Skibsdrengenes dagbog

Onsdag d. 31. august  2011.

Australia here we come…….vi er fremme i Port Douglas. Efter en tur på 17.000 km og igennem adskillige tidszoner er vi vågnet første morgen på den anden side af jorden, klar til den store ekspedition med kaptajn Charlie og det gode skib "Orbit. Ved et tilfælde og lidt heldigt havde jeg lavet  en aftale ( på FB ) med min gamle " kammi"Jørgen, som flyttede hertil for snart 25 år siden, at han gerne ville afhente os i lufthavnen i Cairns. Jørgen bor ca. 1700 km nede af kysten mod Brisbane og er storvildtsjæger. Han havde ved et tilfælde nogle jægere i Cairns på samme tid som Tom og jeg landede. "Jorgen" , som efterlod den fædrende gård i Ejby på Fyn for at blive jæger i Australien er virkelig blevet Australier på den "fede" måde, ikke alene blev vi afhentet i lufthavnen og fik en hurtig rundvisning i Cairns, men da vi fandt ud af at der hverken gik tog eller bus til Port Douglas (ca. 70 km. nord for Cairns) startede han igen den gamle firehjulstrækker og kørte os derop. Tilsyneladende typisk australsk, utrolig hjælpsom, venlig, smilende og det hele i et totalt afstressende tempo. Vi havde en utrolig hyggelig dag med Jørgen, som øste ud af sin store viden om Australien og gav os en masse gode tips, ikke mindst ølkulturen "down under" som på alle måder er mere nuanceret end derhjemme. Tusind tak til ham for en fremragende modtagelse i den nye verden.

På vores lange rejse hertil, gennem metropoler som London og Hong Kong, havde vi talt en del om vores forventninger til de forskellige steder, så det var lidt som at komme "på landet " at lande i Cairns. --Jeg tror det er lidt lige som Århus, sagde Tom, men vi blev enige om at det mindede langt mere om en badeby på den spanske solkyst.

Det meste foregår omkring havnen, hvor man er ved at gøre klar til at turisterne kommer og skal fiske "Blue Marlin", og som så mange andre steder op langs kysten handler det om at sende turister ud til Great Barrier Reef, et koralrev der strækker sig over flere tusinde kilometer langs østkysten. Vi havde egentlig aftalt en overnatning der, men bedst som vi skulle have nøglen til vores nye værelse udleveret fortalte receptionisten at der ikke gik tog eller bus til Port Douglas, så på Jørgens anbefaling og tilbud om at køre rykkede vi nordpå med det samme. Port Douglas er en lille hyggelig ferieby med 6000 faste indbyggere, men i turistsæsonen (november/december) bliver det tal langt større. Lige nu er der en masse pensionister som rejser nordpå væk fra kulden i Sidney.

Bedst som vi sidder midt i morgenmaden ringer min telefon, det er Charlie som melder at "Orbit" var kommet en dag tidligere til Port Douglas end ventet, på grund af optræk til uvejr og storm og at de allerede lå i havnen 300 meter fra vores "Hotel Tropical resort".

Af sted med os og det var en helt fantastisk følelse at se skibet som skal være vores hjem og base de næste par måneder, på togtet mod de mange små eksotiske ø'er for til sidst at ende i Darwin i november. Dejligt endelig at møde besætningen og ikke mindst Charlie. Vi blev omgående inviteret på "sundowner" (en forfriskning mens solen går ned) og efterfølgende aftensmad. Det blev en rigtig hyggelig aften med en masse snak om turen og ikke mindst om dagligdagen på "Orbit". Tom og jeg havde fundet en lille bar hvor de spillede Creedence Clearwater Revival, som er et af Charlie's helt store favoritband, og der sluttede aftenen så præcis kl. 24.00 sharp.

Alt lukker og slukker på få minutter og alle går hjem. Gad vide om det er hele Australien der lukker kl. 24.?

Torsdag d. 1. september 2011.

Vi er flyttet fra hotellet og er nu installeret på "Orbit". 8 voksne mennesker på 43 fod (9 kvadratmeter), første tanke er at det er fuldstændig krop umuligt at presse alle de folk sammen på så få meter, men allerede  efter at tøjet er lagt på plads og kaptajnen har sat os ind i alle skibets funktioner og ikke mindst diverse sikkerhedsprocedurer tænker man " det skal sku' nok gå". Alle har opgaver hvis vi forliser og det ligger Charlie meget på sinde at alle er klar over deres funktioner i en nødsituation. Men efter alt det seriøse falder man lynhurtigt ind i den totalt afslappede stemning der er ombord. De få praktiske opgaver der skal laves er fordelt, og som man hører ofte her ombord  -- der er masser af tid til alt. Dog må jeg som første maskinmester allerede efter et par timer i gang med at reparere en "lokumspumpe". Dagens "sundowner" ender med at sejlere fra andre både, som "Orbit" kender fra tidligere ankerpladser, kommer for at høre den meget omtalte mandolin som stort set alle langs den Australske østkyst har hørt om, og de bliver ikke skuffet, Tom og Charlie gir' et par vemodige sømandssange og der er ikke et øje tørt. Det sidste jeg tænker inden jeg falder i søvn, nærmest arm i arm med Tom er  -- det her bli'r fedt.

Fredag d. 2 september 2011.

Vi ligger stadig i havnen i Port Douglas men har besluttet at sejle lørdag, mod en lille "bounty" ø som hedder Low Island. Det betyder at der er en del gøremål med skibet. Vi skal sejle nordpå og efter Port Douglas er det ikke længere muligt at proviantere, der bliver fyldt op overalt med vand, proviant (mest dåsemad ),diesel, gas m.m.

Dagen går hurtigt og alt blir gjort klar til afgang. Om aftenen er vi inviteret til grill aften ved Joanne og Adam Smith samt deres tre børn, en familie som sejler rundt i en katamaran på størrelse med et almindeligt dansk parcelhus. Familiens ældste datter er ved at lave en dokumentarfilm om familien, som solgte alt hvad de ejede for at sejle rundt på havet sammen med deres børn. hvoraf den ældste dreng er svært handicappet af autisme.

Det blev en for alle uforglemmelig og rørende aften med sang og musik fra hele verden, vi blev for øvrigt filmet til datterens dokumentarfilm film og Tom lavede et separat indslag om mandolinen dagen efter.

Vi ender sku' med at blive TV- stjerner hernede :-))

Lørdag d. 3 september 2011.

Vi stævner ud med Orbit med kurs mon Low Island, vejret er forholdsvis hårdt men på grund af tidevandet er vi nød til at sejle. Tidevandet i Port Douglas gør at en båd der stikker så dybt som vores kun har et par chancer i døgnet for at komme ud og vi skal så vidt som muligt holde tidsplanen, da der er folk der skal af og påmønstre på aftalte tidspunkter.

Sejlturen till Low Island var "frisk" men vi var heldige med både at komme ud af havnen og finde en "mooring" som er en forankret fortøjningsplads hvor vi kan ligge i læ for vinden.

Vi var et par stykker som ikke kunne vente med at komme i land på denne fantastiske lille tropeø som pludselig var dukket op af vandet. Vi fik startet "Dinghien" (gummibåden) og sejlede i land.

Aftenen slutter forholdsvis tidligt med et spil Trivial P. Det skal blive spændende at overnatte i skibet "til havs", med søgang, frisk vind og en million mærkelige lyde.

Søndag d.4 september 2011.

Nu er det Tom der skriver, og det er allerede onsdag, men jeg skal prøve efter bedste evne at memorere de 3-4 sidste dage, der ellers nok har været fulde af oplevelser. Here goes: Søndag morgen fandt vi snorkeludstyret frem og tog dhengy'en ind til land, hvor vi snorklede rundt i korallerne, kæmpe oplevelse, store, farvestrålende fisk som man kender det fra billeder. Tilbage på Orbit stod det os klart, at vi havde fået et husdyr, idet en "spadefish" med en diameter på over 40 cm tilsyneladende havde taget fast ophold ved vores båd. Hubert blev dyret døbt, og han stod trofast og ventede på de hjemkommende. Rundt om os kredsede også adskillige "sharksuckers", hajlignende fisk på ca en halv meter, samt, umiddelbart angstprovokerende, en haj på vel 1,5 meter. Det gav et gib i mig da jeg først så den, men Svend D., der har stor paratviden om mange ting, kunne berolige os, en "blacktip" haj er almindeligvis ufarlig. hen på eftermiddagen blæste det op, og blev i øvrigt køligere, jeg havde min første maddag, og alle var heldigvis tilfredse…

Mandag d.5 sept.

stod vi op og fandt, at det stadig var lidt køligt og blæsende. og da der ikke var udsigt til at det ville blive bedre besluttede vi at gå tidligt nordpå til en anden ø, Hope Island, hvor Cook havde håbet han kunne få fixet sit skib efter en kollision med revet, og hvor vi havde håbet på lækkert vejr og god ankerplads. Sådan gik det ikke for hverken Cook eller os, det var blæst og bygevejr, og det viste sig så besværligt at kaste anker at skipper opgav og besluttede at fortsætte til Cooktown. Vi gik 64 mil den dag (eller på alm. dansk: Vi tilbagelagde 64 sømil), og det var en udmattende tur, hård vind, krappe bølger og byger. Men det var også den dag vi første gang så hvaler (2 pukkelhvaler), og vi fik også for første gang bid på den wobler, som vi gerne trækker efter båden, og som Allan tilser og pusler om med stor indlevelse. Vi kunne mærke det var en stor fisk, og da vi så den komme ud af vandet (stadig på nogen afstand) kunne vi se en stor nedadvendt mund på undersiden, altså: En haj! Kirsten G. beskrev den på vores blog som "knap 1 1/2 meter", 1 meter er nok nærmere sandheden, men det var dramatisk nok, det var sin sag at stå med bare fødder og bare hænder og skulle håndtere en optimalt perfektioneret dræbermaskine, på en lille båd der går 7 knob i hård vind! Desværre havde vi jo ingen anelse om, hvad man stiller op med en haj, og vi måtte lade den gå ud over rælingen :-(

Tirsdag d. 6 september.

Cooktown er nået, et af turens historiske højdepunkter. Det var her Cook gik i land for at reparere sit gode skib "Endeavour" efter en tur i Great Barrier Reef. Selve byen Cooktown virker mest af alt som en lille "flække" ude på landet, men da vi jo sejler i Cook's fodspor skulle byen og ikke mindst byens Captain Cook Museum selvfølgelig besøges. Vi skulle også sige farvel til Kirsten og Heine som skulle afmønstre her. Her har vi også en sidste mulighed for at proviantere inden det lange træk nordover. Efter den lange sejltur fra Low Island havde vi en del problemer med at få Orbit til at ligge perfekt i den lille havn i Cooktown, der var masser af sandbanker og vi kæmper hele tiden med store tidevandsforskelle, men det lykkedes til sidst (troede vi). For helvede brød løs da vi næste dag på Cookmuseet får en melding fra havnen om at "Orbit" har revet sig løs. Alle mand i hast til havnen, hvor en australsk sejler ved navn Rod kæmpede en ensom kamp for at holde Orbit væk fra de omgivende klipper med sin gummibåd! Det var forholdsvis dramatisk, men sådan lærte vi de søde mennesker Rod og Karrie at kende, og i øvrigt også senere deres venner Bruce og Debbie, som lærte os hvordan vi for en anden gangs skyld tilbereder de lækreste hajbøffer. De t har vi nu stadig tilgode, selv om jeg (Tom) skriver disse linjer langt over en uge senere. Allan og jeg har svært ved at finde tiden og roen til at få skrevet, og vi er langt bagud.

Onsdag d. 7. sept.

om morgenen sagde vi farvel til Heine og Kirsten G….  om aftenen havde vi festligholdt afskeden på en restaurant på Havnen i Cooktown, og nu var det alvor, kl 7 om morgenen gik vi ud af havnen mens vi vinkede farvel, og besætningen var nu nede på 6 personer. Vi har sejlet nogle lange træk, og denne gang gik vi direkte til Lizard Island, hvor det skulle vise sig, at vi kom til at tilbringe en lille uge, pga. den konstant hårde vind vi har haft…

Lizard Island er en fantastisk lille ø. Der er et afspærret hotel resort med lejligheder til 4-5000.- pr. overnatning, samt "Marlin" baren som nogle aftener om ugen bliver åbent for de skibe som ligger i bugten. Der går heller ikke mange timer før vi kender alle de andre skibe, australiernes venlighed od imødekommende måde at være på er fantastisk. Hver aften bliver vi hentet af Bruce og Debbie samt Rod og Karrie fordi vores dinghi ikke kan klare alle syv på en gang, når alle bådene mødes til en "sundowner" på stranden. Ja vi er blevet 7, Uffe er nemlig kommet om bord her på Lizard , midt på øen er der en lille lufthavn med verdens mindste ankomsthal, og her hentede vi Uffe. Ellers går tiden på øen med snorkling på de fantastiske rev, vi laver en ekspedition til toppen af det lille bjerg hvor Kaptajn Cook tog op for at se om han kunne se en vej ud gennem Great Barrier Reef. Vi besøger også et center som forsker i det fantastiske liv på revet.

Atter en gang er historien om Toms mandolin gået rundt i kredsen af både og på en fantastisk smuk aften tager vi mandolin og guitar med på stranden, det bliver atter en fantastisk aften som folk sent vil glemme, musik, solnedgang, glade mennesker…….alt gik op i en højere enhed. Og alle de sjove danskere i det lille gode skib Orbit blev ikke mindre populære.

Tisdag d. 13 september

Vi har endelig forladt Lizard Island og sammen med Karrie og Rod sejler vi nord på for at finde en ankerplads, det lykkedes først efter 85 sømil og i vindstød på op over 20 sek/meter, en ualmindelig frisk sejlads hvor vi nåede at sætte hastighedsrekord med 11,2 knob for Orbit. Vi når op til Flinders Island og sender straks en ekspedition i land, de kommer dog hurtigt retur fordi en sejler der ligger sammen med os i bugten har observeret en 4-5 meter lang saltvandskrokodille på stranden. Jo længere vi kommer nordpå, jo mere er vi plaget af de store krokodiller. Vi går næste dag 3 sømil til Stanley Island for at få en bedre ankerplads og det lykkedes til fulde, vi ankrer atter op i læ af en lille koralø og på trods af krokodiller hopper vi en tur i vandet.

Aftensmaden i de dage består af "Spanish Mackerel" en fantastisk flot fisk på 1,1 meter som det lykkedes mig og Tom at få landet på vej herop. Den bliver først til bøffer og senere til både frokost og aftensmad i form af fiskefrikadeller…..lækkert.

Torsdag d. 15 september.

Det blæser over 20 sek/meter og vi ligger i læ for natten ved en lille ø som hedder Morris Island. Der er valg i Danmark men her ude i enden af verden har vi absolut ingen forbindelser til noget som helst, vi har faktisk ikke været i kontakt med omverdenen siden vi forlod Lizard Island. Men vi laver selvfølgelig væddemål på valgets udfald. På grund af den hårde blæst har vi etableret ankervagt, hver mand sidder en time og tjekker at vi ikke driver og at alt ellers er i orden, det er faktisk på denne vagt at jeg får opdateret denne dagbog.

Mandag d. 19 september

I fredags gik vi så tidligt ud fra Morris Island, som jo er en koral ø, og gik nordpå, atter i hård vind. Allan og jeg har knap nok prøvet andet, så for os er det efterhånden almindelig sejlads. Vi kan også mærke på Skipper og de andre mere erfarne sejlere, at tilliden til Orbits reaktioner på vandet har været stigende, og vi går efterhånden uden at blinke ud i vindstyrker, der ville have holdt os inde under danske forhold. Vi sejler også lange strækninger, gerne 50 -70 mil på en dag. Det gjorde vi også denne dag, og hen på eftermiddagen kastede vi så ud fra ankeret ud for Portland Road, en lille flække inde på fastlandet (Afstanden mellem fastlandet og revet m. øer bliver mindre, jo længere vi kommer nordpå). Vi er rigtig, rigtig langt ude på landet her, byen omtales i bøgerne som "an outpost of civilisation", og ikke desto mindre var der i byen en lille restaurant, som fik sig en travl aften med hele 9 nytilkomne turister (Orbits besætning & Rod og Karrie fra L-atitude). I Portland Road er der 10 indbyggere, og når der overhovedet er en by er det fordi rejetrawlerne, der arbejder i området, går ind her efter nattens slid fra 19 til 7, for at ordne fangsten og vente på de store motherships, der kommer hver måned og tager rejerne med sydpå. Men det er også et historisk sted, der er dramatiske historier fra 1800 tallet om skibsforlis og efterladte syge og sårede. Vi er jo langt fra alting, og vores madbeholdning er noget slunken, så da vi hørte lyden af høns ("chooks" på australsk) inde fra en grund gik jeg (Tom) ind og spurgte om vi evt. kunne købe nogle æg. Svaret som jeg fik fra en herre i undertøj (ikke specielt rent) var, at de havde ikke nok at sælge af, men jeg kunne da få et par stykker. Mens manden fandt æg frem så jeg mig omkring i den værste svinesti jeg nogensinde har set, hvor mr. Kirk, som jeg nu ved at den lokale kunstner hedder, hans kone og en ung halvaboriginer tilsyneladende boede sammenunder et tag delvis af presenninger, med en uredt seng ved siden af fryseren, et køleskab, noget malergrej og andet uspecificeret rod. De eneste vægge jeg så var et rum på 1x1 meter, hvor toilettet stod, og det ved jeg fordi døren stod åben derind. Alle 3 røg hvad der lignede marijuanacigaretter, men de var søde mennesker, og da jeg forlod stedet maebragte jeg 6 hønseæg og et andeæg, uden at få lov at betale.

I øvrigt har vi selv på det sidste sænket overliggeren noget mht hygiejnen, der går lang tid mellem de varme bade, og her hvor vi er i "croc country" er det så som så med de lange svømmeture.

Telefon dækning er heller ikke nem at finde, men netop i Portland Road lykkedes det os at få 1/4 streg på IPhone'rne, så vi kunne få ringet eller sms'et lidt. Dejligt.

I går gik vi igen nordpå, og ankrede hen på eftermiddagen op her i Margaret Bay i Cape Grenville, endnu engang fastland, og derfor beboet af krokodiller, de siger der er 3 her. I går købte Svend  en ordentlig stak friske rejer fra en trawler, som også lå i bugten, og det blev et fantastisk måltid. Her til morgen var Skipper ovre at se rejebåden, og nu kender vi også rejefiskerne, blandt andet et par store drenge, som gik med os en tur i land senere på formiddagen. Vi gik tværs over den lille landtange som giver os læ og over til Indian Bay, et meget spooky sted med mangrove og alt muligt crap der blæser i land sydfra. Det sidste stykke før vi nåede kysten var noget grim mangrove, hvor der lugtede modbydeligt af vildsvin (og krokodille?). Men grænserne flytter sig jo hele tiden, og når australierne ikke er bange for at gå der, så er vi heller ikke (så meget)…

I morgen sejler vi ud igen, og nu har vi kun nogle få dagsrejser før vi kommer op til Torres-strædet og Thursday Island, hvor der bliver udskiftning i besætningen, og hvor vi i øvrigt forventer at kunne både ringe, maile, komme i bad og få vasket tøj…

Torsdag d. 22 september.

Vi gik fra Mageret Bay tidlig tirsdag morgen kl. 6.00 fordi vi havde 74 sømil op til Escape Riwer hvor vi skulle ligge for anker natten over. Indsejlingen til Escape Riwer er lidt besværet af både sandbanker og tidevandsstrøm, derfor ville vi gerne derop mens det endnu var lyst. Vi fik en fantastisk sejlads med høj sol frisk vind og både storsejl og genoaen i brug. Men selvom vi nåede derop inden mørket, røg vi alligevel ud i kæmpeproblemer da vi pludselig gik på grund på en sandbanke. Efter lidt panik slap vi fri og fik hjælp af et par nye venner fra den australske regering som sejlede rundt i en motorbåd, de kendte området og fik os dirigeret til en god ankerplads, men inden havde både vi og vores rejsefæller Rod og Karrie været på grund et par gange.

Escape Riwer er som resten af det nordlige Australien "crokoland" så det er slut med at svømme, dykke, snorkle, m.m.