havde den i ryggen og med 15 sekund meter vind strøg vi af sted – 7 timer senere drejede vi ind i en af de smukkeste laguner vi endnu havde lagt i – Vandet var klart og vi kunne se bunden tydeligt – på 4,5 meter vand smed vi anker tæt på et fantastisk koralrev – Vi lå godt på god bund og med 35 meter kæde ude lå vi sikkert.
Lizard Island var jo også det sted hvor Uffe skulle påmønstre – så kl.09.00 lørdag morgen så vi det lille fly med kun to passagerer lande – og som aftalt var Uffe en af dem .
Lizard Island var det sted hvor Kaptajn Cook måtte gå op på øens højeste sted for at kigge efter en udvej ud af the Great barrierer reef som efterhånden havde omkranset ham helt. Fra toppen af Lizard Island opdagede han til hans store tilfredshed, at der faktisk var et hul i revet hvor han kunne komme ud .
Vi besteg naturligvis bjerget og som James Cook spottede vi udover revet og så åbningen – Ved en Varde på toppen lå en trækiste med en gæstebog hvor alle sejlere der kommet forbi skriver en hilsen - Det var således et stort øjeblik at åbne bogen – læse Cooks beretning og selv skrive i bogen på vegne af Orbit og dens besætning –
Hvad var mere naturlig at skrive et af min gamle onkel Jørgens ynglings citater af Kipling
” When captain and crew stay together there shall more than a gale to get the ship ashore” …….. Og det er så sandt som det er sagt…. Det opleves igen og igen her på Orbit.
På Lizard Island mødes alle der ligger i bugten kl 17.00 til en ” sundowner” og her udveksler erfaringer , bytter bøger mv, og får en sejlads snak mens solen sænker sig smukt ned i havet.
Der lå vel omkring 17 langturssejlere .
Da vi nu var på et sådan historisk sted besluttede Tom og jeg, at vi ville indvie mandolinen på stranden – godt nok var den indviet i Port Douglas , men dette var jo på en båd. Derfor tog vi mandolinen og en guitar med i gummibåden da vi sejlede ind for at mødes med de andre som kom fra nær og fjern. Her introducerede vi så gruppen for historien og gav et par numre , så der ikke var et øje tørt i hele lagunen – Det blev en stor aften med masser af sang og musik.
Det har nu blæst kraftigt de sidste 5 dage – 25 -30 knob lyder vejrudsigten og det ser ikke ud til at den vil tage af foreløbig. Lizard Island er nu ikke det værste sted at være inde blæst – snorkling og dykning er noget af det bedste i Australien– en dejlig hvid strand, masser af natur , blå grønt vand og vi har fået mange nye venner blandt de øvrige sejlere. Nogle venter på at gå sydover mens andre som os venter på at gå nord på. I går tog et ældre tysk ægtepar afsted - de havde travlt og skulle være i Sydafrika til december. De var fra Hamborg – pensioneret og sejlede i en Motiva købt i Kolding… ( ja verden er lille). I går ankom en amerikaner som også vil nordover. Så selvom Lizard Island er det rene paradis og der er en kuling ude på havet, så har vi valgt at tage af sted i morgen tidlig ved sol opgang – Vinden er trods alt i ryggen , så vi reber storsejlet i 2 reb, og sætter en lille fok og drøner af sted – det bliver skønt at komme på vandet igen.

charlie

Ps der er langt imellem internetforbindelser heroppe og billeder og beretninger er derfor lidt bagud.

Location:COOKTOWN